House of Franco #51
PopulærJens Franco anmelder i denne uge en split-7'er med københavnske Undergang og amerikanske Funebrarum samt det spritnye debut-demobånd fra de lokale sludge-helte Torchlight.
Undergang/Funebrarum - The Dead of Winter/Split 7" (Doomentia Records/Kill Town)
Denne dødsmetal-udgivelse - der er udsendt i begrænset oplag - var jeg så heldig at få fingrene den 11. Februar, hvor Undergang og Funebraum begge leverede fremragende koncerter på Loppen. Her var det også muligt at købe cd versionen af Undergang's 2. album, 'Til Døden Os Skiller', men jeg venter selvfølgelig på vinyludgaven.
Undergang's side, 'Kloakkens Afkom', er en fornem indikation af brutaliteten på 'Til Døden Os Skiller', det samme var 'Hævntørst' flexi-singlen og 2-track-kassettebånds-teaseren fra sidste år. Tung rådden dødsmetal i flere forskellige tempoer, dog uden det bliver for teknisk. Bassen er lidt mere fremme i lydbilledet denne gang, mens Torturdøds nådesløse guitar stadig skærer giganthuller i ozonlaget. Hans dæmoniske growl er tillige endnu mere ekstrem end før. Produktionen er ultra rå og kraniumknusende som en desperat tysk tank på afveje på Østfronten. Og ja, 'Kloakkens Afkom' handler Teenage Mutant Ninja Turtles! Der er vist nogen, som aldrig bliver helt voksne, haha.
New Jersey bandet Funebrarum har eksisteret siden 1999, det er dog første gang jeg stifter bekendtskab med dem - udover Loppen-koncerten (missede deres sæt til Kill-Town Death Fest 2011). Deres track, 'Delusions in the Sheltered Womb', på side 2 er cirka lige kompromisløst ondskabsfuld som Undergangs. Her leveres også tung brutal død, dog med guitar soloer. Med andre ord, begge bands supplerer hinanden perfekt med deres apokalyptiske dommedags metal, der ligesom Acephalix (som Undergang har tourneret med) har elementer af crustpunk. Flot at ildsjælene bag Kill Town Death-festivalen er involveret i en så stærk udgivelse. Jeg bukker og takker.
Tjek Undergang på Myspace HER!
Og tjek Funebrarum på Myspace HER!
Torchlight - Demobånd (Raw Birth Records)
I House of Franco # 47 interviewede jeg Nikolaj fra det nystartede københavnske Raw Birth Records, og i fredags udkom selskabets første udgivelse med Torchlight, der spillede en sublim koncert i Ungdomshuset med de lokale Bottom Feeder (et andet Raw Birth Records band, hvor Nikolaj spiller guitar) og tyske Union of Sleep.
Hvor Bottom Feeder er over i Eyehategod-sludge metal-stilen, er Torchlights sludge metal en del tungere. Vi er næsten over i noget satans ond og langsom funeral doom, pakket ind i nosser så store som B-52 bombefly. Båndet består af to lange knusende numre; 'What Shines Behind the Sun' (som Torchlight spillede i fredags) og 'Carnivorous Material' - med en samlet spilletid på cirka 20 minutter.
Torchlight består af medlemmer fra grindcore-bandet Dead Instrument (som har en LP på vej fra Raw Birth Records), og hvor dette band sætter hastighedsrekorder for et dansk band, går Torchlight den stik modsatte vej ned i et downtuned helvede af had og aggression, der sjældent er set på disse breddegrader. De ultra brutale guitarer er perfekt suppleret af Jacobs mareridtsagtige growl vokal. Ikke for sarte sjæle. Fans af Grief, Sleep og Moss bør klart investere 25 kroner (!) i dette bånd, som har international sludge klasse. Din nabo vil hade dig for evigt!
P.S. Husk 'Heavy Days In Doomtown' festivalen i københavn i begyndelsen af maj, hvor både Torchlight og Bottom Feeder spiller.
Tjek Torchlight på Facebook HER!
Se mere til Raw Birth Records HER! og på Facebook!