Den ekstrametalliske dimension: Eminem - 'The Slim Shady LP'

0060253743938_600

Hvad Metallica er for metallen er Eminem for hiphoppen. Trods fejlskud og smuttere stadig utvivlsomt den største nogensinde. Grundstenen til legenden blev lagt med rapperens gennembrudsplade, som stadig holder 20 år efter.

Kunstner
Titel
The Slim Shady LP
Forfatter

Vi kender de klassiske årstal, også i metallen. De år, hvor vi blev konfronteret med en lyd og en musik, der ændrede vores kære metalkultur for altid. 1970; ’Black Sabbath’. 1986; ’Master of Puppets’. 1994; ’De Mysteriis Dom Sathanas’. Mange flere kunne nævnes, men disse er blot eksempler på årstal og plader, der fik så dyb en indvirkning på kulturen, at de for altid vil være historiske brydningsår for metal-entusiasten.

Ligeledes vil 1999, året hvor Eminems gennembrudsplade ’The Slim Shady LP’ så dagens lys, for altid stå som et brydningsår indenfor rapmusikken og hiphop-kulturen. Et år, hvor der findes et tydeligt ”før” og ”efter”. I det her tilfælde før og efter den dengang 26-årige Marshall Mathers bragede ind på musikscenen med en attitude, et lyrisk talent og en dagsorden, der var sjældne syn såvel i Eminems egen subkultur som i popkulturen som sådan.

Albummet, som netop har kunnet fejre 20-årsjubilæum, var vredt, indebrændt, aggressivt. Ikke at det var noget nyt for hiphoppen. N.W.A., hvis kunstnerisk dygtigste medlem Dr. Dre også var en vigtig spiller i Eminems fremkomst, havde patenteret den vrede rapmusik mange år forinden, og siden havde 2Pac tjent millioner på at være vred på livet i ghettoen, Cypress Hill på at være træt af panserne og Wu-Tang Clan på at være sure på alt og alle, inklusive hinanden. Men Eminem tog vreden et stykke videre og gjorde den til kunst.

’White trash’ er andet end Kid Rock

Mathers var vokset op som vaskeægte "white trash" i den arbejdsløse hvide underklasse i motorbyen Detroit, hvor den økonomiske nedtur allerede havde stået på i 15-20 år, den stigende kriminalitet havde sikret byen den uofficielle titel som ”murder capital of the US” og en trøstesløs hverdag i evig kamp mod hjemløsheden i den grå, falmende industriby var standarden for Mathers og mange som ham. Eminem havde problematiske forhold til begge sine forældre; hør blot ’My Name Is’, hvor han i løbet af sit måske største hit til dato både udråber sin mor til at være narkoman og fortæller om en drøm han havde, hvor han skar halsen over på sin far. Han levede et liv på kanten af hjemløsheden med evige småjobs for at have til dagen og vejen. Eminem blev far i 1995 og fortsatte sine problematiske relationer til andre mennesker med datterens mor, kæresten Kim Scott (som bliver slået ihjel i teksten på pladens syvende nummer ’97’ Bonnie & Clyde’).

Rollen som far bød Eminem at tage sit liv seriøst, og den talentfulde rapper og lyriker udgav i 1996 debutalbummet ’Infinite’ uden at miljøet tog ham seriøst. Han var hvid og spillede sort musik. Verden havde endnu ikke set en rigtig talentfuld hvid rapper, fraset Beastie Boys som i lige så høj grad blev store grundet deres musikalske kunnen. Indtil nu havde hvide rappere mest været halvsløje one-hit-wonders som Vanilla Ice, Snow og Marky Mark, og Eminem blev regnet for at være endnu én i den række. Debutpladens manglende succes ramte Eminem hårdt, og et selvmordsforsøg fulgte.

Nu skal denne artikel ikke blive en skolestil om det 21.århundredes diskutabelt vigtigste rapmusiker, men det ovenstående er vigtigt for at forstå Eminems baggrund og den kontekst, ’The Slim Shady LP’ blev skabt i. Det var et værk, skabt af en ung mand, der vitterligt havde set sig sur på alt og alle omkring ham, havde været presset til kanten og halvt ud over, og kun ved et heldigt tilfælde var blevet hørt af produceren Dr. Dre, der havde både kapitalen i baghånden og den kunstneriske integritet blandt hiphop-lytterne til at kunne give Eminems musik den platform, han havde brug for for at slå igennem.

’The Slim Shady LP’ er et hævntogt for Marshall Mathers mod alle de mennesker, der havde tvivlet på ham og gjort ham ondt. Men pladen er andet og mere end blot en blodig horrorcore-udgivelse; den er i lige så høj grad Eminems refleksioner over livet, over egne personlige problemer og til dels over de samfundsforhold, der omgav rapperen i det grå Detroit. Det er nemt at afskrive Eminem på ’The Slim Shady LP’ som en psykopat, der prædiker homofobi og forherliger stofmisbrug og vold mod kvinder. Det blev også så rigeligt gjort, da pladen først udkom i 1999, og er blevet gjort adskillige gange siden. Men ikke nok med at det er et moralsk fejlskud af lyttere, der ikke fanger den tommetykke ironi og sarkasme i Eminems tekster; Eminem var, og er, også meget mere end det.

En lyriker født i rendestenen

Først og fremmest satte Eminem helt nye standarder for, hvad man kan rappe om, og hvordan man kan rappe om det. Han er en uforlignelig tekstskriver, der nemt evner at skrive den personligt profilerende tekst (’Just Don’t Give a Fuck’, ’My Name Is’), den dybere og mere komplekse storytelling (’As the World Turns’, ’Brain Damage’ og ’97’ Bonnie & Clyde’) og ganske glimrende dialog-fortællinger som ’Guilty Conscience’ og den eminente ’My Fault’, hvis rimmønster og fortløbende flow i dialogen mellem Em, hans pusher og en pige, som er ved at dø af en overdosis svampe er lige så genialt skrevet og udført, som det er skingrende absurd og vanvittigt.

Desuden er Eminems sans for at skabe grinagtig underholdning ud af brutale og voldsomme emner en evne, de fleste komikere formentlig misunder ham. Lyt blot til ’Role Model’ eller den efterhånden ikoniske intro til førstesinglen ’My Name Is’, hvor Eminem over et fladpandet boom bap-beat og med en stemmeføring som en børne-tv-vært nasalt rapper ”Hi kids, do you like violence?/Wanna see me stick nine-inch nails through each one of my eye lids?/Try ’cid and get fucked up worse than my live is?”

Eminem magtede dog også at være seriøs, tungsindig og melankolsk. Første vers af den sorte ’Rock Bottom’ er et fint eksempel på en mand, der er på vej ud over kanten. Og samtidig et eksempel på en rimstruktur og stemmeføring, der for altid ville sætte nye standarder for, hvad god hiphop-lyrik er og et bevis på, hvorfor Eminem stadig regnes som den måske bedste rapper og hiphop-lyriker nogensinde, tyve år efter pladen udkom: ”I feel like I’m walking a tight rope without a circus net/poppin’ Percocet, I’m a nervous wreck/I deserve respect but I work a sweat for this worthless check/I’m ’bout to burst this TEC at somebody to reverse this debt”.

Eminems kombination af smerte og melankoli kombineret med absurditet og humor på et hidtil uhørt højt plan var, hvad der for alvor fangede denne skribent, da jeg 16 år gammel hørte pladen for første gang.

I min omgangskreds var det nu-metallen, der for alvor havde ageret musikalsk fællesnævner for en håndfuld relativt velopdragne knægte, der nogle år inden havde indledt et halvhjertet ungdomsoprør. Bevares, jeg selv var blevet nødtørftigt opdraget i thrash, grunge og Iron Maiden af min storebror, før jeg selv i en umættelig trang efter mere musik tog på opdagelse i alt fra Florida-død over rapmetal og 70’er-rock til svensk melo-punk. Andre i slænget havde rodet med punk og hardcore, andre igen med klassisk heavy metal og nogle stort set kun med den tidlige 90’er-hiphop. Men nu-metallens formative år blev vores fællesnævner; Korn og Deftones i særdeleshed, og i nogen grad bands som Spineshank, Limp Bizkit, Coal Chamber og Orgy lærte os, at det var okay at være pissesure og teenage-følsomme på en og samme tid.

Man måtte godt skrive tekster og tale åbent om, hvor nederen det var at bo i en røvsyg Århus-forstad med for mange Jehovas Vidner og midaldrende parcelhus-par, om at være skilsmissebørn, om at nogle piger ikke syntes man var så sej, som man selv gjorde, om at spille i et band, der lød af helvede til og om i bund og grund at være skidetræt af det hele. Fordi puberteten. Men det vidste vi bare ikke endnu. Og midt i denne realisering af, hvad man også kunne udtrykke gennem tekster og musik, dukkede Eminem op.

Vred, ked af det, klar til at sige ”fuck” til alt, men samtidig også humoristisk og vanvittigt underholdende. Eminem formåede at være relevant for os, at være dyb, sensitiv, splitterarrig og galgenhumoristisk og samtidig gøre det på så indebrændt og aggressiv en måde, at selv ikke den første Slipknot-plade, der kom samme år, helt kunne følge med. Han var ikke metal, men han havde et udtryk, der gjorde ham relevant for os unger, der egentlig bare var på jagt efter det oprør i musikken, som metal indtil videre var bedste bud på. Eminem var magisk. For en teenager, der ikke fattede ret meget og troede han var verdens navle, var Eminem alt det bedste samlet i én ikonisk figur.

Længere holdbarhed end konserves

Hvad der gør Eminem så bemærkelsesværdig er den holdbarhed, der ligger i mandens lyrik og musik. Ud over Deftones som jeg, til tider til egen store undren, har ophøjet til helgenstatus, tror jeg ikke jeg har nydt en nu-metalplade i mindst ti år. Hverken de nye eller de go’e gamle. Men ’The Slim Shady LP’ rammer stadig dybt, hver gang jeg hører den. Hvilket er tit.

Det var pladen, der gjorde ham til superstjerne og for altid sikrede, at han aldrig mere med bare nogenlunde integritet kunne rappe om at være ”broke as fuck”. Og mens opfølgeren ’The Marshall Mathers LP’, med sine næsten endnu mere bitre tekster og mørke synths kunstnerisk set formentlig er et endnu bedre værk, indeholder den ikke den samme galskab og slet kontrollerede vanvid som gennembrudspladen. 

’The Slim Shady LP’ er stadig den første grund til at stort set alle, der er noget ved hiphoppen i dag, er fulde af løgn hvis de ikke nævner nu 46-årige Marshall Mathers blandt deres primære inspirationskilder. Fra Kendrick Lamar og Tech N9ne over Lil Wayne og Machine Gun Kelly til Earl Sweatshirt og Tyler, The Creator. Eminem er hiphoppens Metallica, og ’The Slim Shady LP’ er ’Kill ’Em All’ OG ’Ride the Lightning’ i en stinkende fed, fuckfinger-givende pakke.

Og med det på plads, er det tid til vores fem ’ekstrametalliske’-standardspørgsmål:

Hvor langt væk fra metal er det her?

Pænt meget. Musisk er der intet metallisk i det, selv om de flade boom bap-beats til tider lyder som pap-lilletrommen på ’St.Anger’.

Er der overhovedet noget metal over det?

Der er rigeligt med referencer til rock- og metalnavne i løbet af teksterne. Nine Inch Nails, Rage Against the Machine, Kurt Cobain, Kid Rock, Ozzy og Beastie Boys bliver alle nævnt. Og så bliver der jo også dræbt og lemlæstet en god håndfuld mennesker henover teksterne, hvilket jo per definition er ret metal.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?

Lyrikken!! Den er ganske uforlignelig, og en gennemlytning af ’The Slim Shady LP’ har samme virkning som en god gang grindcore. Man føler sig lettet, glad og tømt for aggressioner bagefter. Pladen har samme indbyggede terapeutiske virkning, som metallen generelt har.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?

I værste fald begynder man at høre rap-metal. Hvilket man som regel skal lade være med. Fordi der stort set ikke findes noget godt af slagsen. I bedste fald lærer man at sætte pris på, hvad en velskrevet tekst kan gøre for et ellers ordinært musiknummer.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?

Jeg fangede Eminem midt i min nu-metalperiode, men tematikken i Eminems tekster er også ofte blevet sammenlignet med tidlig Marilyn Manson eller Nine Inch Nails. Man kan selvfølgelig også kaste sig ud i at høre Kid Rock eller Limp Bizkit, hvis man virkelig gerne vil høre hvide mænd rappe, men det frarådes. Alt i alt bør man nok bare høre Eminem-pladen i stedet.