Briller af Stål: Nuklearmedicinsk Afdeling

I harsh noise skyes ingen midler for at nå det mest ekstreme udtryk. Det lykkes sublimt for en kenyansk duo og løber ud i selvtilfredshed i Aarhus.

“Bzzziii-yirp! Bzzziii-yirp!”

Den meget bestemte unge kvinde har gennem en sonde i min arm sendt radioaktivt materiale ind i min krop, som nu er på vej gennem nyrerne, og den store maskine jeg ligger i, monitorerer nu materialets vej gennem nyrerne ned til blæren, mens jeg ligger helt stille i 20 minutter. Nuklearmedicinsk Afdeling i kælderen under Odense Universitetshospital er sin egen tusmørkeverden, hvor gule davidsstjerner i det rå cementgulv guider én fra det ene eksperimentarium til det andet, og hvor der er cykelforbud, fordi nogen åbenbart på et tidspunkt har fundet ud af, at alt gik hurtigere, hvis de cyklede af de lange gange. Der er sygeplejersker med naturlig grå lysstofrørslød og patienter, der er faret vild i gangene, og radioaktive affaldsdepoter.

Hvorfor jeg er her er ikke vigtigt. Det, der betyder noget lige nu, er den lyd, scanneren afgiver lige til venstre bag mit hoved: “Bzzziii-yirp! Bzzziii-yirp!”

Det minder om en lyd, Oren Ambarchi arbejdede med i starten af sin solokarriere, hvor han gned guitarstrengene, specifikt på EP’en ‘Stacte 2’, en af mine yndlingsplader indenfor drone, med en guitar, der lyder som alt andet end guitar ved at gøre alt andet end at spille på den i traditionel forstand.

Det er fedt, det er smukt, men det kræver tilvænning, og det er noget af det, der længe har fascineret mig: Hvordan vi lærer at finde musik i den musik, der bevidst fjerner sig længst muligt fra, hvad vi traditionelt opfatter som musik. Hvordan vi kan stå til en noisekoncert og nikke i en takt, som vi selv har opdigtet i den lyd, der skyller over os. For der er ingen takt, kun støj i stigende og faldende intensitet, men fordi vi er vant til at finde et beat, en struktur, en melodi, skaber vores hjerne selv de elementer i det, vi hører, finder den måde at forstå det på.

Hvor fedt er det lige?

Ætsende dansabilitet
Jeg tror, at jeg blev forberedt på den måde at processere musik på af at høre anden-, tredje-, fjerdegenerationsoverspilninger af kassettebånd med i forvejen mudrede, larmende og grundlæggende forrykt inkompetente indspilninger fra øvelokaler, ungdomsklubber og billige studier. Lige før dødsmetalbølgen ramte for fuld hammer, og alt og alle blev signet og sendt i studier omkring 1990, var alt bånd, og man skulle langt henad vejen gætte sig til, hvad der skete i musikken.

Den måde at høre musik på, hvor intet er givet, og man bare skal prøve at finde mening imellem brøl og bulder eller give sig uforbeholdent hen til kaos, er en god måde at nærme sig Duma på. Det kenyanske bands debutplade kom sidste år, men den spreder stadig ringe i vandet, efterhånden som folk opdager, hvad den egentlig kan. For Duma blander grindcore og harshnoise med industrial og trap på en decideret ubehagelig og mildt skræmmende måde, der er lige så fascinerende og tiltrækkende, som den er musikalsk frastødende.

Det er en meget urban lyd af afsky, rasen og ætsende dansabilitet. Det er ikke decideret rart at høre Duma. I flere af deres sange er der ikke meget at hænge fast i, men har man læst nogle af de interviews, duoen har givet, hvor de fortæller om de omstændigheder, de lever under i Kenya, giver den bevidste grimhed mening. Det er et udtryk for en væmmelse ved de tåbeligheder, der får lov at styre et af Østafrikas ellers på papiret mest velfungerende lande efter vestlig standard. Og samtidig inkorporerer Duma de nye musikalske udtryk, der naturligvis også fylder i Nairobi, og får deres eget udtryk.

Albummet ‘Duma’ er en sær størrelse: Mange af lydene minder om noget, man lige så godt kunne have hørt på en industrialplade i 90’erne, hvor metal første gang opdagede helt nye muligheder i elektronisk musik. Andre er umiskendeligt af et nu defineret af internettets skiftende luner. Det er ungt, det er punket og smadret, og du kommer ikke til at høre noget meget mere insisterende vildt med det første.  

Find nogen på jeres egen alder at slå på 
Det gør det svært ikke at høre Smartphone som nogle forkælede vesteuropæiske akademiker-kids med deres på det tørre. Som seneste forgrening i det netværk, der gennem nogle år har lydt det aldeles bedårende navn Den Jyske Harsh Noise Mafia, er Smartphone en hyldest til Darkthrone, der heldigvis undgår at falde for den oplagte løsning: at blande noise med blastbeats og tremolo picking.

Debutudgivelsen, ‘True Norwegian Shitcore’, er snarere en foruroligende omgang industrial, der mere lyder som 80’er-engelske Cabaret Voltaire på det punkede trommemaskinemesterværk ‘The Voice of America’ og Throbbing Gristle på klassikeren ‘20 Jazz Funk Greats’, end det lyder som den noise, midtvestamerikanske kassettebåndlabels ledt an af Aaron Dilloway op gennem dette årtusinde har udspyet med afsæt i den japanske noise fra 90’erne med Merzbow som det mest kendte navn.

Der er horror-synth-motiver, bankende rytmer, lidt støj og over det hele en grynten, stønnen og generel spassen fuldstændig ud, som får Attilla Csihar til at virke helt konform i sit sangforedrag.

Og jeg får det til at lyde federe, end det er, for hele ‘True Norwegian Shitcore’ er gennemsyret af bevidstheden om at være én stor vits på black metals bekostning. Ikke at jeg har noget problem med, at nogen gør sig morsomme på black metals bekostning, fandme nej, men smilet er lidt for selvtilfreds og vitsen ikke helt sjov nok til at bære en hel plade. Det havde klart været at foretrække, hvis Smartphone havde haft noget at være rigtig sure over og ikke bare havde syntes, at en små 30 år gammel plade er lidt for meget og har musikere, der ser sjove ud.

Hey, find nogen på jeres egen alder at slå på.

Eller arbejd videre med den musikalitet, der er tydelig under fjolleriet. For der er musik i det hele: I hjertescannere, i shitcore, i larmen, i stilheden.