10 hurtige – Lars Lyndorff Krelskov

Danmarksmester i mullet, nyslået Amager-kendis og benhård heavyguitarist. Vi har stillet Steel Infernos Lars Lyndorff Krelskov vores ti hurtige.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Min gode ven havde været på besøg hos sin fætter og havde fået et kassettebånd med Metallicas ‘One’ på. Da breakdownet med stortrommerne og hele stykket med “Darkness imprisoning me” kommer på, da var jeg solgt, og min sjæl var for evigt viet til at følge den mørke sti. Den dag i dag får jeg stadig gåsehud, når jeg hører dette stykke. Før det havde det bare været lidt sporadisk hardrock her og der, men herfra gik en intensiv søgen efter mere og mere metal i gang. Maiden, Metallica, Slayer og videre til Obituary, Entombed, Autopsy og Morbid Angel og hele den bølge af dødsmetal.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
I min tidlige metalungdom var det helt klart Metallica. Deres 3-4 første album har haft noget nær gudestatus i min metalliske dannelse. Men jeg vil nok sige, at Slayer med årene har overtaget pladsen. Det lykkedes dem trods alt at levere 5 plader, før de begyndte at falde af på den. Og live har jeg også set dem en del gange, og de har altid leveret.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Fenriz. Han har en uovertruffen musiksmag.



Hvad er dine fem yndlingsplader?
Slayer – ‘Show No Mercy’: den perfekte balance mellem heavy metal og det, der senere blev til thrash. Det ene fede riff efter det andet. Elsker tempoet og stemningen på denne plade. Og lyden er som den skal være. Min favorit Slayer-plade.
Agent Steel – ‘Skeptics Apocalypse’: Denne plade burde være obligatorisk pensum, hvis du kan lide metal. Nummeret ‘Agents of Steel’ er simpelthen ren speed metal perfektion. John Cyriss’ vokal er for vild! Alt spiller. Jeg vil altid have det nummer med, hvis jeg skal ud og være DJ.
Metallica – ‘Ride the Lightning’: Dette album er så inspirerende fordi, at de som få andre bands formår at koble melodi og intensitet. Titelnummeret er et af de numre, som jeg allerhelst ville have skrevet. Og så har de verdens fedeste guitarlyd på dette album.
Judas Priest – ‘Painkiller’: Judas Priest er et af de bands, som jeg af en eller anden grund ikke lyttede så meget til i 90erne, men som jeg i den grad har genfundet og dyrket. Egentlig lytter jeg mest til deres 70er albums, og ‘Stained Class’ var tæt på at ryge ind her, men når jeg vælger dette album, så er det fordi, at ‘Painkiller’ ikke har et eneste dårligt nummer. Jeg tror ingen andre bands har formået at komme så stærkt tilbage (udover måske Riot med ‘Thundersteel’).
Sanctuary – ‘Into the Mirror Black’: US power metal med en progressiv kant. Dette album er mere komplekst end deres første. Jeg elsker Warren Danes vokal. Men det, som dette album kan, det er at skabe stemninger samtidig med, at der leveres det ene fede riff efter det andet.


Heavy-Lars på Templet. Foto: Stefan Kruse.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Metallicas koncert på Gentofte Stadion i 1993 vil altid stå som en af de helt store oplevelser. Vi var to venner, der tog af sted fra Sydfyn med bus, færge, bumletog og s-tog, og det lykkedes os i vores vodkabrandert at få spurgt os frem til, hvordan man kom til Gentofte.
I nyere tid er det nok ungarnske Tormentors koncert på Metal Magic. Jeg elsker deres rå, thrashede black metal. For mig handler en koncert også rigtig meget om stedet og omgivelserne. Og her er der ingen steder, der slår den svenske festival Muskelrock. Et nedlagt 60'er-tivoli, hvor man, omgivet af den smukke skov, præsenteres for det bedste udvalg af den hårde rock.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik
Jeg bruger altid Spotify til at lytte. Her findes det meste og jeg kan godt lide deres discover weekly-funktion, da jeg bliver præsenteret for musik, jeg ikke selv har valgt. Lidt som radio gamle dage.
Jeg er er med i en masse Facebook-grupper, hvor jeg jævnligt støder på ny musik. Eller nok oftest, gammel musik, som jeg ikke kendte. Jeg bruger kun Youtube, hvis jeg skal finde en udgivelse med et eller andet semi-obskurt østeuropæisk heavy metalband, der kun udgav et album i 1983 og derfor ikke ligger på Spotify.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har ikke guilty pleasures. Jeg står fuldt og fast ved alt, jeg laver. Derfor bliver jeg måske lidt stødt, hvis folk nævner Modern Talking som en guilty pleasure. Modern Talking er et fantastisk band, med et bagkatalog, der stadig forstår at overraske med nye, og for mig ukendte, hitsange fra bagkataloget.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Det er efterhånden sjældent, at jeg møder fordomme. Heldigvis. Men tror nok mest, at det handler om en opfattelse af, at man som metalfan kan lide alt metal. Jeg må desværre indrømme, at jeg synes, at der er ret meget skidt metalmusik derude. Og en anden ting er måske, at folk tror, at der er noget, man gør lidt for sjov.


En stolt vinder af DM i mullet. Foto: Lærke Helene Askholm.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet
Udover den helt fantastiske modtagelse Steel Infernos ‘Evil Reign’ har fået, så er jeg personligt blæst lidt omkuld af alle de skønne kommentarer, som jeg har fået på baggrund af min deltagelse i Mullet Mesterskabet. Mange af dem er netop kommet fra folk, jeg kender igennem de mange koncerter og festivaler, som jeg går og har gået til.
Jeg vil gerne være med til at hæve barren for, hvordan metalbands klæder sig på scenen og ikke mindst den udstråling, som bands har. Der er lidt en tendens til, at man tager dagjobbet med på scenen. Drop de der ergonomisk korrekte sko, flå ærmerne af t-shirten og lign én, der prøver at overbevise publikum om, at du godt lide at være der.
Men lad endelig være med at gøre det til sådan noget ironisk distanceret tø-hø-noget. Og selvfølgelig skal man gøre det på sin egen måde og ikke bare kopiere . Men jeg vil altså vove den påstand, at der er plads til forbedring.

Hvorfor er du heavyfan?
Der er intet andet, der giver mig samme kick som et godt riff. Derfor.