Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige: Thomas Brodersen Stibolt

Populær
Updated
10 hurtige: Thomas Brodersen Stibolt
10 hurtige: Thomas Brodersen Stibolt

Der er snart Raise Your Horns. Bornholms metalfestival. Vi stak 10 hurtige til manden bag festivalen, Thomas Brodersen. King Diamond og black metal er godt.

Forfatter

Dit første minde med heavy metal, der gjorde dig til fan?
Min onkel Morten, der som 15-16 årig introducerede mig til bands som Iron Maiden, Judas Priest, Deep Purple, Black Sabbath og Accept. Dengang tilbage i starten af 80’erne var jeg jo bare en lille dreng på 7-8 år.

Dit favoritband gennem tiderne?
Puha, den er svær og let. Jeg har fra 12-årsalderen været kæmpe fan af Mercyful Fate /King Diamond, men mit absolutte favoritband er svenske Naglfar.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Nu har jeg har været i byen med Daniel ”Død” Olaisen (se længere nede). Så jeg kunne godt tænke mig at drikke en af hver fadøl på Cafe Langebro sammen med Galder fra Dimmu Borgir. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor det lige skulle være ham, men han ser så flink ud.

Dine fem yndlingsplader?
I vilkårlig rækkefølge.
Mercyful Fate – Don't Break the Oath
Dimmu Borgir – Puritanical Euphoric Misanthropia
Amon Amarth – Versus the World
Dark Funeral – Where Shadow Forever Reign
Naglfar - Pariah.

Din bedste koncertoplevelse?
Der har været mange. Jeg har har lige været i Royal Arena og opleve Roger Waters, hvilket var en kæmpeoplevelse, selvom jeg ikke kendte mere end to numre på forhånd. Men det bliver selvfølgelig overgået af dobbeltkoncerten med Mercyful Fate og King Diamond tilbage i 90’erne og Dimmu Borgir / Amon Amarth i Vega.

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Youtube, og altid ved en tilfældighed. Jeg starter indimellem en video, og så lader jeg den bare køre; der dukker indimellem noget nyt op, som jeg så går dybere ind i og investerer i.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Suede, helt klart Suede. Kan godt lide Brett Andersons vokal og stemningen i musikken.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Mange, rigtigt mange … Det er ikke musik, det er bare larm, og de kan ikke finde ud af at spille. Og at det bare er barske fyre, tabere og fyldebøtter, der hører den slags larm osv. osv.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Der har været rigtigt mange. Men en af dem, der stå klarest, er, da jeg var til Allan’s Hegn ved Forbrændingen, hvor jeg efter koncerten er ved at få en rundvisning på spillestedet sammen med Kirk Backarach og Martin Steene fra Iron Fire. Kirks telefon ringer, og han smutter, to minutter senere ringer Martins telefon, og han siger, at ”de” kører nu og smutter. Jeg tænker, at det er da fint nok og fortsætter min rundvisning. Så ringer min telefon, og min kammerat siger, at nu kan han ikke holde bussen længere, så hvis jeg vil med, så er det nu!  Lidt forvirret over bussen kører – vi var ankommet med tog – må jeg afbryde den flinke medarbejder og chefen, som lige er kommet til, og skynde mig ud. Så er det Blood Red Thrones tourbus, der er ved at køre. Vi ender så med at tage i byen med dem, hvor jeg drikker øl og snakker hele natten med Daniel (guitarist og bagmand), som efter noget tid spørger, hvad jeg godt kan lide af musik. Jeg nævner blandt andet Satyricon og deres nummer 'Mother North', hvorefter han fortæller, at han var en del af bandet dengang … WOW tænkte jeg. Jeg sidder og drikker øl med en ex-Satyricon mand, for vildt for en black metal-fan som mig

Hvorfor blev du et metalhoved?
Af den simple årsag, at pop og dansk røvballerock er røvsygt! Der sker jo absolut intet, hvorimod der er så mange nuancer i metal.