Den Ekstrametalliske Dimension: Fever Ray

“Det her ender aldrig, for jeg vil have mere”. Sådan synger Karin Dreijer, som her personificerer den evigt sultne død, på ‘If I Had a Heart’. Der er masser af død, depression, liderlighed, hævn og ekstase i den tidligere Knife-sangers soloprojekt.

I anledning af, at Fever Rays tredje album, ‘Radical Romantics’, netop er udkommet, tager vi et kig på den ofte maskerede eller forklædte kunstner, hvis leg med køn og identitet tager udgangspunkt i deres eget liv. En leg, man allerede kunne spore i The Knife, hvor elektronisk manipulation af Karin Dreijers stemme ofte udviskede eller utydeliggjorde komponisten, produceren og sangerens køn. I dag beskriver Karin Dreijer sit køn som flydende og bruger pronomenerne de, dem og hen. Duoen, Karin Dreijer havde med sin bror, Olof, som havde betragtelig kommerciel succes, blev igennem deres karriere et mere og mere radikalt band, som eksperimenterede med koncertformatet, med autenticitetsforventninger, med musikken, samtidig med at de blev mere og mere eksplicit politiske med fokus på emner som køn, ulighed og kernefamiliens rædsler. Duoen nåede også at skrive musikken til det danske avantgardeteater-ensemble Hotel Proformas Darwin-opera ‘Tomorrow in a Year’ i 2009, samme år som Karin Dreijer solodebuterede med det eponyme album ‘Fever Ray’.

Døde børns ben vokser ikke
‘Fever Ray’ blev til midt i en fødselsdepression, og på førstesinglen indtager hen rollen som døden og synger om børn, der dingler med benene fra en vindueskarm. Ben, som aldrig vil vokse og nå gulvet. Hele albummet, som kombinerer det tidlige Knifes mørke og iskolde elektroniske musik med livstrætte guitarflader og afsjælet percussion, emmer af sorg, depression og isolerethed, men også af ønsket om at slippe væk, ud i skoven, væk fra tilværelsen. Pladen har mange æstetiske fællestræk med metallen, og ønsker man at kaste sig ud i Fever Rays musikalske unívers, er debutalbummet et godt sted for metalfans at starte. Der er skove at fare vild i, øde gader at bevandre og en følelse af eksistentiel tomhed og kulde, som gør albummet til en særdelses sorgfuld affære. Men så er der de små uventede venstresving. På ‘Keep the Streets Empty for Me’ får vi lige pludselig en særdeles forbudt panfløjtesolo, som føles ekstremt passende trods dens æstetiske fjernhed. Det er som en fastelavnsbolle midt i den franske løgsuppe, men retten smager af en eller anden grund godt!

Meget passende for stemningen lavede hen også et fænomenalt cover af den gotiske konge Nick Caves sang  ‘Stranger than Kindness’, som lader desperation og tristesse slå ud i fuldt flor, og når hen synger: “I’m a stranger to kindness” kan man virkelig mærke det. 

Ekstatisk liderlighed
Karin Dreijers musik er altid i bevægelse, og således kastede hen depressionen og det indestængte af sig på albummet ‘Plunge’, hvis coverbillede ganske vist har æstetiske referencer til black metal, men som musikalsk er i en ganske anden boldgade. Albummet lægger ud med en skævt smilende ironseren over den ni år lange albumpause: “Hey, remember me? / I’ve been busy working like crazy”.

Karin Dreijer omfavner sin queerness og tager springet ud i en ny og langt mere ekstatisk og liderlig tilværelse. Albummet er fyldt med dekonstruerede og ivrigt rullende elektroniske beats, og sangene drives fremad af stærkt (identitets-)politiske temaer: “Free abortions and clean water / Destroy nuclear / Destroy boring” synger hen på den centrale sang ‘This Country’, hvor der også erklæres, at “this country makes it hard to fuck”, men også at “everytime we fuck we win”. Et intenst nyrehug til kernefamilien og de konservative værdier, men også et livgivende håb om en bedre og mere fri verden.

Fever Ray tog på en særdeles vellykket turné i kølvandet på ‘Plunge’, hvor hen samlede et velspillende band og gav musikken og koncertformatet en teatralsk dimension. Ligesom med eksempelvis Alice Coopers eller King Diamonds liveoptrædender er der et frisættende og radikalt perspektiv i den æstetiske underminering af traditionelle værdier. Her i Danmark gæstede bandet Roskilde Festival, hvor de gav en ekstremt vellykket koncert, der efterlod mig, som dengang anmeldte koncerten for et andet musikmagasin, opløftet og nærmest overstadig. Man bør unde sig selv at nyde hele koncerten her nedenfor.

Året efter, i 2019, samarbejdede Karin Dreijer med Björk, som vel er en af de få kunstnere, der arbejder med en version af poppen som format, som er lige så æstetisk radikal som Fever Ray. Derfor gav samarbejdet, hvor de to kunstnere remixede hinanden, supergod mening. Karin Dreijer lavede et fremragende, køligt remix af Björks ‘Creatures Features’, men det er Björks omkalfatring af ‘This Country’, der virkelig er kompromisløs. Det islandske renæssancemenneske føjer sin stemme til nummeret hen over dissonante lag af metallisk støj og pinagtigt forvredne stortrommer.

Hævn og midaldrende kærlighed
Således er vi ankommet til nutiden, hvor Karin Dreijer leder efter kærligheden på ‘Looking for a Ghost’. Hen er nu i slutningen af fyrrerne, og den seksuelle ekstase og liderligheden er der stadig, men det virker, som om det er kærligheden, der er endemålet nu. Musikalsk set er albummet næsten en syntese af de to foregående; der er opløftende, dansable beats, men debutalbummets mørke lurer bestemt også. Eksempelvis på førstesinglen ‘What They Call Us’, hvor Karin Dreijer i videoen fremstår som et hensygnende men også længselsfuldt nonbinært menneske på et helt umådeligt trist kontor.

Sangen synes at handle om at være queer i et samfund, som ikke altid forstår en. Karin Dreijer har selv beskrevet sin musik som et frisættende rum, fordi hen ikke behøver forholde sig til omverdenens syn på deres køn, mens de ude i virkeligheden konstant konfronteres med reaktioner på og spejlinger af deres kønsudtryk. Især nu i et Sverige, hvor homofobi og transfobi er voksende problemer, og 20 % af befolkningen stemte på et parti med ekstremt reaktionære holdninger og rødder i nazimiljøet. Det er blandt andet den realitet, der synes at have affødt mørkets genkomst på dette album. 

De fire første numre på albummet er co-produceret af Olof Dreijer, men det er på ingen måde en The Knife-genforeningsplade. Olof fungerer her mere som fødselshjælper, og samarbejdet med andre producere på pladen har mindst lige så meget vægt. Eksempelvis den britiske producer Vessel, som har drejet på knapper på det hårdtpumpede og EBM-klingende ‘Carbon Dioxide'. Også her er kærligheden på spil: “Holding my heart / while falling”, synger Karin Dreijer.

Et andet vigtigt samarbejde på ‘Radical Romantics’ er med industriallegenderne Atticus Ross og Trent Reznor, som medvirker på albummets måske mest entydige sang, hævn-fantasien ‘Even It Out’, som fortæller historien om Karin Dreijers trang til at hævne sig på den dreng, som mobbede og plagede deres barn i skolen – det er dog ikke plageåndens rigtige navn, der optræder i sangen. Videoen er måske den vildeste, Fever Ray har begået, og man kan også se de to nitommersøm i en video i videoen, selv om hovedpersonens pissen på plageåndens grav måske nok påkalder sig mere opmærksomhed ved første gennemsyn.

Albummet lukker med det sære og abstrakte nummer ‘Bottom of the Ocean’, som med Karin Dreijers manipulerede, men også knirkende og nøgne, ordløse vokal i centrum minder om et af de bedste øjeblikke på Ben Salisbury og Portisheads Geoff Barrows fremragende og dybt skræmmende score til Alex Garlands sublime mindfuck af en horrorfilm ‘Men’. I visualizervideoen til nummeret er vi tilbage i den mosklædte skov, Fever Ray drømte om at løbe ud i på debutalbummet, og der er en stærk følelse af afslutning og måske ligefrem død over nummeret. Spørgsmålet er så, om det er albummet eller hele Fever Ray-kapitlet af Karin Dreijers oeuvre, der rundes af.