10 hurtige: Steffen Larsen

35-årige Steffen Larsen er foruden elektriker og folketingskandidat for Liberal Alliance også stor fan af belgisk metal. Læs her om, hvorfor han kunne blive din mand på Borgen.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
"Hør nu, I kender jo alle sammen godt den her historie. De fleste af os startede jo op på den samme måde. Jeg var ovre ved en kammerat, og han havde noget nyt, jeg skulle prøve. På det her tidspunkt havde jeg gået og huslet lidt i det små med harmløse ting som Nirvana, Deftones og den slags, altså ikke noget seriøst. Men så sad vi dér i hans kælder, og han smækkede noget Slayer på bordet. Jeg vidste, det var alvor, for der var døde mennesker og satanistiske symboler på coveret. Jeg begyndte at snakke om, at jeg nok ikke var til den slags, at det nok var for stærkt til mig. Men han fik mig overtalt til at prøve lidt, og I ved hvordan det er: Når først man har prøvet det én gang, så er man hooked.

Det misbrug kommer man ikke bare ud af igen. Jeg lagde alle mine sparepenge nede i Stereo Studio hver gang, det var den første. Vi hustlede og delte promoer ud for lokale bands, men de var jo at sammenligne med krokodil over for den ægte vare. Før jeg vidste af det, så var jeg ude i et misbrug af alt lige fra svenskerdød som The Haunted, At the Gates og den slags, og det ene skandinaviske land førte til det andet.
 
Så en dag, der stod jeg så med en plade norsk black metal i hånden. Det var hårde sager, 100% ren Darkthrone. Jeg vidste ikke helt, om jeg magtede mere – men effekten af noget af det andet, jeg havde taget var aftagende, og jeg havde brug for noget mere ekstremt. Da jeg satte pladen på anlægget, gik det galt med det samme. Jeg nød det. Min tur ned i kaninhullet, for nu at bruge en 'Alice i Eventyrland'-reference, var komplet. Satyricon, Marduk, Gorgoroth, Mayhem, Carpathian Forest, det gik bare derudaf."

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
"HEY! Kan vi ikke få nogle mere retfærdige spørgsmål? Det er sgu lige groft nok sådan at vælge en favorit imellem alt det fede. Jeg har haft svært nok ved at holde mig til en stilart i genren. Men alright, hvis jeg skal vælge – så er det sgu nok egentligt SLAYER! Der skal spilles drønhøjt, imens man kævler bajere og bare har det fuckin’ awesom’! Slayers bagkatalog er jo enormt og det gør vel, at det er dem."

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
"Det er faktisk et pissesvært spørgsmål at svare på. Altså, Lemmy Kilmeister ville jo være oplagt, men han er sådan lidt død i det for tiden. Så er der jo også muligheden for, hvis døden ikke er en begrænsning, at tage nogle af de gamle croonere som Dean Martin og Sammy Davis Jr. ud på en våd aften på en beværtning. Det kunne jo også være episk. Men altså, hvem vil jeg drikke en bajer med af folk, der er i live?! Det er sgu’ da svært, der er også mange seje makkere!

Bruce Dickinson fra Iron Maiden har altid slået mig som en pissesej mand. Hans koncert i Sarajevo, da byen var under belejring under folkemordene under den jugoslaviske borgerkrig i start-90’erne har altid været en kæmpe sej ting, og det, at han flyver sine fans rundt til koncerter. Altså, han virker så fucking sej, så det ville sgu nok være dér, valget endte med en, man ville drikke en bajer med.

Hvis det kom til at drikke et glas vin og stirre koldt ud i luften, imens man bare emmer af had til verden, så ville det nok være Gaahl jeg ville vælge – men det var bajerne, vi kom fra. Dickinson må være valget!"

Hvad er dine fem yndlingsplader?
"De kommer sgu ikke i nummerorden, for jeg kan sgu ikke prioritere imellem dem, men der er nogle plader, der bliver ved med at vende tilbage til mig. De er også sådan lidt skiftende i genre, men er virkeligt råfede alle sammen:

Marduk: 'ROM 5:12'
Hvem elsker ikke noget kristen-bashing og dommedagsfornemmelser i sin black metal? Marduk leverer altid, men med 'Rom 5:12' gør de det altså bare ekstra lækkert. '1651' er jo en vandretur direkte ind i en depression, og 'Accuser-Opposer' er turen direkte over i inkvisitionens torturkammer, hvor de står klar med jernjomfruen, spænder til at knuse fingre, pinebænken og kranieknuseren.

Enslaved: 'Rhuun'
Det her det er bare lyden af at rejse over Bifrost og krydse ind i andre verdener. Der er bare en helt særlig energi over 'Rhuun', altså, de trækker bare på en fed shoegaze-vibe på det album, som virkeligt vækkede noget i mig første gang jeg hørte det.

Strapping Young Lad: 'The New Black'
Hvis man ikke fik lidt ståpels første gang, man hørte 'Polyphony' glide over i 'The New Black', så er man enten sendt tilbage i tiden af Skynet for at dræbe John Connor, eller også har man pisseringe musiksmag. Der er ikke andre muligheder.

Woods of Ypres: 'The Green Album'
David Gould døde alt for ung. Woods of Ypres var noget så sjældent som nogen, der kompromisløst legede med genren, søgte deres egne veje og med 'The Green Album' forenede doom, black og fede riffs og melodier i en pissefed dej. Sådan en dej, hvor man har så meget lyst til at slikke piskerisene, at man gerne gør det imens håndmixeren stadigvæk er tændt. 

Hatebreed: 'Perseverance'
Før var jeg tit træt og deprimeret, men så prøvede jeg Hatebreed, og nu har jeg det meget FUCKING BEDRE! Det her album er på listen, fordi der også bare er nogle dage, hvor man bare siger "FUCK" og giver den en skalle, så det pisbløder fra kraniet, dage, hvor der bare skal gives fuld gas, indtil man har det ude af systemet, dage, hvor der skal ekstra vægt på stangen, mere smadder i boksehandskerne, og den der blodrus, man oplever i moshpittets dybde og bund, den bare skal holdes i hævd."

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
"Det var sgu nok Enslaved på Wacken Open Air i 2007 – det var faktisk en af de få gode koncertoplevelser, jeg har haft i dagslys. Af en eller anden grund er de fleste koncerter bedst i mørke, men de spillede om eftermiddagen, imens solen var ved at gå ned, og ja, det var faktisk bare en rigtigt fed koncert. Alle mine kammerater var ovre og se noget heltemædl eller sådan noget pis, så jeg tog selv over og så Enslaved – og hold nu kæft, det var fedt. Ståpels og åndelig opladning, en af de der koncerter, hvor man bare tager et ekstra lån i huset for at købe alt bandets merchandise bagefter."

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
"Altså, udover at se koncerter og tjekke opvarmningsbands etc. ud, så har YouTube længe været min go-to-platform på nettet. Jeg har virkeligt søgt og hørt meget der. Lad mig for resten bare nævne, at belgisk heavy kan noget, selvom sprogområdet gør, at vi ikke rigtigt hører noget til Belgien. Ja, jeg troede jo, at Belgien bestod af vafler, pommesfrites og pæderaster – men så fik man lige en på snuden af Amenra, Brutus og Steak Number Eight. Derudover, så skriver jeg jævnt tit rundt med nogle kammerater på diverse Facebook-fora, hvor der bliver dyrket musik. Det kommer der sgu engang imellem noget helt vildt fedt ud af."

Hvilket band er din guilty pleasure?
"Interpol, jeg fucking elsker det lort. Ja, det er sådan noget indiepis, der spiller pissefint på den med deres New Yorker-attitude, og det hjælper slet ikke på det, at forsangeren Paul Banks er gift med alle danske unge mænd fra min generations mega-crush: Helena Christensen. Men alright, de er så fucking cool og overlegne, at hvis nogen skulle tage supermodellen fra os, så var det jo selvfølgeligt Paul. Det var vist også en digression, det var musikken det drejede sig om, ikke?

Anyways, hvis man ikke kender Interpol, så kan man med fordel starte med pladen 'Antics' fra 2004, der for mig at se er deres bedste udgivelse med numre som 'Evil' og 'C’mere'.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
""Er du ik’ lidt dum? Hva’? Sådan at høre sådan noget støj? Det giver jo ingen mening, du må da være lidt dum ik’! Du ska’ da høre noget af det her her her techno, eller noget dansktop, det kan alle jo lide. Bamses Venner er også gode, jeg forstår ikke helt, hvorfor du ikke får hovedpine af det der larm, det må være fordi du ik’ har en hjerne. Høhøhø, skal du ikke bare arbejde med en vinkelsliber, for den lyder da bedre end det der."

Det ovenstående der, det stødte jeg ofte på, da jeg var yngre. Der var fandeme mange grødbønder, der bare fattede nul af, hvad noget ordentligt hammer, det kan. Men også mennesker, som ikke kunne acceptere, at vi havde forskellig smag, som så det som deres store projekt, at alle skulle være enige, og at jeg skulle være konform og dele deres holdninger til stort set alt.

Endnu en god grund til at bevæge sig imod liberalisme fremkom for mig, for man skal fandeme som individ gøre, hvad man vil, så længe man ikke skader andre. Det er helt ok, hvis andre ikke kan lide din musiksmag, men det også helt ok, hvis du ikke kan lide deres. Der er ingen grund til at nedgøre hinanden over det. Det er fedt nok, hvis folk nyder Keld og Hilda, jeg magter det bare ikke. Men det er deres valg, det eneste vi som heavyfans kan bede om, er, at andre respekterer vores valg ligeledes.

Den værste fordom, det er dog, at Volbeat er sådan noget, jeg hører. Fuck nu af med det der håndboldhals-dansktop-band! Altså, jeg kan respektere meget, jeg er normalt supertolerant. Men kan vi ikke sende de der folk, der tror, at de har noget til fælles med mig, fordi de kan lide Volbeat over på Sjælsmark eller Lindholm?"

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
"Ahhhrmen jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte, der har fandeme været så mange fede oplevelser. Altså, festivalerne er jo bare en lang stribe af rockerfede oplevelser. Så er der alle festerne! OG DAMERNE! Fucking damerne, mand! Hvis der er noget, kvinderne vil have, så er det jo sådan en fyr, der hører hæwi!"

Hvorfor er du heavyfan?
"Det er jo ret simpelt, så jeg tillader mig at låne en gammel catchphrase, der forklare det fuldstændigt perfekt. For som min gamle makker Den Sorte Bager altid siger: ”Fee’ døø’, ild, store patter og lidt Satan!”"