Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige: Tobias Bendixen

Populær
Updated
10 hurtige: Tobias Bendixen

For Big Mess-guitaristen var metal længe en guilty pleasure, men med årene har han fundet ud af, at det egentlig kan være meget fedt at have det fedt til fed musik.

Kunstner
Genre
Fotograf
Jonathan Hjorth & Madeleine Kate

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
Det gjorde mig nok ikke til fan helt med det samme, men der var noget pirrende ved at låne ‘Fuck You We're From Denmark’-pladerne på biblo og læse om norsk black metal på nettet.

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Det er et spørgsmål med mange svar. Mit første favoritband og det, der har grundlagt min musikinteresse, var Nirvana. I dag kunne det også være bands som Hüsker Dü, Replacements eller Sleater-Kinney. Min all-time favoritmusiker er David Bowie. Mit yndlingsmetalband er Judas Priest. 

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jeg vil helst drikke øl med Dave Grohl, tage snitter med Lars Ulrich, drikke cola med Ian Mackaye, tage poppers med Rob Halford, E med Pet Shop Boys og ryge DMT med hvem som helst. 

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
Television: ‘Marquee Moon’
Replacements: ‘Let it Be’
Hüsker Dü: ‘Zen Arcade’
Descendents: ‘Milo Goes to College’
David Bowie: ‘Ziggy Stardust’ (eller ‘Low’, aaaargh)
og også Sleater-Kinneys ‘Dig Me Out’.

Hvis jeg skal holde mig til metal ville det være:
Judas Priest: ‘Sad Wings of Destiny’
Iron Maiden: ‘Iron Maiden’
Metallica: ‘Kill 'Em All’
Darkthrone: ‘Under a Funeral Moon’
Autopsy: ‘Severed Survival’.

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Sleater-Kinney i Berlin sidste år. Derudover et hav af punk- og hardcore-koncerter. En anden, jeg aldrig glemmer, er Throbbing Gristle på Statens Museum for Kunst.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Jeg tjekker de nye ting, der kommer på pladeselskaber, jeg godt kan lide, for eksempel Static Shock, La Vida Es Un Mus eller Total Punk. Jeg opdager tit nye bands i forbindelse med, at de kommer til byen. Har opdaget masser af god metal på KillTown Death Fest. Så læser jeg selvfølgelig også på diverse boards på nettet, før i tiden Svingninger, nu mere Viva la Vinyl. 

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Til at starte med var metal generelt en guilty pleasure for mig, da jeg så det som en værdimæssig modsætning til punk. De første metalplader, som jeg elskede i smug, var ‘Kill 'Em All’, ‘Ride the Lightning’, ‘Don't Break the Oath’ og ‘De Mysteris Dom Sathanas’. Dem skammer jeg nu ikke over at lytte til længere, selvfølgelig. Et band, jeg til gengæld fornylig er begyndt at elske, selvom jeg stadig ikke helt kan forlige mig med det, er Mötley Crüe.

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavy-fan?
Almindelige mennesker bliver tit overraskede over, at jeg kan lide alle mulige former for musik. For eksempel elsker jeg hip hop, soul, pop, calypso, country og alt muligt andet. Er overraskende god til at sætte musik på til familiefester. 

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Dæmonens Port var et fantastisk og fucked up sted, som jeg savner. Derudover har det været dejligt at have min lille lillebror med til hans første metalkoncerter, som var Metallica og Iron Maiden. 

10. Hvorfor blev du et metalhoved?
Jeg er punker. Men jeg begyndte at elske de mere festlige former for metal efter mange år med sortsind og postpunk. Pludselig blev det en befrielse at have det fedt til fed musik i stedet for at have det trist til trist musik. De første metalgenrer, jeg rigtig begyndte at dyrke, var black og doom – hvilket jeg tror er meget typisk for én der kommer lidt mere fra en punk- og alternativ rock-baggrund – og de genrer stemte jo til gengæld meget godt overens med førnævnte sortsind.

Big Mess udgav tidligere på sommeren deres debut-LP, ‘You Know I Care’, som vi anmeldte. På K-Town Hardcore Fest spillede Tobias Bendixen og Big Mess-forsangeren Michael Bojesens gamle hardcore-band Brudte Løfter deres afskedskoncert, og i den forbindelse blev deres uudgivne album udgivet på Bandcamp.