10 hurtige: René Blavnsfeldt
PopulærUgens udvalgte er René Blavnsfeldt, der er 38 år og bosat i Esbjerg, og som i 18 år var ansat i Stereo Studio som butikschef og indkøber. René har også været skribent for bl.a. Antenna og Lydtapet. I dag er han administrator på Facebook-gruppen 'Metal Till I Die' og kasserer/bestyrelsesmedlem i foreningen 'Metal Till I Die'.
1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
Det er noget med nogle kassettebånd, som vi huggede fra vores ældre brødre. Der var Slayer, Accept, Iron Maiden, Kreator osv. på, men det vidste vi ikke dengang. Det lød bare vildt og voldsomt. Biblioteket var også en god indgangsvinkel, hvor jeg lånte de bånd, der så sejest ud. Hjem og kopiere, og så blev disse bånd spillet i den gule walkman på vej til skole. AC/DC 'If You Want Blood... You've Got It' er noget af det første, jeg kan huske, der blev lyttet flittigt til. Der gik en del år med hard rock, inden thrash og senere death metal overtog omkring 1990.
2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Et nærmest umuligt spørgsmål, da der er mange at vælge mellem. Black Sabbath vil være et sikkert valg, både på grund af deres enorme betydning, og fordi de har holdt et højt niveau gennem det meste af karrieren.
3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Tom G. Warrior fra Celtic Frost/Triptykon. Sikkert ikke det mest opløftende selskab, men en interessant mand og en musiker, jeg respekterer højt (han drikker efter sigende heller ikke alkohol, så der er mere til dig, red.).
4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
Kreator – 'Extreme Aggression'
Black Sabbath – 'Master of Reality'
Celtic Frost – 'To Mega Therion'
Invocator – 'Excursion Demise'
Darkthrone – 'Soulside Journey'.
En anden dag kunne det være fem andre, men disse fem kan jeg altid lytte til.
5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Vader, Grave og Bolt Thrower på Aktivitetshuset i Esbjerg 1992. Den første dødsmetalaften for mig, så den står prentet ind i hukommelsen. Igen er der dog mange at vælge mellem.
6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Fanzines (ja, de findes endnu!), anmeldelser på nettet, diverse grupper på Facebook og mund til mund fra mine venner. Jeg har altid antennerne ude og tjekker meget musik ud.
7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Det findes ikke i min verden. Hvis jeg har lyst til at høre Abba, så gør jeg det uden at føle skyld. Jeg er musikfan og lytter til meget andet end metal.
8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
De sædvanlige med, at man er satanist, retarderet eller nok skal vokse fra det. Det har dog aldrig været et problem for mig, og jeg forsøger aldrig at prøve at overbevise nogen om, hvor godt metal er. Forstår man det ikke, forstår man det ikke, og det er fair nok.
9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Fantastisk sammenhold, god stemning til koncerter og festivaler og en masse venner for livet. Vi er en familie med en smag, der kun forstås i familien. Lad os bare holde det sådan!
10. Hvorfor er du heavyfan?
Fordi genren efter 30 år stadig kan give mig gåsehud. Jeg elsker energien, mørket, brutaliteten, melodien og lyrikken. Andre genrer giver mig også en masse, men metallen vil altid være en del af mig, og jeg kunne slet ikke forestille mig livet uden!