Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et år uden Copenhell: Redwood Hill

Updated
Redwood Hill, Copenhell 2016

Redwood Hills seneste album 'Ender' udkom kort efter lockdown og forsvandt i corona-snak. Der er derfor midlertidig stilstand i lejren, hvor Copenhell havde været en kærkommen afrunding på trilogien og en hjemkomst til den festival, de har besøgt gennem alle årene - men sådan skulle det som bekendt ikke være.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

I skulle have spillet på Copenhell i år. Hvad er jeres forhold til denne festival?

Vi har haft nogle af vores bedste koncertoplevelser som band der. Det fede ved store festivaler er, at du ofte også møder en stor del af publikum, som ikke kender dig i forvejen. Som fans af metal har vi også været på festivalen siden første år. Det har altid været en unik festivaloplevelse.

Hvad betyder det for jer som band, at blandt andet Copenhell 2020 er aflyst?

Tja, det betyder ret meget. Vores plade blev udgivet lige efter, at landet lukkede ned. Så ikke nok med vi måtte aflyse vores to releaseshows, så var alt opmærksomhed i de uger på alt andet end ny musik. Samtidig var Copenhell lidt kulminationen på vores opmærksomhedsplan for vores nye plade. Vi er et band, som har valgt ikke at spille mange koncerter, så når ting bliver aflyst har det stor negativ konsekvens for os.

Hvad havde I ellers på programmet i løbet af festivalsommeren?

Ikke rigtig noget.

Afhængig af hvor længe jeres mulighed for at turnere begrænses, har I så gjort jer nogen tanker om, hvordan I vil udvikle jer som band, indtil alt er normalt igen?

Vi har ikke noget at stille op i disse tider. Vi håber på at vores koncerter i oktober bliver til noget. Vi har ikke haft lyst til at skrive nyt musik endnu. Mest på grund af, at vi gerne ville gøre den nye plade “færdig” med de aktiviteter, som det kræves, men også fordi vi ikke ved, om der er mere vand i brønden. Vi har følt os udtømt efter “Ender” og har egentlig været tilfredse med vores trilogi.

Hvilken betydning tror I, nedlukningen vil have for musikbranchen i de kommende år?

Det kan kun være lagt i ruiner. Boet bliver nok først gjort op efter 2021, men det er ikke en branche, som kan tåle meget modgang. Vi er heldige, at vi ikke er økonomisk afhængige af branchen.

Har I selv ladet jer inspirere af andre kunstnere og deres måde at håndtere krisen på?

Nej. Vi har f.eks. takket nej til onlinekoncerter. Dette er ikke noget, vi føler, passer til vores koncept som band. Men bands gør det, de skal for at overleve, og det kan vi sagtens forstå. Men vi har ikke set noget, vi føler os inspireret af.

Hvad er efter jeres mening det bedste, der er kommet ud af denne situation?

Vi synes ikke, der er meget positivt, der kommer ud af situationen. Det virker, som om folk stadig kun kigger på deres egen navle og ud fra egne behov, intet nyt under solen der. Men hvis rygterne om et globalt samarbejde om udviklingen af en hurtig kur viser sig at være sande, ville det klart være positivt.

Får vi jer at se på Copenhell 2021?

Det ved vi ikke endnu, men vi håber selvfølgelig, at invitationen også ligger til 2021.