House of Franco #20

Vi er klar med anden del af Francos reportage fra hans USA-rejse med Cola Freaks og Fossils.

Med Cola Freaks og Fossils i USA 2011 - Part 2

16.-21. Maj

New York var næste stop. Humøret var højt, Fossils havde netop hentet vinyludgaven af deres 'Meat Rush' album på posthuset. Det var en længere regnfuld køretur gennem Ohio, Pennsylvania og New Jersey før vi ankom til the Big Apple mandag aften ved 8-tiden. Vi fandt spillestedet, "Death by Audio", som lå i Brooklyn, satte gearet på plads. Efter et besøg i en billig lille mexicansk restaurant, var vi tilbage, og jeg satte merch boden op. Jeg var overbevist om, at vi skulle møde en masse NYC-hipsters, men "Death by Audio" var en lettere slidt lille undergrundsklub, hvor en håndfuld frivillige fik stedet til at køre, DIY-stilen med billige PBR og sprut.

Simon fra Fossils havde problemer med den bas, han købte i Chicago. Lortet var defekt, så han måtte låne en af et andet band, hvad der delvist ødelagde deres lyd. Der var et par rigtigt gode lokale bands, specielt Passive Aggressor og Sunshine SS (fantastisk navn!) imponerede med sludgy noise rock og beskidt punkrock. Jeg købte 7"-ere med begge bands, Sunshine SS singlen var specielt dejligt frastødende med et cover af en dude, der junkede sig i pikken.

Cola Freaks sluttede aften med et solidt show, hvor Mads fik hevet fandt i nogle yankee'er under koncerten. Vi mødte nogle danskere, bl.a. pige Mads kendte fra det gamle Jagtvej 69. Desværre skulle vi videre ved 2-tiden om natten, for at nå et show næste dag i Washington DC. Ikke lige det (første) møde med New York jeg havde forestillet mig. Vi fandt en Motel 6 efter et par timers kørsel, hvor Frihedsgudinden viste sig et par sekunder.



Tirsdag aften skulle vi til en pladebutik, Smash Records, i DC. Jeg var lettere overrasket over, hvor pænt og grønt, der var i byen, som ellers har et rygte om stor crack kriminalitet. Måske var det den pænere del af byen, vi befandt os i. Tidligere havde vi kørt gennem Maryland, home of John Waters' Baltimore.

De flinke folk fra Smash Records skaffede os pizza og der var gratis PBRs. Første band var de lokale Thee Lolitas (skrækkeligt navn), som spillede en udmærket gang Memphis-punk, der ville passe perfekt til Gonerfest. Simon havde mere held med den bas han lånte her, og Fossils leverede et suverænt show i pladebutikken. Samme gjaldt Cola Freaks der virkelig fik sat gang i folk blandt pladehylderne. Det var en ung flink gut, som hed Matt (guitarist i 86 Mentality), der ejede Smash Records-butikken.

Han fik hurtigt organiseret at alt gear blev kørt til hans lejlighed, så vi kunne nå at blive stive på et par værtshuse den side af gaden. En pige, der havde arbejdet på en bar, sørgede for gratis drinks til os. Og vi kvitterede med at lære hende danske udtryk som "sædkiste", til stor forvirring for hendes meget fulde kæreste. Vi endte senere på et sted der hed Pharmacy, som havde en fin jukeboks og et sjovt skydespil. Da de lukkede, fes vi hjem hos Matt og crashede.

Onsdag morgen stod vi relativt tidligt op for at køre tourist stilen foran Det Hvide Hus. Her fik vi taget nogle fjollede fotos, samt besøgt Lincoln Memorial ("firearms prohibited"!?!) og de lange hyldest mure til faldne soldater fra Korea og Vietnam krigene. Tæt ved Det Hvide Hus blev der solgt t-shirts, der bl.a. fejrede Osama Bin Ladens død – "Osama Got Obama’ed". Smagfuldt. Jeg nøjedes dog med et Air Force kasket og en Sponge Bob-is. Vi sagde farvel til Matt, og rykkede videre til aftenens job i Richmond, Virginia. De fleste af os var rygere, så vi var hooked på at komme til tobaksindustriens mekka, da en pakke Camel kostede 11 dollars i Chicago (lidt mindre i DC), mod 4 dollars i syden. Absurd prisforskel.

Aftenens show var på et værtshus og vegetarrestaurant, "The Sprout", som var fyldt med unge studerende. Jeg nåede, modsat de andre, at få en yderst delikat salat til afveksling for det sædvanlige junkfood. Koncerten var fri entré med donation til bands, hvilket de fleste gange gav flere penge end et sædvanligt show. Jeg solgte også ekstremt mange plader til de unge mennesker.

Første band var de lokale Eurotics, som spillede fed trashy punkrock med masser af energi. Simon havde endelig penge tilbage for sin defekte bas og købt en ny, så han kunne her trykke den af med Fossils med fuld fuzz-fræs. Cola Freaks leverede et intenst shows, som de unge elskede. Bagefter hang vi lidt udenfor med publikum, og Fossils Per fik den dårlige nyhed at Killing Joke netop havde aflyst deres kommende Europa-tour pga. guitaristens sammenbrud. Vi overnattede i en lille lejlighed hos koncert arrangøren, en hardcore Devo-fan, med tatoveringer og dukker der hyldede hans favoritband.

Vi skulle videre til Raleigh, North Carolina, men skulle først lige hente covers til den nyeste Cola Freaks-single, 'Farvel', som meget passende havde et foto af Bin Laden. Folk var af gode grunde lidt spændt på hvordan amerikanerne ville reagere på det cover.

Vi fik også tjekket et par fine pladebutikker ud, og fik købt rigeligt med vinyl i Vinyl Conflict og Deep Groove. Den første havde masser af dansk punk og hardcore, samt Moonless-maxien. På vej til Raleigh stoppede vi i Waffle House, hvor ekspedient ved navn Bunny var meget begejstret for møde danske bands, og købte en Cola Freaks cd. Vi blev mødt i North Carolina med et skilt, der sagde noget med "Welcome to the most military friendly state in America!". Velkommen til ANTiSEEN land!

Spillestedet i Raleigh hed "Tir Na Nog", en større irsk sportsbar og restaurant. Stedet var lidt fesent, det skulle oprindeligt har været et house show, men var desværre blevet flyttet i sidste øjeblik til baren, hvor man skulle være over 21 for at komme ind. Der var dog to store lyspunkter ved showet, jeg fik en kæmpe steak på over et halvt kilo, og så et af tourens aller bedste bands, Double Negative, et fantastisk hardcore band fra Richmond. Både Fossils og Cola Freaks leverede suveræne foran et lille publikum. Og Amerikanerne syntes at Cola Freaks' Bin Laden 7"-cover var rigtig god humor.

Senere fandt vi et sted at sove hos en herlig ung sydstatspige ved navn Carla, der boede med nogle folk fra Logic Problem. Vi købte en masse øl, og festede det meste af natten i deres hus, og dansede fordrukne rundt til punk metal som Midnight samt lidt Lady Gaga.

Simon fik en paryk som han optrådte med senere på touren. Carla illustrerede perfekt de store problemer med det Amerikanske sundhedssystem, da hun havde et dårligt knæ, men ikke havde råd til at betale for en operation. Pga. knæet var det nok umuligt for hende at beholde sit job, hendes arbejdsgivere ville ikke betale noget. Det giver jo ingen mening!

Fredag skulle vi videre til Charlotte, også i North Carolina. Vi sagde farvel til Carla & co. og takkede for deres gæstfrihed, fik noget John Mogensen på i bussens stereo som vi skrålede med på, mens Per sad med høretelefoner og lyttede til Fossils og hans komplicerede trommespil. Aftenens show var en festival kaldet "Treasure Fest", hvor Cola Freaks skulle spille i en pladebutik (Lunchbox Records) mens Fossils var booket på et værtshus.

Programmet var desværre næsten kun fyldt med dårlig screamo og poppunk, men Fossils havde dog måske tourens bedste lyd til deres show, Cola Freaks væltede Lunchbox, og jeg fik solgt en del. Her spillede også Logic Problem, hvis intense hardcore var det eneste af de amerikanske bands som virkeligt holdt.

Vi overnattede hos sangeren, som lod til at have en fotografisk hukommelse angående danske hardcore punk bands. Vildt. Før vi tog med Logic Problem sangeren, fortalte Mads at mine absolut Charlotte favoritter, redneck punksne ANTiSEEN, og deres legedariske sanger Jeff Clayton, havde en 19 årig datter, der nu var – ikke mudder-wrestler – men blod-wrestler! Mener det var hende, der sov i en hundekurv som barn. Papa Clayton må være stolt.

Vi stod op, hørte lidt af det nye GG King album, som lød bedre end deres singler. Sad lidt på terrassen i det hyggelige hus og nød en smøg. Folk i syden bor i huse, ikke i lejligheder. Så tog vi på Bojangles og fik torturkylling, hvorefter vi kørte mod et af de shows, jeg mest så frem til, nemlig Quintron og Wizzard Sleeve.

På vejen til Atlanta, så vi flere Jesus-freaks med skilte. En højreorienteret præst havde for nyligt fremsagt jordens undergang, "The Rapture", som ville indtræffe kl. 18 denne lørdag aften. Det var ufatteligt varmt i North Carolina, men endnu varmere i Georgia. Måske ligefrem helvedes varmt?

Vi ankom til spillestedet og restaurant The Earl, fik gearet på plads, og tog for os af retterne fra deres imponerende menu, samt en del Miller High Life, der nu havde afløst PBR som min favoritøl. Kristoffer fik snakket med Chad fra Wizzard Sleeve, der godt kunne huske mig fra De Høje Hæles USA tour i 2009. De var blevet fædre nogenlunde samtidigt, så der kom baby snak på bordet. Forinden havde jeg mødt gode gamle King Louie, 20 minutter før "The Rapture", så måske var han skyld i at jorden ikke gik under denne gang. Han påstod han havde brækket sit ben, men jeg troede ikke helt på ham. Han var dog i bedre humør end sidst på Elværket.

Det var rigtigt godt at møde Gentleman Jesse igen, og hans nye band, COPS, som startede aftenen fornemt med sæt af topkvali catchy sydstatspunk, der måske kunne minde om hans gamle band Carbonas. Så var det Cola Freaks, som var mere end tændte på at være inkluderet i en så stærk line-up, måske tourens bedste. De skuffede ikke. Jeg knaldede fuldstændig ud til Wizzard Sleeve (fra Mobile, Alabama), som jeg har så sidst jeg var i Staterne. Deres spooky mørke space punk havde udviklet sig, numrene var længere, og der blev hamret apokalyptisk igennem med tromme, guitar og synth…masser af synth. Chad er for cool.

Så var det tid til dukke teater, og Quintron og Miss Pussycat havde et endnu mere wacky show, end sidst jeg så dem i København. Vi var flade af grin. Deres Little-Richard-meets-Suicide-on-rockel-fuel party musik var endnu skarpere end jeg huskede fra tidligere. Måske skyldtes det de fantastiske numre fra 'Sucre du Sauvage' dobbeltalbummet, der lige var udkommet på Goner Records. Absolut et af verdens bedste bands liveband, der på flere sange havde King Louie (og hans nye flamme) med på scenen. Louie var også tidligere med på vokal på et Wizzard Sleeve nummer. Jeg fik snakket med Quintrons far og den skøre Miss Pussycat, som var bange for hvaler, hvad hun mente vikinger også burde ha været på deres togter for 1000 år siden.

Vi drog hjem til Jesse og festede det meste af natten. Mads og jeg havde en lille Bruce Springsteen vs. Lady Gaga-konfrontation (jeg HADER "The Boss" som pesten!), men vi blev gode venner igen.