Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Briller Af Stål: Den glorværdige genkomst

Populær
Updated
Briller Af Stål: Den glorværdige genkomst
Briller Af Stål: Den glorværdige genkomst
Briller Af Stål: Den glorværdige genkomst
Briller Af Stål: Den glorværdige genkomst

Bathory slutter på toppen i femte og sidste del af historien om enmandsbandet, der skabte både black metal og vikingemetal, tabte det hele på jorden igen, men gav andre mulighed for at videreføre sine idéer.

“As sure as it is true once we all shall die: true it is not all men lives
a king shall fall : a child be born : the Gods will take and Gods will give
before your time has come : do climb your mountainside on a morning fair
and smell the fragrance carried by the wind : let it blow freely through your hair”
— “The Wheel of Sun”

2002-2004: Vi vil så gerne have det her til at ende godt, at vi næsten kan komme til at glemme, at det slet ikke var meningen, at det skulle ende her. Det er selvfølgelig en god slutning på historien, at Quorthon ender med at lave sit opus magnum, de første to ‘Nordland’-plader, efter at have lavet den ene miserabelt ringe plade efter den anden i løbet af de sidste otte år. Det storværk, som han allerede havde antydet, at han måske stadig havde i sig, på ‘Destroyer of Worlds’ året før; det værk, han havde stræbt efter at lave allerede med ‘Blood on Ice’, men som han på det tidspunkt endnu ikke var moden til. Hvor han samler det, han virkelig excellerede i, dengang han lavede sin vikingetrilogi: Riffene og det episke anslag fra ‘Blood Fire Death’, de folkemusikalske elementer og den knusende heaviness fra ‘Hammerheart’, moralen og viljen til perfektion fra ‘Twilight of the Gods’.

Så burde alt jo være godt, ikke, det hele ender lykkeligt? Nej, det gør ej.

“The dark will come to everyone
fear will strike the hearts of all : the hearts of all both old and young
(...)
death us all will grasp with hand so cold to pull us down”

En profeti eller en erkendelse, en indsigt fra en mand, der er blevet ældre og klogere og ved, at døden vil komme. Der er bare ingen, der ved i 2003, da ‘Nordland II’ udkommer, at døden kommer allerede året efter, 7. juni 2004, da Quorthon er 38 år gammel. En medfødt hjertefejl, som ingen anede, at han havde. Sådan noget, der rammer ud af det blå, “the hearts of all both old and young,” som han synger i 'The Wheel of Sun'. Og det er selvfølgelig trist og synd, når nogen dør så relativt unge, men det værste ved det er, at Quorthon ikke er færdig. Det kan godt være, at han har været ude i tovene rent kreativt i det forgangne årti, men med ‘Nordland’ er han tilbage på sporet. Ikke mere pissen rundt, ikke mere sjusk, ikke flere halvhjertede garageproduktioner, ikke mere grunge, ikke flere motorcykler og teenageoprør: ren, ædel vikingemetal af fineste aftapning.

Overmennesket

Og det er kun halvdelen, vi sidder tilbage med, det er det, der gør det så forbandet. ‘Nordland’ er tænkt som en tetralogi, og i 2004 er Quorthon i gang med arbejdet med næste plade, der tegner til at blive ikke mindre symfonisk og glorværdig ud fra de skitser, Boss når at høre. Det er et ufuldendt værk, og når man hører, hvor væsensforskellige de to første, timelange dele af det er, kan man kun gisne om, hvor Quorthon herefter ville have begivet sig hen. At dømme ud fra det cover, han havde fået Kristian “Necrolord” Wåhlin til at male, og som i stedet blev brugt til ‘In Memory of Quorthon’-boxen, skulle ikke bare kysterne, men selve himlen sættes i brand, og vingerne på den figur, der udfordrer himlen, kunne godt forlede en til at tro, at Quorthon var i færd med at genopdage black metallen, sådan som han i sin tid havde fusioneret de to genrer på ‘Blood Fire Death’.

Det er også den plade, Boss selv nævner som reference for det, han nåede at høre af Quorthons planer for ‘Nordland III’. Men den forbliver altså en drøm, og hvor han ville have sluttet det, havde han selv kunnet bestemme, aner ingen. For selvom der er en fælles grundtone og stil på de to første plader, der er ingen tvivl om, at de er en del af det samme værk, så går de hver deres vej.

‘Nordland I’ er den mest umiddelbart tilgængelige af de to: Efter et kort præludium åbner den med bulder og brag efterfulgt af et muntert tema med klare folkemusikalske aner, og med en række referencer til sangene fra ‘Hammerheart’ gøres det klart, hvor det er, Quorthon vil hen. Men ‘Nordland’ er ikke bare en tilbagevenden til fordums storhed: Det er en ældre Quorthon, der besynger den barske, nordiske natur, de gamle guder, der stadig hviler i bjergene. Hans stemme er blevet dybere, stærkere, og han hviler så meget i den, at han ikke behøver at vise sig mere, ikke behøver anstrenge sig. Koret, de dusinvis af overdubbede Quorthoner, lyder stadig som noget fra en anden dimension, en dimension udelukkende befolket af Quorthoner, hvor alle lyder Skaberens bud, og hvor Skaberen er Quorthon selv.

Den kække tone løber over hele ‘Nordland I’ og kammer helt over i ‘Foreverdark Woods’, der igen bygger på et lystigt folkemusikalsk tema, inden den store kamp besynges med sværdklang og trommer, der emulerer hestegalop på ‘Broken Sword’. Storartet er det pladen igennem, og sangskrivningsmæssigt på et ret højt niveau.

På ‘Nordland II’ er grundtonen langt mere mørk og vemodig. Hvor sangen ‘Nordland’ åbnede den første plade med at besynge det vinterkolde hjemland, starter toeren med et opbrud på ‘Blooded Shore’. Som på den gamle ‘Shores in Flames’ må mændene igen tage på togt for at skaffe til livets ophold, blod må flyde, landsbyer stikkes i brand, volden regere, og det er ikke længere triumferende, der er ingen stolthed, kun kampens evindelige forbandelse. Den stemning løber igennem ‘Nordland II’, for selvom de rejser over havet med fyldte sejl og opdager Vinlandet, så savner de stadig hjemlandet, nok så koldt og ugæstfrit det er. Det er her, deres rødder er, det er her, de på godt og ondt hører til, det er deres skæbne. Koret leder dem på vej, trommerne falder tungt og overstyrede som på ‘Hammerheart’, og Quorthon lader igen sin stemme knække over i skrigen, brølen og snerren som på de første plader i sange som ‘Blooded Shore’, den monstrøst tungt vuggende ‘Flash of the Silverhammer’ med et af Quorthons mest aparte riffs og en guitarlyd, der ikke er hørt mere diskantet siden debuten, og så altså den afsluttende ‘The Wheel of Sun’.

Når man når dertil, skal man være mere end almindeligt hårdfør for ikke at blive bare en smule rørt. ‘The Wheel of Sun’ er et af Bathorys smukkeste og mest storslåede numre sammen med ‘One Rode to Asa Bay’, og som om det ikke var nok, at teksten på sin vis forudsiger hans egen tidlige død og forsøger at affinde sig med den ved at gå på fjeldet og se solens gang over bjergkammen, så er det også, som om han har svært ved at forlade nummeret, der munder ud i koda på koda, som om han alligevel ikke kan få sig selv til at gøre det helt forbi.

Det burde ikke have endt sådan. ‘Nordland I & II’ indeholder nogle af Bathorys bedste sange, og som værk er det kæmpemæssigt i sit anslag. Umiddelbart kan pladerne virke monotone, specielt toeren, og de kræver, at man virkelig begiver sig ind i dem, hører dem igen og igen i dagevis, før man begynder at fatte visionen bag dem. Og når man så gør det, bliver man bekræftet i, hvorfor det er, man har bygget Quorthon op til at være noget nær et musikalsk geni. Som havde forstået, at viljen kunne bære musikken længere end evnerne rakte. Fordi fejlene menneskeliggjorde det overmenneskelige, skabte et rum til forståelse af det sande guddommelige, fordi det netop ikke var det, man fik: Det var ikke det guddommelige, det perfekte, det var antydningen af det, løftet om det. I Bathory gives vi alle muligheden for at gøre os selv til større mennesker, om så bare for en plades tid. Ude på den anden side af den plade tager den moderne verden sig lidt mere grå, lidt mere meningsløs ud, og det er simpelthen for trist at leve med, så i stedet vælger man at tro på, at det var Bathory-universet, der var unødvendigt gloriøst og fantastisk. Det holder, indtil man går ind i det igen med en ny plade, eller med de samme gamle, som det med tiden bliver.

Og en dag står man på et klippefremspring i bjergene, eller på stranden en sommeraften med et spædbarn på armen, eller i stævnen af et drageskib med et flækket sværd i bæltet. Og det er der, man forstår, at det var dette, der var det sande. At det rummedes heri. Og at det er blevet en givet nu.

Arven efter Bathory

I februar måned i år ville Thomas Börje Forsberg være fyldt 50 år, og det ville der sikkert ikke have været noget større virak omkring. Med det hemmelighedskræmmeri, han livet igennem dyrkede og holdt kørende med et spind af lystløgne og falske ledetråde, er det tvivlsomt, om andre end Boss og resten af den nærmeste familie, overhovedet havde vidst det. Han foretrak at leve i skyggen, bag pseudonymet, i fred for omverdenen. I de snart 12 år, der er gået, siden han døde, er myten om ham kun vokset, selvom lagene efterhånden er blevet afdækket takket være Boss’ beslutning om at åbne og fortælle i hvert fald en del af sandheden i Ika Johannesson og Jon Jefferson Klingbergs bog ‘Blod Eld Död’ og i Thomas Väänänens mindeartikel i musikbladet Sweden Rock.

Bathory er større nu end ved Quorthons død i 2004. Da en række svenske og norske bands i 1998 indspillede tributepladen ‘In Conspiracy with Satan’ (med titlen fejlagtigt stavet korrekt, tsk-tsk), var det groft sagt en flok nørder, der hyldede overnørden: I dag, hvor pladen netop er blevet genudgivet af Hammerheart Records, er den nærmest en blå bog over skandinavisk black metal: Marduk, Emperor, Dark Funeral, Satyricon og de elskelige tvillinger i Nifelheim. I 2010 anerkendte Watain den gæld, de står i til Bathory, ved at spille et helt sæt bestående af Bathory-numre på Sweden Rock Festival, og nogle år senere tog de skridtet fuldt ud på ‘The Wild Hunt’, der nærmest fremstår som det manglende link mellem ‘Blood Fire Death’ og ‘Hammerheart’: Storslået, kvasende tung og stolt, så stolt, med balladen ‘They Rode On’ som en elegant videreførelse af Bathorys mest højstemte og dybtfølte stunder. Selv når Erik Danielssons stemme må give fortabt i hans registers yderområder, minder det blot om, hvordan Quorthons egen uformåen var med til at tilføje et menneskeligt element til den overmenneskelighed, som Bathory efterstræbte. Det var i sprækkerne, Bathory for alvor skinnede, det var ikke perfektion, det gjorde det til noget stort, det var der, hvor man blev mindet om, at det her var en fyr, der stod i en garage og byggede verdener. 

Inden Watain havde de anderledes komplekse norske Emperor allerede i starten af 90’erne fundet inspiration i Bathorys egensindige måde at stykke sange sammen med lange kæder af riff og temposkift. Quorthons sangskrivningsmæssige ambitionsniveau fra vikingetrilogien – det vil sige ‘Blood Fire Death’, ‘Hammerheart’ og ‘Twilight of the Gods’ – blev matchet af Emperor på mesterværket ‘In the Nightside Eclipse’ i 1994. På samme tidspunkt som Quorthon selv var ved at påbegynde sin karrieres absolutte deroute med en række jammerlige og idéforladte plader. Sammen med deres fæller på den norske black metal-scene fornyede Emperor den black metal, som Quorthon blot nogle år tidligere havde lagt bag sig, fordi den føltes hæmmende for hans kreative udvikling, og de demonstrerede, hvor meget den kunne udvikles ved at bygge videre med de grundelementer, som Quorthon selv havde introduceret i black metal. Der, hvor Quorthon havde set en blind vej, så de en sti lede dem endnu længere ind i et mørke, som Bathory på de tidlige plader kun havde afdækket sporadisk. Sammen med ikke mindst Mayhem viste Emperor, at mørket ikke kun var det massiv af sorthed, som Bathory til sidst havde reduceret de black metalliske stiløvelser til på ‘Blood Fire Death’, men at det rummede et væld af nuancer, som Bathory nok kun havde strejfet, men som det dog ikke desto mindre i høj grad var Bathorys skyld, at de overhovedet var blevet opmærksomme på eksistensen af.

Bathorys vej væk fra black metal tjente dog også som ledestjerne for andre norske black metal-bands, måske vigtigst af alt Enslaved, der som Bathory fandt inspiration i det før-kristne Skandinaviens myter og sagn og videreførte den vikingemetal, som Bathory havde opfundet og siden forkastet igen. Sidenhen skulle Enslaved udvikle sig i en stadigt mere progressiv retning, men på ‘Eld’ i 1997 virkede det mest, som om de var rigeligt tilfredse med at bygge videre på det, Bathory havde påbegyndt på ‘Hammerheart’. Her viste Enslaved, hvor formfuldendt vikingemetal kunne forenes med et afsæt i black metal, og hvor de siden har perfektioneret deres udtryk med en stadigt mere ekvilibristisk og komplekst struktureret metal, har de også demonstreret, at udviklingspotentialet i det, Bathory i sin tid skabte, langt fra var så udtømt, som Quorthon tilsyneladende selv følte, at det var. Man kan sige, at Bathory lavede de rå modeller med de seks første plader og så lod andre bygge videre på dem, mens Quorthon selv sank hen i apati og demonstrativ kreativ ladhed i 90’erne, muligvis fordi han havde indset, at han ikke selv havde evnerne til at bygge videre på det, han selv havde skabt grundlaget for.

Quorthon var alt andet end perfektionist. Han fremstår som en kunstner, der kerede sig langt mindre om at udføre sine visioner, sådan som de var opstået i ham, end han gjorde om bare overhovedet at få dem udført. Det er en del af charmen ved specielt de seks første, klassiske plader: Alle fejlene, alle de gange, Quorthons stemme ikke slår helt til, alle de gange, han får det bedste ud af, hvad han har at gøre godt med. Det får dem til at fremstå åbne, uafsluttede, som noget, det er op til andre at bygge videre på.

En kurs udstukket mod endnu fremmede kyster

Det er der rigeligt med bands, der har skabt sig deres egne karrierer ud af at gøre, for der har været stier nok at udforske videre. Mens Watain, Emperor og Enslaved har arbejdet på hver deres måde med nogle af de muligheder, som Bathory åbnede for i starten af vikingetrilogien, har Immortal og Darkthrone fundet rigeligt med materiale at arbejde videre med på de tre første black metal-plader. Og er det påfaldende, i hvor høj grad Bathorys musik er bundet til den region, den udsprang af, på en ellers helt fra starten stærkt globaliseret metal-scene, så det umiddelbart er skandinaviske navne, der falder en ind, når man skal nævne nogle oplagte bud på, hvem der direkte har ladet sig inspirere af Bathory, så er det langt fra eksklusivt. På det seneste har nogle af de nye, italienske doom metal-bands fundet inspiration i de doom-metallisk-klingende sange på ikke mindst ‘Under the Sign of the Black Mark’, hvorfra både Saturnine og Abysmal Grief har spillet sange. Det horror-scenarium, Quorthon skrev sig op imod på den plade, matcher fortrinligt den horror metal, som italienske Death SS tidligere i 80’erne havde skabt, og som i de senere år har fået en opblomstring sammen med doom metal generelt. Måske mest markant uden for Skandinavien fandt irske Primordial en vej ud af black metal, der gik via den stolte heltemetal, som Bathory excellerede i på ‘Hammerheart’ og ‘Twilight of the Gods’. Uden at det tager noget fra det, som Primordial har skabt, er det svært at forestille sig det uden Bathorys indflydelse. 

Det er måske i virkeligheden næsten det mest imponerende ved Bathorys arv: Alsidigheden. At det tydelige aftryk kan aflæses hos så dybt forskellige navne som de ovennævnte. 

Og måske, bare måske, var det et eller andet sted ikke kun en dårlig ting, at Quorthon med sin pludselige død i 2004 måtte overlade det til andre at forvalte hans musikalske arv. For selvom ‘Nordland I & II’ signalerede en tilbagevenden til noget, der næsten lignede fordums storhed, så var det ikke engang bare ‘Nordland III’, han arbejdede på, da han døde: Det, Quorthon og Boss var optaget af, da Quorthon faldt om i sit hus i forsommeren 2004, var at lancere hans lillesøster Jennie Tebler som goth metal-sangerinde. Med tanke på, hvor nidkært Quorthon og Boss hele karrieren igennem manede alle rygter om et familiebånd de to imellem i jorden, for at ingen skulle kunne sige, at Bathory kun var blevet til noget, fordi han havde en far, der havde et pladeselskab, vidner det om en katastrofalt ringe dømmekraft, at de to ville risikere at sætte det over styr for at hjælpe et så undseligt talent som Jennie Teblers frem. Det eneste resultat af samarbejdet, der nåede at blive foreviget, er singlen ‘Silverwing’, som blev udgivet året efter Quorthons død sammen med Jennie Teblers fortolkning af balladen ‘Song to Hall Up High’, men det er rigeligt til at afskrive det som juks på linje med de to Quorthon-plader. De har ikke engang rigtig gidet at lave musik til lillesøster, på ‘Song to Hall Up High’ har hun bare fået lov at synge hen over backingsporet til den originale version fra ‘Hammerheart’, hvor sporet med Quorthons stemme er udskiftet med hendes, og til ‘Silverwing’ har Quorthon genbrugt sit riff fra ‘Flash of the Silver Hammer’ fra den netop færdiggjorte ‘Nordland II’ og så bare lagt en gymnasierockrytme under det i stedet. Men værst er det dog næsten, at Jennie Tebler har en stemme af den slags, der plejer at få folk til at melde sig til talentshows: Det kan godt være, at hun er marginalt bedre til at ramme tonerne rent, end storebror var, men til gengæld er hendes sangforedrag fuldstændig blottet for karakter eller nogen som helst form for nødvendighed.

Det er ikke svært at forestille sig, at havde Quorthon været i live endnu, så kunne han sagtens have fejret sin 50-årsfødselsdag som en mere end almindeligt talentfuld metalmusiker, der havde pisset de sidste ti år af sin karriere væk på endnu mere rædderlige projekter end dem, han gav sig af med op igennem 90’erne. At talentet stadig var der efter den omgang, vidnede ‘Nordland I & II’ om i al deres majestæt. Men at det var vanskeligt for Quorthon at forvalte det, vidner hele hans karriere om. Med sin død lod han det være op til andre at følge nogle af de mange musikalske togter, han udstak kursen for i øst og vest. 

Et stadig ukendt antal fremmede kyster at stikke i brand, når isen bryder op.