Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

KTDF '22: En optakt

Updated
KTDF22.
ktdf-2022-posternew22

Der er festivaler med gode programmer, og så er der festivaler med vanvittige. Kill-Town Death Fest 2022 finder sted i Pumpehuset den kommende weekend, og der er særdeles lækre godter på programmet. 

Spillested
Dato
01-09-2022
Forfatter

Kill-Town Death Fest aka KTDF er en institution. En genrefestival, folk rejser fra hele verden for at deltage i, og en af de, der altid bliver udsolgt på en halv dag. Et slags dødsmetal-mekka midt i København med 600 pilgrimme og nogle af klodens absolut hårdeste dødsmetalbands.

Måske er du heldig at have billetter, eller også glæder du dig måske til de to gratis koncerter i Byhaven med Harrowed og de ualmindeligt fordærvede tyskere i Cryptic Brood? Hermed en lille guide og udpluk.

KTDF '22: Torsdag.

Amerikanske Mortal Wound har æren af at åbne festivalen. Det første show på europæisk jord fra bandet og der er lagt i ovnen til en ond omgang start-smadder på hovedscenen kl. 18.00.

Mortal Wound

Main Stage 18.00

 

SNĚŤ fra Tjekkiet udgav i 2021 ‘Mokvání V Okovech’. Et af de mere omtalte albums det år, og med i toppen på undertegnedes årsliste. Benhård og ubarmhjertig dødsmetal fra hjertet af Europa, serveret med klassisk ondt snit lige til at blive glad i låget af. 

SNĚŤ

Black Stage 21.00 

 

Torsdagens sidste navn på plakaten er amerikanske Morta Skuld. Med 32 år i manegen og en del udskiftning i besætningen må det siges at være erfarne herrer, der lukker hovedscenen torsdag nat. Oldschool klassisk dødsmetal som din mor bagte den.

Morta Skuld

Main Stage 24.00

 

KTDF '22: Fredag.

Okay, du har temmelig sikkert tømmermænd og din nakke brokker sig over ikke i forvejen at have fået at vide hvad den skulle udsættes for. Men fortvivl ikke, tyrkiske Burial Invocation har din ryg. En helt perfekt og nederdrægtig ond omgang død af den allerbedste slags. Den bedste medicin.

Burial Invocation

Main Stage 17.00

 

Innumerable Forms satte med deres album ‘Punishment in Flesh’ i 2018 et godt og aldeles tungt nyreslag ind i dødsmetalverdenen. Tungt som din mor-joke og med en lækker doom-feeling i deres dødsmetal. Showet på årets KTDF bliver bandets første på europæisk jord. Amerikanerne er snart igen albumaktuelle med ‘Philosophical Collapse’ der udkommer den 16 september. Det bliver grumt, ondt og tungt!

Innumerable Forms

Main Stage 19.00

 

Der er den kontrollerede fermentering, og så er der reel råddenskab som amerikanske Cerebral Rot. Rådnende kropsdele trukket gennem ækelt, selvlysende kloakvand med langsomme fordærvede guitarpassager tilsat grindende stykker smadder. Med debuten ‘Odious Descent into Decay’ fra 2019 samt det nyeste album ‘Excretion of Mortality’ fra sidste år kan ingen på dødsmetalscenen være i tvivl længere. Cerebral Rot er helt i toppen af den rådne kransekage.

Cerebral Rot

Main Stage 23.00

 

KTDF '22: Lørdag.

Lørdagen på årets KTDF startes med to gratis koncerter i Byhaven ved Pumpehuset.

Fri entre for alle, og med koncerter fra døds-svenskerne i Harrowed kl. 14:00 samt de ualmindeligt klamme og fordærvede tyskere i Cryptic Brood. Har du ikke billetter er du her “in for a treat”!

Cryptic Brood udgav med ‘Outcome of Obnoxious Science’ ikke mindre end et af årets fedeste, mest spændende dødsmetaludgivelser i 2019. Lige dele doom og dødsmetal, lige dele growl og skrig. Et af de bands man skal se, og snart er de igen aktuelle med EP’en med den lækre titel ‘Caustic Fetid Vomit’.

Cryptic Brood

Outdoor Stage 16.30

 

Når Faceless Burial fra Australien går på scenen i Pumpehuset bliver det deres første show i Europa nogensinde, og vi kan lige så godt begynde at glæde os. Deres moderne livtag på klassisk New Yorker-død kan ikke andet end at skabe god stemning på dansegulvet.

Faceless Burial

Main Stage 19.00

 

Amerikanske Witch Vomit er garant for en solid omgang død af den lækre, smadrede, moderne slags. Hæsblæsende, råddent og med start lige efter mægtige Asphyx er der ingen undskyldninger for ikke at give den gas.

Witch Vomit

Black Stage 24.00

 

KTDF '22: Gloomy Sunday.

Søndagen på Kill-Town Death Fest er der traditionelt mere af det “rolige” på programmet. Vi er trætte og skal måske lige i gang. Til det passer amerikanerne i Encoffination perfekt ind. Roligt, formørket doom-metal pakket ind i den sorte død og serveret med elendighed. What’s not to like?

Encoffination

Main Stage 16.00

 

Der er ikke så meget pjat med finnerne i Krypts. Tungt, slapt og ondt. Lige til at blive glad af en søndag aften efter fire dages død og hærgen.

Krypts

Main Stage 20.00

 

En anden af de bedste udgivelser på dødsmetalscenen i 2019 var debuten ‘Disgorged from Psychotic Depths’ fra amerikanske Mortiferum. Jovist, nogle af os kan måske komme til at sige pjat som at “de var hårdere på demoerne”. Du skal dog lede længe efter dødsmetal af hårdere, mere rådden karat end den, Mortiferum smider i brystet på dig søndag aften på årets KTDF. Glæd dig til dødsmetal fra allerøverste hylde.

Mortiferum

Main Stage 22.00

 

KTDF 2022 Timetablelille