House of Franco #130

Jens har været en tur i Ungdomshuset og se Pyramido, Hashbreath og Reefer.

25. Januar : Pyramido, Hashbreath, Reefer @ Dødsmaskinen, Dortheavej 61

De lokale helte i Reefer startede aftenen med et brag af en cementblanderkoncert. Jeg har set bandet flere gange, men det her var nok deres bedste show til dato. Psykopattonsetungt doom/sludge, der ledte tankerne hen på et tidligt Celtic Frost album i slow motion tilsat Winters ’Into Darkness’-lyd. Vi fik et par lange numre fra deres fremragende demo ’Bow Before The Alter Of The Drugs’ samt to nye af samme længde og knusende brutalitet. Reefer kan deres shit og består af medlemmer fra bl.a. Undergang, Demon Head og Mold, så metal-CV’et fejler intet. David growler lige så ondskabsfuldt som i Undergang, men i Reefer drejer det sig om rygeren, ikke opløste lig og andre blodige uhyrligheder.

Når man taler om rygeren, så var Malmøbandet Hashbreath næste stop i piben. Jeg har hørt dem intenst på nettet og havde store forventninger til deres sæt. De blev alle indfriet. Svenskerne var lige så knusende tunge som Reefer og mindede visse steder om Bongzilla og Weedeater. Hvad sker der lige for de dopernavne?!? Et yderst velspillende og veloplagt band, som jeg glæder mig til at se igen. Håber dog ikke for Hashbreath, at de har bandnavnet skrevet på turnébussen, hvis de skal til Tyskland og møde landets emsige autoriteter, der ikke er helt nede med fjolletobak.

Modsat Hashbreath havde jeg ingen store forventninger til svenske Pyramido, men de leverede en udmærket koncert. Som de to forrige bands var vi også i den meget tunge afdeling tilsat både crust og lidt postrock. Der var en stor gut, som sang i starten og dukkede op igen til sidst. Jeg ved ikke, om det var den sædvanlige lineup, men de overraskede alle – i hvert fald undertegnede - med et hurtigt Discharge-cover af ’Ain’t No Feeble Bastard’ som en herlig hardcore punk-afslutning.

Alt i alt en fremragende aften i Nordvest. Stor ros til lydkvinden, der gav alle tre bands sublim (HØJ!) lyd. Eneste minus var måske, at det slæbende doombongtempo i alle grupper var næsten det samme. Men det er et mindre kritikpunkt, som sikkert ikke deles af alle de fremmødte Roadburners. Vi fik også masser af svedigt 70’er-heavy fra bookeren, Rhona, der også var DJ. Og selvfølgelig Teddy Edelmann-hittet ’Skråt Op’. Plakaten for showet er i øvrigt krydret med dæmoner fra en Mercyful Fate-tegneserie.