House of Franco #7

I dette nummer af House of Franco får Jens sig en snak med de århusianske doom/sludge rockers i Double Space, der fortæller om at turnere, om Slayer og ABBA og en eventuel split-single med The Storm...

Double Space startede i 2003, i nærheden af Århus. Var der en plan fra starten om musikken?

Mikko: Faktisk startede Rasmus og jeg allerede med at lave numre helt tilbage i 2001 på mit 9-kvadratmeters værelse i det kollektiv jeg boede i. Vi havde ingen forstærkere eller noget og spillede gennem mit stereoanlæg! Men vi er lidt pinlige over at indrømme det, for så er det jo bare endnu længere vi har været i gang uden at komme ud af flækken. På den anden side er det efterhånden bare blevet en del af legenden om Double Space - altid op ad bakke!! I 2003 fik vi endelig Per med efter at have ledt i 2 år efter en trommeslager, der fattede den mindste bjælde af hvad vi havde gang i. Planen fra start var at lavet et stoner band. Men som man kan høre på demoen endte det egentlig mere i noise rock end noget andet.

Per (som også spiller i Fossils): Første gang jeg hørte Raz og Mikkos lydunivers fattede jeg ikke en bjælde. Dengang jeg kom med ville de gerne være stener, men vi blev mere og mere støjrock med lidt math og syre. Og så gik vi meget hurtigt i den tunge retning efter den første demo. Så der var ikke rigtig nogen overordnet plan, bare at vi alle tre syntes, at det rockede max.

Rasmus: Vi kom ret hurtigt til at kede os ved den tåbelige vision om at lave stoner og begyndte derfor relativt hurtigt at smadre vores ellers så snorelige komponerede riffs – især efter Per kom med. Men vi har redefineret os selv en del siden og er nok fælles om en angst for at blive for genretypiske og lade os begrænse alt for meget af en eller anden niche – deraf nok også vores tendens til at multi-genre-betegne os selv.

En af jeres første koncerter var med notoriske Jay Reatard's Lost Sounds, fortæl om den?

Mikko: Det var vores debutkoncert. Det var noget lort. Der var et nummer vi bare ikke kunne få gang i. 3-4 gange måtte vi starte på det før det lykkedes. Pinligt! Fyrene fra Lost Sounds syntes overraskende nok at vi spillede fedt, men blev pænt rystede da vi fortalte dem at 1) det var vores første koncert og 2) vi gerne ville spille stoner. "Don’t do that!", kan jeg huske en af dem sagde meget bestemt. Jay Reatard gjorde ikke noget væsen af sig, hvis det er det, du tænker på. Anede ikke manden var med i bandet før du bragte det på bane!

Per: Kan faktisk ikke huske så meget fra den koncert andet end vi startede det nummer fire gange før det lykkedes. Det var pinligt! Tror jeg har det på bånd et eller andet sted. Føj for satan! Det er først i dag gået op for mig at Jay Reatard var med i det band vi varmede op for. Sejt mand!

Rasmus: Jeg husker den koncert præcis ligeså træls… vi hed vist midlertidigt Rummodul dengang og det midlertidige var nok rimelig definerende for os på daværende tidspunkt – vi havde intet clue om hvad det var, vi lavede eller hvor vi ville hen. Og flere af teksterne var lavet i en alkoholrus dagen før eller sådan. Så altså, selve koncerten var temmelig meget op ad bakke for os. For mit vedkommende kendte jeg ikke meget til Jay Reatard dengang – det var mere Blake Fleming fra Electric Turn to Me som tidligere var med i både Dazzling Killmen og Laddio Bolokko, der var giraffen.

Hvad har været jeres underligste show, og hvorfor? Gå bare i Spinal Tap-mode...

Per: Underligste show? Måske da vi spillede i jakkesæt på Ungeren! Men det var også Halloween-fest, så man skulle se lidt mærkelig ud. Ellers spillede vi engang på beboerhuset i Sølystgade i Århus. Vi skulle spille sidst, og Raz og jeg havde kigget lidt for dybt i en del blå Thor. Det hele sejlede og gik i slow motion den aften.

Rasmus: Jeg synes den underligste oplevelse var da vi blev rippet efter et gig i et latterligt skur af et spillested i Prag 9. Vi var inden gigget ret oppe at køre over at skulle spille i Prag, men stedet viste sig at befinde sig helt ude i den yderste udkantsslum. Det viste sig desuden, at de ikke havde gjort en skid for at promovere showet andet end at hænge et A4-ark op inde på selve stedet. Det endte selvfølgelig også med at vi kom derfra uden en klink, da prisen for maden, der bestod af en pålægsplatte; lydmanden de havde hyret til at supervisere vore medbragte lydmand; de øl vi drak; og den strøm, vi havde brugt på at spille skulle trækkes fra vores hyre. Det betød faktisk at vi fik en regning, som vi dog slap for at betale efter at Krogen havde haft gang i de helt store gloser. Det var fan'me dårlig stil.

Mikko: Det er nu ikke fordi der sker så meget underligt når vi spiller shows. Folk står for det meste bare helt stille og tager musikken ind. I starten troede vi at alle folk hadede os hardcore indtil det gik op for os at de var nødt til at stå stille og koncentrere sig for at følge med i numrene. Det har dog en enkelt gang affødt en noget stenet situation. Da vi spillede til Distorted Picnic - en udendørs undergrunds festival i Århus - havde været regnbyger i løbet af dagen og folk havde sat sig i de opstillede Harald Nyborg-pavilloner, når himlen åbnede sig mens de første bands spillede. Så kom vi på og det startede med solskin i ca et halvt nummer eller noget. Alle punkerne stod fint stillet op på rad og række godt 5 meter væk fra scenen ude i det fri. Så begyndte det ellers at vælte ned som det ikke havde gjort før. Alle mand høj blev stående i den silende regn hele sættet igennem. Respekt er kun et fattigt ord.



Det kedelige "hvad er jeres inspirationskilder" sædkiste-spørgsmål...

Rasmus: Alt der er fedt. Det er selvfølgelig nok de hårdere genrer, der smitter mest af og konverteres mest direkte til inspiration.

Mikko: Slayer og ABBA er sæden, hvorfra alting udspringer, Jens, fat det nu.

Per: Vi kan godt finde ud af at lytte til de samme ting, og vi er gode til at spille nye ting for hinanden i øveren, men der er ikke altid udelt enighed om, hvad der dér ud over er fedt. Det har tit ført til ophedede diskussioner i band-bilen på vej til et gig, når man hører hinandens medbragte mixede cd'er! Så skyder musikpolitiet fanme efter benene!

Hvad indtager I, før I går på scenen?

Rasmus: Jeg indtager som regel væsker i ca. denne rækkefølge: Øl, øl, øl, vand, øl, øl, øl, vand og øl.

Per: Vand, Vand, Vand og Vand! Vi er ikke så gode til det med at spille påvirkede (jævnfør med ovenstående episode i Sølystgade), men bagefter kan det gå hurtigt med at finde hegn!

Mikko: Så lidt som muligt. I Double Space har der altid været næsegrus respekt til diverse langt-ude-og-skide dødsmetallere som drikker en kasse bjørnebryg, ryger 10 joints hver og spiller et ultra tight set bagefter. Vi har fra start bare måtte erkende at vi ikke er den slags mennesker. Vi er gamle trætte familiefædre med begrænsede evner, som vi prøver at udnytte det bedste, vi har lært. Og det går endnu mindre godt, når vi er helt brændt af i skallen. Det kan jeg love dig for! Rock 'n' Roll = nej. Træt = ja.

Europa touren med Rising gik fint?

Mikko: Nej den gik PISSE-godt. Den tour har gjort verdener til forskel for det her fucking band, og er den direkte årsag til at vi endelig har fået katapulteret os selv ud over rampen for en gangs forpulede skyld. En stor tak går ud herfra til Rising og Jacob Krogholt (det frække apparat) i særdeleshed!

Rasmus: Det var en much needed energitilførsel til Double Space. Uden den havde vi nok stadig stået og øffet i øvelokalet over at vi endnu ikke var blevet opdaget.

Per: Vi kan ikke takke Rising nok for at have givet os muligheden for at komme med. Det gav os en masse spillemæssig erfaring. Double Space har eksisteret i laaaang tid, men vi havde aldrig spillet ni koncerter i træk, hvis det ikke var for den tour! Det var som at øve 500 gange! Og så blev det hele ikke dårligere af at vi rykkede direkte i studioet og indspillede fire sange over to dage!

Double Space har eksisteret i næsten 8 år, men meget få udgivelser...er I dovne?

Mikko: Nej. Uheldige, fattige og har ufattelig ringe kollektiv karma. Vi har jo for fanden haft helt færdige indspilninger som sank i jorden med manden der optog dem og de sidste af vores sparepenge. Hvad stiller man op med den slags pis??

Per: Det har aldrig været den egentlige drivkraft i Double Space at lave udgivelse efter udgivelse. Vi har brugt megen tid i øvelokalet på at arbejde med at definere det univers, der udgør Double Space, og vi har vægtet det at komme ud at spille frem for at producere udgivelser. Det er jo netop der, man vokser som band, og der man får erfaring til at gøre tingene bedre. Før i tiden har vi ikke altid været det samme sted, når vi var midt i at lave et nummer. Men kommunikationen er blevet meget, meget bedre i bandet. Desuden arbejder vi jo alle tre og har familie osv. Det tager jo også noget tid fra bandet.



Produktionen på 12"eren er måske den mest knusende og rå jeg endnu har hørt af noget dansk sludge/doom band, hvordan forløb indspilningen?

Mikko: Er der andre danske sludge/doom bands?? HAHAHA!! Ej, der er måske et par stykker. Trommerne blev tracket allerede i sommeren 2008. Så gik der det sædvanlig Double Space ding dong dynamolygte i den. Min kæreste var ved at tage livet af sig selv og lidt andet "spændende" kom dumpende ned fra himlen, og bandet flød lidt i baggrunden.

- Guitarene og vokalerne kom først i kassen efteråret 2009 - i al hast - da Rising bad os om at supporte dem på touren, og det gik op for os det nok var en ide at få lortet færdigt til selv samme tour. Alt er optaget i vores gamle øver hvor der var sådan cirka verdens ringeste akustik. Det hele blev mixet af Q et par uger inden det skulle i trykken i Januar 2010. Lad os bare afsløre det med det samme: Q reddede det hele! Men jeg antager også at han indså den eneste mulighed var at smadre det. Det var mildest talt kummerligt materiale han havde at arbejde med rent lydmæssigt. Jeg er glad for jeg slap for at lave det mix!!

Per: Q har fået en rigtig fed lyd ud af en rådden optagelse. All Hail the great Q!

Hvad sker for 'The Rock'-coveret? Jeg tænker "av min pik" for gutten, der hænger nøgen i træet.

Mikko: Hehe. Vi var sådan set kun enige om det skulle være noget andet end biler, flammer, skulls, hampblade, patter og alt det andet kliche pis inden for genren. Enter Per og hans gakkede koncepter. Det frøs nogle minusgrader den dag og det blæste. Det er ærgerligt man ikke kan se sneen på jorden. Men lidelser måtte der i hvert fald til, før coveret var i kassen. Diller mod bark blev det dog ikke til, men håbet lever til næste cover.

Rasmus: Det var på alle måder et billede, der blev taget for sjov, men de smukke black-metal-referencer lod sig ikke overse.

Per: Black metal med lidt hippie-økologi-tema. "Tree hugger". Gi' træerne et kram! Hvis man vender coveret på hovedet ligner det en kylling!

Interesser udover musikken...hvid slavehandel, Aleister Crowley, smølfer, crystal meth?

Rasmus: Ehhhhh… musik… nå nej, udover musik… ehhh…

Mikko: G.A.S aka. Gear Aquisation Syndrome, chubby chasing og øl.

Per: Hvad der sker den 21. december 2012???........ Og hvad med Kola halvøen i Rusland?

Hvornår spiller I til Roadburn?

Per: Når de ringer! Nu har vi endelig fået pladen skippet lidt rundt og anmeldelserne er begyndt at komme ind. Måske det kan gøre en forskel? Det ville være en stor oplevelse at spille der.

Mikko: Vi bliver måske booket nogenlunde snart. Det har jo ikke lykkedes os at få andet end rave reviews for vores 12" indtil nu. Men lur mig om ikke der sker et eller andet latterligt, så vi ikke kommer til at spille dernede alligevel. It is the way of the Double Space!

Hvad synes I om den danske rock scene i dag?

Mikko: Ikke så meget. Den holdt op med at bekymre mig for mange år siden. Der er jo altid et udenlandsk band at finde, som gør det samme - bare federe.

Rasmus: Jeg synes det sker rigtig gode ting flere steder i undergrunden, men "den danske rock scene" er en betegnelse, der ikke siger mig en noget som helst. For det første er det oftest synonymt med Carpark North, Kashmir og Gnags, og derudover har det ikke nogen musikalsk kvalitet i sig selv at et band tilfældigvis skulle komme fra DK. Jeg er bare glad når der er nogen, der laver god musik - og hvis de kommer fra DK er det da nemmere at netværke med dem.

Per: Der er masser af spændende bands i undergrunden, og der spilles stor musik i DK, og det virker som om at publikummet til det bliver større og større. Undergrunden har som sådan altid levet med sig selv uden den store presses bevågenhed.

- Men man godt mærke en tendens i pressen til at de hungrer efter at lille Danmark får et band, der bliver verdenskendt, efter det gik galt i 70'erne med Gasolin og i 80'erne med D.A.D. Da Aqua så i 90'erne brager igennem internationalt, så lægger en del rock-anmelderne sig på knæ i bedestilling med hovedet mod den amerikanske drøm og skriver side op og side ned om dette fantastiske gennembrud for dansk musik!

- Op i røven med den musikalske integritet, de er store i USA. Det er jo hyklerisk. Der er tilsyneladende nogle af de midaldrende musikanmeldere i diverse dagblade, der med den store våde amerikanske anmelderdrøm, hungrer efter et rock band fra DK, der kan levere varen internationalt. De kigger bare det forkerte sted!

- Det er et utal af danske bands der under radaren gennemfører tourneer i hele Europa og USA uden nogen i den etablerede presse beskæftiger sig med det. Der er masser af danske bands, der kan opfylde anmeldernes drømme, men de skal jo helst have star quality og x-faktor og alt det pis. Den danske musikpresse er fattig og hæftet op på en forældet opfattelse af, hvad der gør musik interessant. Men det er da en befrielse at se bands som Cola Freaks og Iceage blive anmeldt i Berlingske Tidende. Så lidt retfærdighed er der da til!



Hvad handler en Double Space sang typisk om?

Mikko: Et eller andet tidpunkt hvor en af os har haft nederen på, gjort noget nederen, eller oplevet noget nederen. Dog med udtalt vægt på den rent følelsesmæssige forløb af oplevelsen. Det er nok pis at ta’ af - tro mig.

Per: Vi skriver altid om de nederen ting, der gør livet nederen! Vi er sådan nogle mennesker der altid lige er på vej op mod bunden... men vi griner meget. :)

Rasmus: For at opretholde vores utrolig maskuline ydrer, er vi jo nødt til at få afløb for alt had, klynk og frustration et sted…

Planer i fremtiden for Double Space? Split-singler med The Storm?

Mikko: Det er da fandens som rygterne spreder sig. Ja, Pernille Rosendahl ringede lige den anden dag og jeg kom til at sige ja, fordi jeg var fuld og hun lød lidt sød i telefonen. Så nu sidder vi i saksen.

Rasmus: The Storm er jo det eneste rigtigt svedige hæwiband i DK, så en split med dem er en selvfølge. Derudover vil vi gerne udgive noget uden The Storm og spille og lave numre og turnere. Konkrete planer er vi ikke gode til at have.

Mikko: Vi har 4 numre til en EP indspillet mixet og klar. Vi mangler et label. Lad os se om det fucker op som det plejer. Vi er også i gang med numre til vores første fuldlængde. Det går til gengæld over al forventning.

Per: Vi laver nogle nye spændende numre for tiden. Lidt en ny retning men stadig crushing! Double Space har det rigtig godt!