10 hurtige til Daniel Øhrstrøm

Populær
10 hurtige til Daniel Øhrstrøm

 “Jeg har aldrig forstået Satan-dyrkelsen,” erkender kulturjournalisten, forfatteren og salmedigteren Daniel Øhrstrøm, der har en fortid som kristen heavy-fan bag sig.

Metal har ry for at være Djævlens musik, og det kræver ikke mere end et overfladisk blik på merchboderne for at forsikre sig om, at pentagrammer, omvendte kors, dæmoner og en generel påkaldelse af alt, der har med Helvede at gøre, fortsat spiller en vigtig rolle i genren. Se bare på landets største metalfestival, Copenhell, eller vores eget magasins navn. Men den kristne metal findes altså også og har sit publikum, og i sine ungdomsår var en af dem Daniel Øhrstrøm. 

Daniel Øhrstrøm er kulturjournalist på Kristeligt Dagblad, forfatter til flere debat- og interviewbøger, der tager udgangspunkt i den kristne tro, og sidste år udgav han salmesamlingen ‘Det bedste er i vente’. Med åbent sind og i det nye års ånd har Devilution spurgt ham ud om en genre, som vi jo nok må erkende er ganske underrepræsenteret her på siden.

Hvad er dit første minde med heavy metal?

“Som barn gik kom jeg i en kristen børneklub, hvor en af medhjælperne var kristen heavyrock-fan med langt hår og en lædervest, hvor der stod "To Hell with the Devil" på ryggen. Ham så jeg meget op til, altså ham fra kirken. Han spillede og sang også selv i et rockband, der lød præcis som det kristne heavyband Stryper. Og hans rygmærke var også fra Stryper. Det forestillede fire langhårede Heman-agtige engle (den ene med en el-guitar i hånden), der smed Satan i helvede. Så kunne han lære det, altså Satan – med kristen heavy!”

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?

“Det er svært at sige. Hvis vi taler kristen heavy, må det næsten være Whitecross. Dem var jeg også til koncert med. Og det er nok det eneste band, jeg har stagedivet til – siden blev jeg for heavy.”

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?

“Jeg har engang drukket en øl med Kim Larsen – det var meget hyggeligt, men det var, før jeg blev journalist, så i dag ville jeg nok gerne have haft et lille interview med hjem. Men hvis jeg kunne vælge hvem som helst gennem tiden skulle det nok være Kong David – jeg gad også godt høre ham fyre den af på harpe!”

Hvad er dine fem yndlingsplader?

“De ligger i dag langt fra metal, som jeg næsten kun har min tinnitus tilbage fra, men de her var oftest på walkmanen, da jeg voksede op:
1. Whitecross – ‘Unveiled’
2. Petra – ‘Praise’
3. Stryper – ‘To Hell with the Devil’
4. X-Sinner – ‘Peace Treaty’
5. Metallica – ‘Metallica’”

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde? 

“Leonard Cohen i Odense – han var jo rimelig langt fra metal, men man skal jo også blive voksen, og han blev det med stil.”

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?

Sommetider lægger folk jo noget spændende ud på Facebook. Det stammer som regel fra YouTube, som jeg også bruger en del. Og jeg har selv lagt mit eget salmealbum, ‘Det bedste er i vente’, på Soundcloud. Det består af mine tekster, som som blandt andre modtageren af sidste års Steppeulv for årets komponist Mikael R Andreasen fra Kloster medvirker på.” (Andreasen er i øvrigt også selv interesseret i kristen heavy, red.).

Hvilket band er din guilty pleasure?

“Som teenager lærte jeg i kirken, at man ikke kun bliver, hvad man spiser, men også hvad man hører. Dengang var der også mange historier fremme om, hvordan flere heavy-plader blev djævletilbedende, når de blev spillet bagfra. Og som barn havde jeg det ikke engang godt med at høre Guns N' Roses. Men i smug kunne jeg ikke lade være med at rocke med, selvom de sang "Take me down to the Paradise City", som jeg dengang tolkede som et frivilligt helvede eller i det mindste Sodoma. Senere fik jeg et mere afslappet forhold til musik. Og mine sidste teenageår gik med Psyched Up Janis, The Cure og især David Bowie, som jo desværre nu er med i de døde poeters popklub, men man kan jo genoplive dem lidt ved at trykke på play. Men omkring Bowies død syntes jeg, at ‘Blackstar’ blev for okkult og mørk for mig. Musik præger jo alligevel en. Og i den forstand er der også meget af den okkulte heavymusik, som aldrig har sagt mig noget. Og jeg har aldrig forstået Satan-dyrkelsen og alle dem, der kun render rundt i sort, som om livet var en begravelse."

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?

“Det var nok mere min lædervest og mit Harley Davidson-bælte, der vakte opsigt, men aldrig hittede helt på dansegulvet. Og med tiden gled jeg mere over i Kurt Cobain-looket. Nu har jeg fået heavy-looket lidt tilbage. Men det er kun via badevægten og mit lange skæg.”

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?

“En hel del. Men jeg husker mest de værste, som dengang jeg fik kronisk tinnitus til en lille – ellers fed – heavykoncert i Helsingør, eller dengang jeg var ved at blive kvalt til en Metallica-koncert på Roskilde i 1999. Det var året før den store ulykke, og jeg stod helt fremme foran Orange Scene.” 

Hvorfor er du heavyfan?

“Sommetider har man lyst til at brøle som et barn foran Ekkodalen. Og der gengiver heavy bedst mine følelser. Men da vrede ikke længere er min grundfølelse, er heavy heller ikke længere min hovedgenre.”