10 hurtige: Rasmus Ejlersen

Afsky 03

Et nyt soloprojekt har set nattens mørke. Mød manden bag Udånde, der udover sort-metallen har royal musik meget kær.

Kunstner
Titel
+ Afsky (live)
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter

Han er født i Stevns men har de sidste tre år af sit liv boet i Bratislava sammen med sin dyrlæge-studerende kæreste, deres fire katte og en afrikansk kæmpesnegl, som for de fleste danskere måske synes at være et mærkeligt kæledyr at have – men som ikke just er et sjældent syn i slovakiske hjem.

Siden sine unge dage har Rasmus Ejlersen været interesseret i metal-miljøet og har også spillet i flere undergrundsbands. I 2017 kom han med i Afsky som live-bassist, og i 2018 begyndte han at komponere sange til sit solo-projekt Udånde. Efter en yderst inspirerende tur til Island tog projektet for alvor fat, og i marts 2020 blev førstesinglen ‘🜄’ offentliggjort. Debutalbummet, som har fået titlen ‘Life of a Purist’, udkommer på Vendetta Records d. 5. februar 2021.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Omkring min gymnasietid, hvor jeg havde spillet guitar og bas et par år, havnede jeg på et tidspunkt i en øve-container uden for Køge Musikskole sammen med Filip Andersen fra Hexis og blev bedt om at stemme min bas flere toner ned. Jeg gik således fra at spille Arctic Monkeys derhjemme på mit værelse til at spille kaotisk hardcore i Neon Red Noise – så ret meget fra 0 til 100 på kort tid.

Senere flyttede jeg mig mere over i metalcore og deathcore, indtil jeg en dag fik stukket en Wolves in the Throne Room-cd i hånden. Alt ændrede sig.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Queen; et alsidigt og tidsløst band, der har skabt musik til stort set ethvert humør, man måtte være i. Jeg har lyttet til dem så længe, jeg kan huske, og vil nok lytte til dem, indtil livet rinder ud.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Brian May fra Queen. Vi skulle snakke om alt fra astrofysik, hvordan man laver en guitar fra bunden til hans pindsvin-rescue center.

Måske også Gaahl, bare lige for at få revanche for mit akavede starstruck-moment, sidst jeg mødte ham i Wien, hvor jeg kun fik sagt: “Hej, forstår du dansk?” – “Gider du skrive på min plade?” – “Ha’ en bra... ææhhh... god tour... ja!”.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Vilkårlig rækkefølge:
1. Agalloch: ‘The Mantle’ (eller ‘Ashes Against the Grain’ (svært at vælge!))
2. Taake: ‘Noregs Vaapen’
3. Ulver: ‘Bergtatt’
4. Wolves in the Throne Room: ‘Black Cascade’
5. Woods of Desolation: ‘As The Stars’

Værd også at nævne: Addaura: ‘Burning For The Ancient’, Alda: ‘Tahoma’, Mgła: ‘Exercises In Futility’, Misþyrming: ‘Algleymi’, Svartidauði: ‘Revelations Of The Red Sword’ og alt med Begotten! Ja, fem plader er for lidt ...

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Primordial på Hellfest i 2013. Grundet trafikale forsinkelser ankom bandet til festivalen cirka 10 minutter efter, koncerten skulle være startet. Vi havde stået og ventet tålmodigt, og konferencieren havde været ude flere gang for at forsikre folk om, at Primordial altså var på vej. Ud af ingenting stormede bandet pludseligt ind på scenen og smed alt deres gear. De bad publikum om 5-10 minutter til at sætte op og påbegyndte koncerten uden lydprøve. Absolut ikke den optimale start for en koncert. Alligevel formåede de at give festivalens bedste koncert, som på trods af udfordringer og en spilletid på cirka 35 minutter, blev udført med samme professionalisme og energi sammenlignet med andre koncerter, jeg har overværet med dem.

Det er også værd at nævne KLoAK på Roskilde Festival i 2007: mudder på trægulv, alle publikummer iklædt regntøj og gummistøvler, forsanger i Fedtmule-trøje og festival-vagter, der desperat forsøgte at få forhindre folk i at moshe. Kaotisk smukt!

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Udelukkende Black Metal Promotions YouTube-kanal. Heldigvis har jeg et arbejde, hvor jeg kan sidde og lytte til musik hele dagen, så jeg er ugentlig inde på BMP’s kanal for at finde ny musik.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Scooter! At man kan skrive så ligegyldige sangtekster samt catchy melodier og slippe godt fra det er så dumt, at det er godt. Desuden skal enhver frontperson, der ligner Billy Idol, hyldes blot for valg af udseende.

Sætter du Karel Gott med ’Lady Carneval’ på, siger jeg heller ikke nej.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Jeg oplever ofte, at man bliver sat i bås som, at man udelukkende lytter til metal. Personligt lytter jeg også til klassisk musik, så når man for eksempel står til en familiefest hos svigermekanikken eller lignende i en band-shirt (hvad skal man ellers have på?), og man kan snakke med om Chopins værker, så spærrer de sgu øjnene op.

Ellers så er det typisk fordomme som, at man for drikker meget, er uhygiejnisk, eller hvad ved jeg. Ingen af disse passer dog på mig.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Den generelle åbenhed og imødekommenhed i miljøet, vil jeg mene. Der er et eller andet beundringsværdigt ved at have en fælles sag at samles om; lige fra at give en fremmed et lift til en festival til at have et turnerende band sovende.

Jeg var faktisk skide rad til min første metal-koncert, der var Hatesphere på Gimle i Roskilde for mange år siden, dengang Jacob Bredahl var på vokal – da jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til. Men da jeg så, at alle passede på hinanden, hvis man faldt i moshen, gav det en stor tryghed. Jeg valgte da også at hoppe ind i den største og højeste fyr, jeg kunne finde, som resulterede i en mindre flyvetur for mit vedkommende, da jeg var ganske let ... Men det var ikke noget, en kold øl ikke kunne klare efterfølgende.

Hvorfor er du heavyfan?
Grundet det åndeligt tilpassede frirum for de større tanker og følelser, der ses eller kan fortolkes i musikken. Eller rettere at finde det, man mentalt kan relatere sig selv til, og finde et hjem og/eller tilflugtssted i.