10 hurtige: Nis Rode Larsen

Fredag efter mørkets frembrud spiller Strychnos på Copenhell. Det kan meget muligt blive en af årets koncerter på festivalen. I anledningen har vi udspurgt trommeslageren om sin passion for metal igennem mere end tre årtier. 

Igennem et kvart århundrede har 44-årige Nis Rode Larsen tævet hårdt på trommerne i hovedstadens death metal-undergrund. Særligt i tre bands har han markeret sig med sit solide talent bag trommesættet. Fra ungdommens år i starten af 00’erne i (oversete) Usipian over Cerekloth til Strychnos. 

Nis er med i 2010, da Strychnos åbner som det første band i Kill-Town Death Fests historie. Året efter udsender Strychnos ep’en ’Undead Unsouls Unbound’, der er solid, men heller ikke har format nok til, at Strychnos skiller sig markant ud fra undergrundens navne. I de år er det især Undergangs debut ’Indhentet af døden’ fra 2010, der sætter niveauet.

Ved siden af Strychnos i 2011 tilslutter både både Nis og Strychnos’ frontmand og ophavsmand Martin Leth sig til Cerekloth, der hurtigt markerer sig med overbevisende og original death metal. Cerekloth er kun et demoband, da gruppen stiger op fra undergrunden og bliver hyret på både Roskilde Festival og Copenhell med få ugers mellemrum i 2012. Få måneder efter festivalerne mødte vi Nis i studiet under indspilningen af Cerekloths fremragende debut. Men da pladen udkommer i foråret 2013 er Cerekloth gået i opløsning. 

I næsten et årti er der ingen ny musik fra Nis Rode Larsen. Set ude fra virker det nærmest som om karrieren er et overstået kapitel. Men flammen var kun i dvale. ”Der skulle komme en debutplade med Strychnos. Vi ville aldrig være tilfredse uden ,” fortalte Nis, da vi mødte ham, Martin Leth og Lasse Ballade i sidstnævntes studie i efteråret 2022. I ugerne efter udkommer ’A Mother’s Curse’ – siden er flammen blevet til en uendelig ild, der fortærer alt på sin vej. 

Om det er metalmedierne eller landets største dagblade eller podcasts, så er Strychnos igennem de sidste to og et halvt år formentlig det mest kritikerroste death metal-band i dansk musikhistorie. Og det er fuldt fortjent for bandet, der brugte 25 år på at pladedebutere. Og som på plade, så er trioen et monster live. 

Fredag aften spiller de for anden gang på Copenhell. Denne gang i mørket. Og formentlig med flere mennesker foran scenen end nogensinde før. Do not miss!

I anledningen har vi stillet 10 hurtige til trommeslagerne

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg har måske ikke et minde om en konkret begivenhed, men mere et minde om en følelse og en særligt formativ tid, hvor alt var nyt og spændende. Jeg gik i klasse med en, der begyndte at høre Metallica, Iron Maiden og Slayer. Hans to år ældre storebror havde langt hår og hørte metal, så vi begyndte ret hurtigt at suge alt til os, som han præsenterede os for, og jeg fik overspillet mange albums på bånd af ham. 

Det var en spændende tid før internettet. Man skulle gøre en indsats for at gå på opdagelse i det, der var en helt ny verden. Jeg opdagede f.eks. eksistensen af Metalizeds butik, der lå i en sidegade på Strøget, fordi jeg læste metal–fanzines på Københavns hovedbibliotek (bl.a. Sacroformity og Metalized). I et af bladene var der en reklame for butikken beliggende i Badstuestræde. Så blev den et stamsted, sammen med Rock Uglen og Powerhouse i Store Kongensgade.

Jeg noterede mig de bandnavne, der optrådte på diverse takkelister, og sørgede for at tjekke dem ud så snart jeg fik muligheden. Nogle bands var nemme at anskaffe albums med, men jeg var mange steder stødt på bandet Ripping Corpse. Jeg bestilte ’Dreaming With The Dead’ (1991) hjem fra Metalized, men det tog et halvt år, før de fik den hjem. Først da kunne jeg selv høre, hvordan bandet lød. I dag havde det taget 30 sekunder at finde online.

Jeg opdagede også meget musik gennem radioprogrammerne Metal Go med Bjarke Ahlstrand og Heavyland med Carsten Holm, der blev sendt hver uge på P3. For ikke så længe siden fandt jeg en pose med kassettebånd, hvorpå jeg har optaget de programmer. 

Jeg kan også huske, at jeg et stykke tid troede, jeg var fan af Megadeth, fordi jeg havde fået overspillet et bånd, hvorpå der stod Megadeth ’Rust in Peace’. Sangtitlerne var også skrevet i coveret, men jeg kunne ikke få titlerne til at stemme med det, der blev sunget. Det viste sig siden at være Slayers ’South of Heaven’ der var på båndet. Så jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden var Slayer fan ha ha … 

Første death metal–plade jeg hørte var Obituarys ’Slowly We Rot’ [Debuten fra 1989]. Jeg stod i HMV–shoppen på Strøget og lyttede til albums med høretelefoner på, som var en fin service musikbutikkerne havde dengang. Lige så snart jeg hørte John Tardys vokal i Obituary, og særligt hans gispen efter vejret mellem hver sætning i åbningsnummeret, så vidste jeg, at death metal var musik skabt til mig. 

Det var point of no return. Derfra kunne det ikke blive ekstremt nok, og der gik længere og længere tid imellem, at bands som Iron Maiden og Metallica røg på anlægget. Og efter mødet med death metal, så stak det kort tid efter helt af, da jeg opdagede den  anden generation af black metal–bands. Mine forældre må have været bekymrede. Men ikke mere end, at jeg fik lov til at male mit værelse sort.

Hvem er dit favoritband(s) gennem tiderne?
I hvert fald Slayer, og det på trods af, at de ikke har lavet et godt album siden 1990 [Seasons in the Abyss] i min bog. Det er i det hele taget vildt at tænke på, at mange af pionererne formåede at udgive så utroligt mange stærke albums på kort tid. Slayer udgav fem geniale albums på blot syv år. Metallica udgav fire på sølle fem år. Det er både tankevækkende og monumentalt.
Sadistic Intent er på sin vis også et favoritband, selvom de til gengæld aldrig har udgivet et eneste album og er ren undergrund. 

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Godt spørgsmål. Jeg kan fortælle en sjov historie om, hvem jeg måske kunne have drukket en øl med. Tilbage i 2009 var jeg med Deströyer 666 som roadie til nogle shows. Efter de havde spillet på Sweden Rock Festival i 2009, trådte vi ind på hotellet sent om aftenen. Der sad Dio i baren og drak øl. Deströyer–gutterne blev fuldstændigt perplekse og overstadige. Nærmest som boyband–fans, der netop har spottet deres idol. 

Necromorbus [Alias Tore Stjerna; musiker og betydningsfuld metalproducer] var med som lydmand. Jeg og ham var trætte, så vi gik blot op på værelset for at sove. Da vi vågnede næste morgen undrede vi os over, at vi stadig var de eneste på værelset. Nede ved morgenmadsbuffeten sad bandet der allerede, tydeligt trætte og gnavne. De havde så faktisk fået en øl med Dio. Men derefter havde de hamret på døren til hotelværelset i lang tid, uden at blive lukket ind af os. Vi kunne så fortælle at det var dumt at banke på en dør på anden sal, når vi havde værelse på fjerde sal. Året efter døde Dio, og jeg har siden ærgret mig lidt over, at jeg ikke blev i baren den aften. 
Selv gad jeg godt drikke øl på en bar med Quorthon [Bathorys ophavsmand].

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Det er nok en floskel at erklære, at det er komplet umuligt at svare meningsfuldt på, og at svaret ville blive et andet en anden dag. Jeg kan med lidt god vilje lave en top 10 i vilkårlig rækkefølge, men ærligt talt vil den nok også se anderledes ud, hvis du spørger en anden dag. 

Dissection – ’Storm of the Light’s Bane’
Morbid Angel – ’Covenant’ eller ’Altars of Madness’ 
Metallica – ’Ride the Lightning’ eller ’Master of Puppets’
Slayer – ’Reign in Blood’, ’South of Heaven’ eller ’Show No Mercy’
Sadus – ‘Illusions’
Razor – ‘Evil Invaders’ eller ’Violent Restitution’
Bathory – ‘Under the Sign of the Black Mark’ eller ‘The Return…’
Obituary – ‘Slowly We Rot’
Mercyful Fate – ‘Don’t Break the Oath’
Mayhem – ‘De Mysteriis Dom Sathanas’

Så er det straks nemmere med en top 5 nowplaying liste over de vinyler jeg skamhører for tiden, og jeg vælger at se helt bort fra, at det ikke er det du spurgte om:

Abhorration – ‘Demonolatry’
Condor – ‘Unstoppable Power’
Vanhelgd – ‘Atropos Doctrina’
Deathless Void – ‘The Voluptuous Fire of Sin'
Nekromantheon – ‘Rise, Vulcan Spectre’

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Hmm… ud af så mange koncerter! Merciless i Lund i 2003, Antaeus på Hell’s Pleasure i 2014, Sadistic Intent på Killtown i 2012, Morbid Angel på The Rock i 2005, Obituary i Pumpehuset i 1994, Ares Kingdom i Canada i 2009, Deicide i Pumpehuset i 1995, Krypts på Killtown i 2022, Death i Pumpehuset i 1995, Carnivore på Wacken i 2006, Dead Congregation i Berlin 2008, Iniquity og Konkhra på Barbue i 1993, Black Curse på Killtown i 2019 eller måske Nunslaughter i Göteborg i 2007. 

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Før internettet var det fanzines samt fysiske butikker. Først og fremmest Metalized–butikken, Rock Uglen, Powerhouse og HMV–shoppen på Strøget. Nu bruger jeg Spotify, YouTube, div. Facebook–grupper samt udveksling af anbefalinger med venner og bekendte i ind- og udland. Men jeg samler stadig vinyl og går meget op i det. Så jeg køber efterfølgende meget på vinyl af det, jeg online har tjekket ud. 

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har vist ikke noget, jeg ikke vil stå ved. Men jeg kan lide så meget mærkeligt, så der skal nok være noget AOR eller dansk 80’er europop, der kan føles lidt som en guilty pleasure? Men måske mest bare pleasure når jeg tænker over det. 

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
De sædvanlige fordomme, men efterhånden er det vel blevet så mainstream med metallen, at jeg sjældent møder det. Det var anderledes i de tidlige teenageår. Der blev løftet øjenbryn, når jeg rendte rundt sortklædt, langhåret og med omvendte kors og pentagrammer. Da mente mange, at de kunne tillade sig at afkræve mig svar på, hvorfor jeg så ud som jeg gjorde, hvad jeg troede på etc. Det rørte mig ikke, men fik mig vist egentlig bare til at føle mig endnu mere knyttet til den subkultur, som jeg betragtede som en livsstil.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Igen kan jeg ikke lige komme på én konkret oplevelse, men jeg har haft utallige gode oplevelser på festivaler rundt om i Europa, og lært mange at kende igennem miljøet i ind– og udland på den vis. Det er noget af det, jeg holder meget af. At der opstår kontakter på kryds og tværs af landegrænser, hvor det, vi først og fremmest har tilfælles, er passionen for heavy metal. Jeg har også haft mange gode oplevelser som udøvende musiker og oplevet nogle ting, som jeg ellers ikke var kommet i nærheden af at opleve. 

Hvorfor er du heavyfan?
Jeg er heavyfan på grund af passionen og kærligheden til musikken og til hele miljøet, med alt hvad en subkultur fører med sig. På sin vis skete det vel ved et tilfælde, og jeg har indimellem tænkt, at jeg kunne være blevet fanget ind af en anden subkultur som præteen, men nu var det heldigvis Metallica, der fik mig fanget fuldstændigt – og siden John Tardys vokal. Det skete i de unge år, der er de mest formative i et menneskes liv, og metallen viste sig ingenlunde at være en fase for mit vedkommende, som min salige mor troede. I øvrigt er heavy metal nu blevet givet videre til mine sønner, så vi har musikken at gå op i sammen. 

Læs også: 10 hurtige til Martin Leth