House of Franco #103

Populær
House of Franco #103

Franco-drengen skriver denne gang om sine oplevelser på Heavy Days In Doomtown-festivalen. Artiklen er dedikeret til Jeff Hanneman. RIP.

Kunstner
Titel
Heavy Days in Doomtown
Spillested
Dato
02-05-2013
Genre

Foto: Jens, Terry Jones fra Pagan Altar og en døv Rhona Reid foran Dødsmaskinen

DAG 1

Da jeg for første gang i 7 år ikke var til Roadburn, glædede jeg mig utrolig meget til den danske udgave af tungmetal-festivalen. Som til Kill-Town Death Fest var jeg også aktivist til Ungdomshusets massive DIY-arrangement. Jeg havde en DJ-tjans på Stengade sammen med Jens Bacon, som jeg også laver søndagsradio med. Vi valgte at blande NWOBHM og thrash med proto-doom fra 70’erne, hvilket vi fik rigtig god respons på. En engelsk gut forærede mig en grindcore-plade som tak dagen efter. Sweet!

Først var der noget udstilling og oplæsning på 1. sal, med tilhørende gratis bag-in-box-vin. Sublim start. Bottom Feeder, som jeg har set utallige gange, åbnede HDDT med et sludge-brag. Jeg chillede mest udenfor under det næste band. Min gode veninde Rhona havde introduceret mig for Huatas forsanger, Ronan, så jeg var helt oppe foran, da det franske band indtog scenen. Ronan havde klædt sig ud i teatralsk munke-agtigt kostume, mens han drak pærevin, som jeg fik en tår af. Deres tunge doomrock var det klart bedste, jeg så denne torsdag.

Næsten alle hyldede Hexvessel, men jeg kom aldrig helt ind i deres musik. Jeg var nu også mere fokuseret på vores DJ-sæt, hvor jeg mest spillede vinyl, mens Jens Bacon bare havde taget sin computer med. Klogt tænkt, da mine pladecovers blev noget hærget under festen.

Pludselig fortalte Martin Lager (Brudte Løfter, Sinister Creation), at Slayers Jeff Hanneman netop var død, hvilket totalt fuckede min hjerne op sammen med alle de pils, jeg havde hældt i løgnhalsen. Jeg blev ret hurtigt i mærkeligt humør over tabet af min teenagehelt. Mener også jeg tudede en del, mens vi spillede Slayer-klassikere resten af natten.

DAG 2

Jeg vågnede lettere forvirret over gårsdagens noget blandede oplevelser. Jeff. Død af nyresvigt efter at ha været syg i tre år pga. et satanisk, kødædende insektbid. Jeg valgte – nok meget klogt – at tage i fitness for at pumpe sorgen (og alkoholen) ud af min krop. I dag skulle jeg vise film i min Virus Bio, der var rykket til et lokale i Kulturhuset, som er nabo til Ungdomshuset.

Allerede halv to var jeg ankommet til Dortheavej og fik med hjælp fra Mikkel (en supersød bibliotekar) sat ’Run Angel Run’ i gang over projektoren. Herefter gik jeg ned for at feste i solen i Ungerens gård. Martin Lager og jeg fik hurtigt smidt t-shirtsne og nød solen i fulde drag foran nordvestvampyrerne. Sådan ruller vi nemlig på Ama’r.

Dagens 2. film, ’Django Kill’, blev sat på ved firetiden, og den fordrukne gårdfest tog til i styrke. Jeg har set hollandske Toner Low levere en eminent koncert på Lades Kælder for nogle år tilbage, og doompsykopaterne skuffede heller ikke denne gang. Deres lyd var blevet lidt spacy, hvad der klædte musikken ganske fint.

Andre højdepunkter denne fredag var Belzebong, Procession, Samothrace og Conan. Sidstnævnte spillede så infernalsk højt, at vi var en del, som var nødt til at rykke uden for Store Sal efter 25 minutters tid. En ven fortalte om søndagen, at volumen på et tidspunkt nåede op i 130 dB! Den var vist ikke gået på et mere konventionelt spillested, haha. Det var næsten for meget og tenderede mod syg form for sadomasochisme. Deres sæt var noget mere crust-punket, end jeg tidligere havde set dem levere. Overgrebet blev senere skyllet ned med utallige Venom-drinks (tequila sunrise) og lækker veganermad fra Ungerens køkken.

DAG 3

Som forventet vågnede jeg med tinnitus-agtig summen for ørerne. Fedt. Så er man døv, tænkte jeg. Fuckin’ Conan! Eftermiddagen forsatte som dagen før. Jeg viste ’Return Of The Living Dead’ og ’Shivers’ og festede massivt i solen, mens jeg fik nasset mig til nogle skrewdrivers.

Rhona ’Hvad-Sagde-Du?’ Reid og jeg brugte flere timer på at liste alle de mentale og fysiske skader, som Conan havde påført os, da vi havde planer om at sagsøge dem for vold. Fantastiske Danava startede mit musikprogram denne fredag, men desværre stoppede lydproblemer hurtigt deres sæt. Surt!

Dagens punkede rock’n’roll-indslag stod Lecherous Gaze for i Dødsmaskinen. Sjældent har jeg set en sanger, som var så meget på. Sættet toppede, da han kastede sig ud blandt publikum under deres cover af ’Johnny B. Goode’ og blev båret rundt af begejstrede fans. Jeg har før set Cough, men orkede ikke hele koncerten pga. skader, som Conan havde påført min sjæl. Rhona faldt i søvn oprejst og vågnede, da hun fik en stagediver i hovedet!

Det hurtigt tænkende Ungerdomshuscrew havde rykket lidt rundt på rækkefølgen, og vi fik en sublim Danava-koncert i dødsmaskinen. Tak for det, D61! Deres sprøde Captain Beyond-inspirerede 70’er-rock var lige, hvad vi trængte til efter gårsdagens terrorangreb fra Conan.

Bagefter forsatte den gode tråd med klassisk metal fra de britiske veteraner i Pagan Altar, som jeg før har nydt til Roadburn. Den gamle gentleman Terry Jones havde heldigvis stadig sin stemme i behold.

New Zealandske Meth Drinker hamrede os derefter i gulvet med deres ondskabsfulde sludgehærg, og de mere end levede op til mine høje forventninger. Ondskaben blev også videreført til fulde af amerikanske Graves At Sea, som spillede et knusende brutalt sæt, hvor der blev stagedivet heftigt. Sangerens bizarre stemme var af en anden planet. Før havde jeg set Heat, hvis glatte svensker-agtige rock ikke sagde mig noget særligt. Det gjorde Graves At Sea til gengæld. Jesus fuckin’ Christ! Jeg forlod festen omkring ved fem(?)tiden, faldt søvn i bussen og endte i Dragør. Bummer.

DAG 4

Efter fire timers søvn var jeg tilbage og vise film i Virus Bio. Her blev jeg glædeligt overrasket over, hvor mange der dukkede op til Hong Kong-splatterorgiet ’Riki-Oh’. Festivalens sidste kultbasker, ’The Thing With Two Heads’, var også godt besøgt. Til de andre to biografdage havde der været ca. lige så mange mennesker, som da Tumor Warlord spillede i Esbjerg.

Drukfest i Ungerens gård. Igen. Brok over Conan-skader. Igen. Jeg valgte at droppe nogle shows denne søndag, da jeg var fuldstændig smadret. Svenske Skraeckoedlan, som jeg i min brandert konstant kaldte for Skøgebodegaen, var vist meget fine. Men dagens koncert var klart tyske Kadavar, der som Danava brillede med sublim 70’er-tråd. Seremonia var typisk finsk weirdness, der vekslede fra halvklodset stoner (max plankning af Iron Butterfly riffs), til punk og en panfløjte solo!?! Jeg havde set Bad Buddha Rising før til Roadburn, så jeg snuppede kun par laaaange numre med det lettere teatralske doom orkester.  Øresund Space Collective havde Tom Sutton (Church Of Misery) som gæste-guitarist, hvilket fungerede optimalt i deres improviserede space rock-univers. Min gode ven Scott aka Dr. Space storsmilede under hele koncerten, mens han tilsatte Hawkwindske rumlyde. Engelske Moss afsluttede fornemt festivalen med et udmærket doomet sæt.

Herefter blev drinksbaren igen flittigt besøgt, og Thor fra Scavenger Brats fik mig overbevist om, at jeg skal synge på et af deres numre. Yeah! Den anden HDDT-festival var en massiv succes på alle leder og kanter. Utroligt, at DIY konceptet kan virke og gennemføres så tjekket. Max kudos til alle frivillige! Man burde dog næste gang blande bandsne lidt mere. Det blev nogle gange lidt hårdt at se knusende doom-sludge-navne efterfølge hinanden, hvorfor 70’er-tråd-bands var stærkt tiltrængt. Specielt efter, at Conan slog os ihjel om fredagen. Jeg arbejder stadig videre på Rhonas og mit sagsanlæg.