Den ekstrametalliske dimension: MC Einar – 'Den nye stil'

81MB3IfxyoL

I 1988 kom den første danske rapudgivelse, da MC Einar udgav 'Den nye stil'. Det var en udgivelse, der fangede interessen hos vores skribent, der dengang blot gik i 2. klasse. Og måske blev den et springbræt til den efterfølgende interesse for metal.

Kunstner
Titel
Den nye stil
Dato
16-06-1988
Trackliste
1. Provokerer Onanerer
2. Sorgenfri rap
3. Superskufle
4. Slap A'
5. En Af Den Slags Dage
6. Den Nye Stil
7. Poptøs
8. Wienerbrød
9. MC Einar Bonusbeat

I en glimrende podcast fra P3, ’Den nye stil – historien om dansk rap’, kan man høre skabelseshistorien for dansk rap og hiphop. Den første række afsnit bringer historien om 80’ernes spæde dansemoves, breakdance i egentlig outdated 70’er-træningstøj over graffiti på togvogne til beats, scratch og at finde det rette sprog til den musikimpuls, rappen, som i løbet af 80’erne tog unge mennesker med storm og skabte et livligt undergrundsmiljø med et evigt fokus på at være først. Det, de ville være først med, var dog en import af en ny og spændende musikkultur fra USA, som virkelig havde fanget de unges interesse. Rapmusikken og alt, hvad der fulgte med. Men først i Danmark. Det ville de være.

Det er historien om infigthen mellem Rockers By Choice og MC Einar. To grupper hvis bagmænd begge startede på engelsk, men fandt den gyldne vej med musikken, da de lod munden motionere de rytmiske ord ud på dansk. Eller som MC Einar synger det i ’Provokerer, Onanerer’: ”Det er på dansk, det er selvfølgelig på mit eget sprog”. Men helt så enkelt var det nu ikke, for forud for den seriøse rap, hvor passionen altså var ægte, havde Danmark hørt Per Pallesen rappe i ’Fodermester-rap’ og fodboldsangen ’Rap Nu (We are Danish Dynamite)’, hvor Gunnar ”Nu” Hansen rapper verset. Begge i 1984. Og det kunne ikke blive mere kikset. 

Kikset på grund af kvaliteten, men også fordi det føltes som en latterliggørelse af den nye bevægelse, som var i gang i undergrunden, hvor passionen for den nye amerikanske musik med beats, rap og scratch og skrappe tekster var kæmpestor. Der var ikke plads til, at der blev gjort grin med musikken, og derfor foregik det også på engelsk først. Og det blev taget seriøst i en aktiv undergrund.

Helten, outsideren
For Nikolaj Peyk var forsøget blevet gjort på dansk, men det lød dumt og gav kedelige associationer til de førnævnte for-sjov-rap-sange. Men en dag havde han uventet besøg af Einar Enemark. En gammel ven, som på ingen måde var en del af miljøet i undergrunden og ikke kendte meget til rap, men skæbnen ville, at Peyk og DJ Jan (Jan Kabré) skulle lege med musikken den dag, og for at Enemark ikke skulle føle sig helt udenfor, blev han som en gestus spurgt, om han ville prøve at lægge nogle ord på. Ordene var smedet af Peyk, men lyden ramte som en forhammer. Nu kunne dansk rap noget på dansk. Koden var knækket. 1987. Hvor de andre i scenen var flasket op af det amerikanske, så var Enemark ikke bekendt med det, lød naturlig på dansk og prøvede ikke at overgøre noget i en amerikansk imitation.

Derfra gik det stærkt, og det var vigtigt, for det handlede om at være først i dette miljø. Først til at kunne de sejeste breakdance-dansetrin, først til at ramme teknikken bag de fede scratches, først til at lave en whole-car (graffitiudsmykning af en hel togvogn). 



Er det trve?
MC Einar, som Østerbro-gruppen valgte at kalde sig, udgav ’Den nye stil’ i juli 1988. Først. Et hårdt slag for Rockers by Choice, der i mellemtiden også havde ramt en pladekontrakt og fundet den gyldne vej med tekster på dansk, for deres debut ’Opråb! Til det danske folk’ kom først senere samme år. Og forholdet mellem de to grupper var derfor ikke varmt, for selvom de var passionerede om samme formål, så var det også en scene præget af en udtalt konkurrencementalitet. Udefra set kunne det i retrospektiv og med metaløjne minde lidt om forholdet mellem Konkhra og Illdisposed i 90’erne. Her var scenen blot dødsmetal, en anden musikkultur, som blev importeret fra det store udland og udøvet med stor glød herhjemme.

Det gjorde det heller ikke bedre, at MC Einar med Einar Enemark i front havde en mand, som slet ikke kom fra miljøet. Han havde jo ikke engang lavet graffiti! Selvom han synger ”Jeg malede tog, før du vidste, hvad graffiti var”, igen i ’Provokerer, Onanerer’, men man må huske på, at ordsmeden i MC Einar, det var Peyk, der var lidt af en graffiti-konge i en periode. Men dilemmaet kan en metalfan naturligvis relatere til. Kan man virkelig mene noget alvorligt og gøre det ordentligt, rigtigt, når der kan drages tvivl om ens trve-ness? Tænk blot på Myrkur. Amalie Bruun havde, før man hørte hendes indledningsvis Ulver-inspirerede black metal under kunstnernavnet Myrkur, tilladt sig at skrive popsange (gud-nåde-og-trøste-hende), herunder et tema for Paradise Hotel. Så kan man da aldrig nogensinde siden lave sort metal, det må da være en livskrise eller måske et væddemål! Men i begge tilfælde viste det sig, at talent nu ikke kunne fornægtes, og passionen jo nok også var der alligevel. 

Nej, det er ikke metal. Men …
Men hvad får så en metaller til at sætte sig ned og her på ord hylde dansk raps første udgivelse? Endda i fattige i ord i sammenligning med det fantastiske flow, der ligger i komboen af Peyks flyvende tekster og Einar Enemarks fede stemme med den tykke københavnerdialekt. Indrømmet, noget har med nostalgi at gøre, for det var det første stykke musik, som jeg aktivt kan huske at have ønsket mig, og jeg fik det i julegave i 1988, noget tid efter udgivelsen. Og jeg hører stort set ikke andet end metal (ja, jeg er så en af dem, der på spørgsmålet ”Hører du så slet ikke andet end metal?” kan svare ”Ikke meget…”). Jeg hører dog en del metal, som i bund og grund ikke er metal længere, uagtet at det kan findes i pladebutikkernes sektion for den slags. Ting, som måske er startet i metal, men så er blevet noget helt andet som Anathema, Pain of Salvation og Ulver. 

MC Einars ’Den Nye Stil’ vender jeg alligevel tilbage til nogle gange om året. Og jeg kan i dag godt se, hvad der kan have ført mig fra denne udgivelse, som jeg stødte på, da jeg gik i 2. klasse, til jeg omkring 6.-7. klasse for alvor fandt metallen.

Der er bare et eller andet over ’Den nye stil’. Og det kan godt være, at det var rappen fra USA, som inspirerede medlemmerne bag, men måske er det, der lokker i metallen ikke så langt væk i MC Einar. Tag den egentlig let tonløse vokal, som hvis den ikke var så rytmisk måske blot skulle tilsættes en lidt mere hæs stemme, og som ved en lidt højere stemmevolumen næsten kunne være thrashet. Ordene var også hårde, til tider provokerende eller udtryk for en helt håbløs situation, og Enemark lød vred og ligeglad med det meste, når ordstrømmen først var flyvende. Okay, det er måske med et vist selvironisk glimt i øjet, og alt var måske heller ikke den fulde sandhed. Men hvor mange metalmusikere har egentlig ofret et barn til Satan? Der pyntes hist og her for kunstens skyld. Så det er nok begrænset, hvor meget køkkensprit og lightergas der blev indtaget af medlemmerne af MC Einar, der nåede to album og en meget kendt julesingle i sin karriere fra 1987-1990.

Succesens sideeffekt
For det blev en kort affære. Både Peyk og medlemmerne af Rockers By Choice, der også red på den danske rap-bølge med hits som ’Opråb! Til det danske folk’ og ’Engel’, oplevede i øvrigt, at den undergrund, som de selv havde elsket, og været meget vigtige brikker i, da der skulle skabes en egentlig scene, pludselig vendte dem ryggen. En historie, man som metalfan også kan nikke genkende til. Kommerciel og bred succes tolkes alt for ofte som mainstream og at sælge ud. For Peyk og vennerne betød det altså en ganske kort karriere som MC Einar, men Nikolaj Peyk så man senere i Østkyst Hustlers, og Einar Enemark har fundet sammen med jazztrioen KunTakt. 

Tilbage til ”metallen” i musikken på ’Den nye stil’. Det var rap og hiphop, og hvad der hørte til, der var udgangspunktet, men det er også et musikalsk område, som aldrig har været bange for at låne fra andre. Og her har den hårdere musik måske været en faktor for gruppen MC Einar. Hører man de første optagelser til det, som blev ’Provokerer, Onanerer’, så foregik det over ’Back in Black’ af AC/DC. Og den endelige albumversion er flankeret af en ret hård guitar. 

Rockers By Choice undrede sig i øvrigt over den der ”heavy metal-guitarist”, som Chief 1 tørt bemærker i nævnte podcast: ”Hvad laver Jimi Hendrix her, hva’ sker der for hiphop?!” Og guitaren går igen i flere numre på ’Den nye stil’, mens der også er godt med trommer på, og groovet er i højsædet. Det swinger, og indimellem er det nærmest tungt. Der er også en legesyge med samples og instrumenter. Saxofon er der flere steder, og så er der den afslappede ’Sorgenfri Rap’, som er en lille fortælling, rappet over et stykke Vivaldi.

Barndommens naivitet og 80’erne genfortalt
Når man stod der i 2. klasse med sit MC Einar-kassettebånd, så var der så meget man ikke forstod. Man kunne føle sig mægtig sej, selvom hitlisterne tydeligt viste, at man nu ikke var så unik, selvom de andre i klassen ikke lige havde sådan et bånd. Men det var catchy, og de mange ord var til at lære, selvom alt måske ikke gav mening. Undertegnede har levet en tryg, beskyttet opvækst i en forstad til København. Forældrene var skolelærere og rygere, som den slags nu ofte var det i 80’erne, og det dér røg kunne jeg ikke udstå, nægtede at udtale ordet ”cigaret” og kunne bestemt ikke lige række dem pakken, hvis den var tættere på mig end dem ved sofabordet i stuen. Så tekstlinjen i ”Jeg provokerer, onanerer, ryger masser af hash” blev i mine egne gengivelser på værelset derfor til ”Jeg provokerer, onanerer…lalala…hash”. Røg er skidt. Men pyt med at sætte sig ind i, hvad hash var for noget (det var nu sikkert også bedst sådan). Og andre dele af sætning forstod jeg helt sikkert heller ikke betydningen af.

Til gengæld kunne jeg lide teksterne for deres beretninger, der var små historier fra dagligdagen. Ikke en dagligdag jeg selv kendte der i 2. klasse, men der var nu noget sjovt over, at personen i ’En af den slags dage’ bare ikke rigtig havde held med pigerne og ender med at flygte og blive kørt ned af en ambulance. Eller hvordan tyggegummignaskende poptøser med Salomon-tasker (dem kan jeg godt huske – de fandt også vej til den lille forstad, tasker som tøser) virkelig får blodtrykket op i det røde felt hos den stakkels MC Einar. Ja, i dag er teksterne faktisk også glimrende til at fortælle, hvad 80’erne i populærkulturen var. Eller i hvert fald en reminder, for det er måske ikke lige alle, der er født betragteligt efter udgivelsen i 1988, som kender meget til den myriade af personer, steder og begreber, der serveres i ’Superskufle’. Erling Bundgård, Jørgen de Mylius, lørdagskylling, fejlfarvede Arnoldi-mælkekartoner, Gitte Stallone, La Santa Sport, Walter & Carlo, og og …

Det er måske lige dele nostalgi og 80’er-charme, som får mig til stadig at sætte den her på. Men jeg synes nu, det holder endnu. Jeg er ikke ellers sprunget på rap og hiphop siden, det skulle måske lige være lidt Eminem, hvilket en kollega også tidligere har fremhævet kvaliteterne i i denne artikelserie. Hiphop og rap er for mig i dag – og her er jeg måske bare blevet gammel og fordomsfuld – bare dyb bas, bling-bling, vulgært sprog, se-mig-kultur osv. Ja, der er klart plads til, at jeg kan blive klogere på det, og måske er der også nogle, der gør det med et glimt i øjet, som hos MC Einar, og noget af det, som holder underholdningsværdien oppe for mig i dag. Jeg har nok ikke givet den efterfølgende rap og hiphop en ærlig chance, men hvorfor skulle jeg? Jeg har ’Den nye stil’.

Hvor langt væk fra metal er det her?
Det er rap, forstadiet til hiphop, så svaret kan måske gentages fra vores artikel om Eminem. Men som nævnt, så er der altså en hård guitar på et par numre, og så er der den aggressive vokal, dels i tone og dels i tekst. Selvom vi end ikke befinder os så meget som en millimeter i et forstadie til growl, så er der elementer, som fint ville gå an i metal.

Er der overhovedet noget metal over det?
Ja, det mener jeg godt, man kan sige. Det er lidt søgt, men det er også noget af pointen i denne artikelrække: at finde metalreferencer og -relationer i noget, der ikke er metal. 

Udover guitaren i nogle numre, så er der i tekst og vokalstil også en håbløshed, en modløshed, som dog er med en del mere glimt i øjet, end når metal beskriver livets tristesse.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Flowet og de danske tekster. I en tid, hvor mine kolleger på Devilution har advokeret for at synge på dansk, så kan man passende lære lidt her. De kan noget. I nogle af de lidt langsommere sange med godt, solidt basbeat, så er der ikke så langt til groove metal, hvis blot der lå en hård guitar over.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
Man får måske en lyst til at høre den mere bøllede del af metallen, som Pantera og Power Trip?

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Nu findes der jo rap-metal, så det kan man måske godt sige. Og i den mindre seriøse boldgade, så har Lækre Jens i Red Warszawa god nok ikke et helt så elegant flow, men hvis man tør, så kan man måske komme til at se visse ligheder fra Red Warszawa til MC Einar. Der er historiefortællinger om observationer i samfundet i teksterne i begge dele, men hvor Red Warszawa vælger at gøre det outreret, så er MC Einars tekster ikke helt så langt fra virkeligheden, når der fortælles om kiksede scoringer, der ender på hospitalet, foragt for poptøser og benovelse over hærværksmænd i et S-tog (”De snitted’ som gale, det var dygtigt gjort”).

Til den mere seriøse side, så måske noget Dog Eat Dog som jo har trompeten, hvor MC Einar også havde stor gavn af et blæseinstrument, nemlig saxofonen.