2019 – Flammeskriftet

Foruden opsummeringen af, hvad der var op og ned i det forgangne år, er Flammeskriftet anno 2019 der, hvor vi kort konkluderer på årtiet og ser frem mod de forhåbentlig brølende tyvere. Følg os mod lyset.

De store samlingspunkter er få, men opbakningen er bred, både nationalt og internationalt. Scenen er splittet i et væld af retninger og subgenrer med et hav af udtryk og hybrider til følge, og selvom meget er navlepillerier, nostalgi og retrotrends, så rykker metalscenen sig stadig frem med store ambitioner og ditto evner. Med dødsmetal som den vel nok mest populære subgenre lige nu.

Det var omtrent det, vi kom frem til, da vi i slutningen af året i artikelserien 10x10 kiggede tilbage på 2010'erne som årti og udpegede de ti plader, der i vores øjne havde størst betydning.

Håb

Efter i årevis at have sukket efter danske bands, der ville mere end bare have det fedt, har vi endelig håb for den hjemlige metal. Hvor vi i mange år har haltet slemt bagefter, så er vi nu endt et sted, hvor den danske scene er meget repræsentativ for metalscenen i det hele taget. Nu har vi det helt store mainstreamnavn, som alle på den ene eller anden måde forholder sig til, om de så distancerer sig fra dem eller prøver at imitere. Vi har i Baest et dødsmetalnavn med internationale ambitioner og stort publikumstække som kulminationen på en lang jysk bevægelse siden 90'erne, og vi har deres modstykke i undergrunden i form af kultnavnet Undergang. 

Vi har et black metal-band med store kunstneriske ambitioner i form af Orm, og vi har en undergrund af kaotisk hardcore med afsæt i Hexis og The Psyke Project samt ny grindcore i form af Fordærv til dem, der gerne vil komplicere det hele yderligere.

Det, vi savner, er det rigtig gode traditionelle heavy metal-navn. Og det virkelig gode retro-thrash-navn, såmænd. Dem håber vi på at finde næste år. Såvel herhjemme som internationalt. Og så måske et publikum, nogle fans, der kræver lidt mere af deres idoler. For når Opeth, Cattle Decapitation og Tool løber med opmærksomheden, når vi ser ud over landets grænser, så er det kun, fordi de nye stjerner ikke funkler tilstrækkeligt internationalt endnu!

Og således ender vi naturligt ved vores opsummering af 2019. For ganske vist er der ting, vi her på Devilution kan blive enige om, men det mest påfaldende er de ting, vi ikke er enige om. Det viser sig i en manglende konsensus inden for mange af kategorierne på årslisten, hvor én stemme fra eller til nemt kan tippe fordelingen. Trods det har vi her forsøgt at opsummere og konkludere, hvad vi på Devilution mener, når vi skal tale med én stemme.

Årets danske album: Orm – 'Ir'

Orm imponerede med ambitioner og evner, da de spandt deres egen bornholmske mytologi ud over to episke langtidsstrækkere og leverede et moderne hovedværk i dansk metal. Udover Orm fremhævede mange også både Fordærv og Denial of God for deres udgivelser i 2019.

Årets internationale album: Cattle Decapitation – 'Death Atlas'

Med kun to klare førstepladser på vores individuelle lister er det ikke en overlegen sejr, vi har at gøre med her. Samtidig er her dog tale om et band, der er stærkt repræsenteret i mange kategorier og på mange lister. Cattle Decapitation gav samtidens klimadebat et skvæt tiltrængt misantropi i en melodisk dødsgrind.

Årets internationale hit: Opeth – 'Allting tar slut'

Albumlukkeren er et lille opus af Åkerfeldtsk storhed. Vi foretrækker selvfølgelig den svenske version.

Årets danske hit: Undergang – 'Ufrivillig donation af vitale organer'

Undergang fyldte ikke meget i år, men en tyveminutters ep blev det til. Titelnummeret derfra er uimodståeligt morbid, men måske det mere er titlen end musikken, der udgør hitfaktoren.

Årets genfundne klassiker: Dark Funeral og Darkthrone

Mørk musik er vores ting.

Årets fysiske udgivelse:

Tiden for fysiske udgivelser og denne kategori er vist overstået.

Årets koncert(er): Daughters + Slayer + Uada

Daughters overgik alle forventninger på Roadburn, Slayer sagde værdigt farvel, og Uada gav en flot black metal-midnatsmesse på Copenhell.

Årets internationale navn: Cattle Decapitation

Ny, populær plade, succesfulde koncerter, stor hype og indflydelse. Cattle Decapitation var svære at komme uden om i 2019.

Årets danske navn: Baest

Baest var alle steder i 2019 – og det kunne de sagtens leve op til.

Årets nye internationale navn: Vltimas + Riot City

David Vincent bærer stadig cowboyhat, men countryen blev lagt på hylden for en stund, og den uhellige dødsmetal helliget i supergruppen Vltimas, mens Riot City overlegent og upåklageligt serverede alle fortidens klassiske metaldyder i frisk form på 'Burn the Night'.

Årets nye danske navn: Katla

De vandt Wacken Metal Battle, spillede en lang række koncerter og beviste deres værd. Dansk doom har fået en ny trio af prinser.

Årets comeback: Tool

Hver gang, Tool rørte på sig i 2019, skabte det ringe af aktivitet på sociale medier. Om det var turneaktivitet, albumannoncering, en singleudgivelse, en albumudgivelse eller en førsteplads på Billboard: Tool var her, der og alle vegne.

Det overså vi i 2018: Daughters + Chapel of Disease

Daughters fik flere nye fans i 2019, selvom 'You Won't Get What You Want' udkom i 2018, og tyske Chapel of Disease imponerede – forsinket – med progrocket dødsmetal.

Årets optur:

At det går godt for metal og i særdeleshed den danske. Kunstnerisk er scenen så småt inde i en højkonjunktur.

Årets største skuffelse:

Hvor mange dumme mennesker, der har adgang til internettet.

Største ønske for 2020:

Færre fatsvage mennesker på internettet.

Det glæder vi os til i 2020:

En større stræben efter det ultimative, det vilde og det ambitiøse.