10 hurtige: Alexander Mortensen
PopulærBilly Boy in Poison er aktuelle med deres anden plade 'Invoker'. Det så vi som en god anledning til at stille guitarist Alexander Mortensen ti spørgsmål om hvorfor han er heavyfan.
Hvad er dit første minde med heavy metal?
Eftersom vores trommeslager og jeg er brødre, havde vi værelser ved siden af hinanden, da vi var yngre. Jeg kan huske, at der altid blev spillet enten Slipknot eller Korn inde fra hans værelse dengang i slut-halvfemserne/start-nullerne. Jeg blev fanget af musikken, og så har den ellers bare kørt videre derfra.
Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Hvis der menes et band, som jeg har hørt, så længe jeg kan huske, og som jeg i virkeligheden måske altid har tænkt på som mit yndlingsband, må jeg sige The Offspring. Det er ikke just det mest hæwi på planeten, men det er et band, som jeg altid har elsket og aldrig har mistet interessen for. I forhold til metal hører de måske til i guilty pleasure-kategorien.
Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Rody Walker fra Protest The Hero! Han virker som en supercool dude, som er helt nede på jorden, samtidig med at han helt sikkert har en masse gode røverhistorier fra tourbussen. Ham skulle jeg nok kunne få en aften i baren til at gå med! Og hvis han ikke kan, sender de bare en af de andre fra bandet – jeg tror, at de er skidesjove alle sammen!
Hvad er dine fem yndlingsplader?
Puha, den er ikke nem. Der er mange plader, der på hver deres måde er helt fantastiske. Men jeg kan give fem plader, som jeg aldrig bliver træt af:
Alexisonfire – 'Crisis'
The Offspring – 'Ixnay on the Hombre'
At the Gates – 'Slaughter of the Soul'
Decapitated – 'Carnival Is Forever'
Gojira – 'The Way of All Flesh'.
Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Det er ikke ligefrem en heavykoncert, men engang på Roskilde Festival havde min bror Niclas og jeg fået smuglet en flaske tequila og en flaske Fisherman's ind til Orange Scene. Vi skulle op at høre The Prodigy. Vi endte ud med at stå næsten så langt væk fra scenen, man overhovedet kunne komme, og give den fuld gas til elektronisk musik – helt brændt af på tequila og Fisk.
Alle mennesker stod og gloede utroligt meget på os, da vi var de eneste mennesker så langt tilbage, der gav den FULD smadder. Så vidt jeg husker, var det en af de fedeste koncerter, jeg nogensinde har været til! Mine tømmermænd dagen efter var nok mindre fede.
Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Jeg bruger som regel Spotify, da den er god til at foreslå musik, der ligner det, jeg allerede hører. Engang imellem dukker der noget ret fedt op, som jeg nok ikke ville have fundet på egen hånd.
Hvilket band er din guilty pleasure?
Hvis ikke The Offspring allerede falder ind under den kategori, er det helt sikkert City and Color! Det er Dallas Green fra Alexisonfire, der spiller sød og blød guitarpop med flot skønsang. Det er megalækkert!
Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Ofte har folk en eller anden idé om, at man er en værre ballademager. At fordi den musik, man hører, er vred, er man det også selv. De mest fredelige mennesker, jeg har mødt eller kender, er folk der hører heavy. Vi vil bare gerne have nogle bajere og hygge os til noget fed guitar.
Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Dem er der virkelig mange af! Det er altid en god oplevelse at komme ud og spille for et oplagt publikum og møde nye mennesker. Jeg har fået mange gode bekendtskaber gennem heavymiljøet. De fleste af alle de mennesker, som jeg kender, er jeg kommet i kontakt med pga. en fælles interesse for heavy og musik.
Hvorfor er du heavyfan?
Fordi heavy bare er fedt! Alene det engagement og den dedikation, der ligger i at lære at spille guitar/trommer/bas/you name it som en maskine, er nok til, at jeg synes, at heavy er noget af det mest imponerende, der findes. En anden ting er sammenholdet i hele heavymiljøet. På en eller anden måde er vi alle sammen venner uden at kende hinanden. Det er fedt, hvordan musikken kan binde folk sammen.