House of Franco #19

Jens Franco er tilbage fra USA og bringer i dette nummer af House of Franco første del af hans reportage turnéen med danske Cola Freaks og Fossils.

Med Cola Freaks og Fossils i USA 2011 – Part 1

10.-15. maj

Via Amsterdam og Memphis ankom vi til Chicago uden det helt store drama. Okay, sangeren fra Lambchop (og muligvis Rudy Frederiksen) stod af flyet i Memphis, og der var lidt problemer med den AVIS-bus, vi lejede i Chicago. Vi er undertegnede, Jacob (trommer), Kasper (guitar), Morten (guitar), Mads (vokal), Kristoffer (synth) samt Fossils drengene Per (trommer, også i Double Space) og Simon som var bassist i begge bands på touren, da Anders fra Cola Freaks desværre måtte blive hjemme og passe skolen. Savnede allerede Anders og hans smittende humør, som var et stort aktiv de to forrige gange, jeg har været på tour med Cola Freaks, men så havde jeg muligheden for at lære de gæve Fossils gutter at kende.



Der var massiv hedebølge, da vi ankom om tirsdag aften i den vestlige del af Chicago. Vi skulle overnatte hos en håndfuld unge mennesker fra Lucky Gator Records, som havde et kæmpe loft på cirka 200 km2 ovenpå en sort damefrisør. Vi fik parkeret bussen i deres garage og fes straks ned i en butik og købte en masse Pabst Blue Ribbons og Miller High Life-pils, hvorefter der blev festet det meste af natten med flinke Lucky Gator gutter og deres damer, til vi faldt omkuld på diverse sofaer.

Da vi vågnede onsdag, larmede air condition-anlægget for fulde hammer, hvad jeg hurtigt fandt ud af var en nødvendighed, da Chicago af en eller anden grund havde juni vejr i maj. Det vil sige cirka 30 grader. Viva A/C! Dagen skulle bruges til at købe gear i diverse Chicago musik forretninger, men først fik vi lige spillet lidt bordtennis samt besøgt en Dennys, hvor vi åd et massivt og typisk amerikansk morgenmåltid med æg, bacon, hashbrowns, pandekager med sirup og jeg fik drukket adskillige mango madness smoothies.

Det var en meget hærget og slummet del af Chicago, vi boede i, flere gustne områder virkede totalt forladt bortset fra alkoholikere og narkomaner. Musikbutikkerne lå mest i en anden (hvid) del af Chicago. Ved et kryds så vi en gut ryge crack i sin bil, mens han ventede på grønt lys. Folk brugte hele eftermiddagen på at købe og leje gear, mens jeg mest læste lokale gratis musikaviser, og undrede mig over hvor mange Priest/Maiden/Metallica tribute bands, der findes i Chicago. Ikke meget klassisk Chess blues action her. Oprah havde lige fået en vej opkaldt efter sig, efter hun stoppede sit tv-show i Chicago.

Ved ni-tiden var vi tilbage igen i garagen, og blev mødt af en grillfest og det første Trouble-album. Godt med noget grillmad, var tidligere draget af "burritos bigger than your head!"-fastfood steder. Flere af Lucky Gator-fyrene er i et band, Lipreader, som senere havde en øver med noget grunge/poppunk, der ikke lige var min kop te, men de var superflinke og gæstfri, selvom jeg i min brandert opfordrede dem til at brænde Det Hvide Hus ned. Senere spillede Morten og jeg pool med dem, og faldt i søvn til en retarderet Troma-film kaldet "Pot Zombies", der dog havde en live optræden med Dwarves, hvorefter Blag & Co. blev til zombier og åd deres fans.

I dag var første dag, Cola Freaks og Fossils skulle spille på USA-touren. Jeg fik overbevist flere om, vi skulle spise morgenmad på Dunkin' Donuts lige overfor Lucky Gator. Kaffe og Bacon & Egg bagels blev fortæret i butikken mens Devo og Ultravox kørte over højtalerne. Nice. Drengene tog derefter ud for at købe amps, mens Mads og jeg blev på Lucky Gator loftet. Her fik jeg brændt 50 Tumor Warlord demo cd'er (Mortens og mit nye band), som skulle gives til folk på touren. Efter drengene kom tilbage med amps, spiste vi ufatteligt billige hotdogs og fritter på Polish Sausage fastfood stedet, hvorefter vi tog til aftenens spillested, Empty Bottle.

Efter gear'et var sat op, tog Mads, Kristoffer og jeg i den nærmeste pladebutik, K-Starke Records, hvor jeg købte Leonard Nimoy/Mr. Spock's Music From Outer Space-pladen og et bizar anti-drug Mr. T-rapalbum.

Tilbage i Empty Bottle mødte vi Darius fra Criminal IQ Records, samt folk fra Lover! (bl.a. Rich fra The Reatards) foran og bag baren, som lige havde spillet i Helsingør. Jeg satte merch-boden op (bl.a. med USA-udgaven af Cola Freaks debutalbum på Douchemaster Records), mit "job" på touren, ved siden af Darius' sublime distro. Hans band Claw Toe var aftenens første band, som leverede syre punk af høj kvalitet samt sarkastiske oneliners af samme kvalitet. Lipreader sagde mig ikke så meget.

Fossils-duoen fik en fornem USA-debut med deres knusende AmRep-ish instrumental hærg (Zu møder Lightning Bolt og Om?). Trommeslageren Per var den eneste af os, som ikke før havde været i Staterne, så han var ellevild. Cola Freaks leverede varen, som den supertighte og hyperenergiske new wave/punk maskine de er. En fremragende start på touren, bortset fra et problem. Koncerten havde længe været annonceret som et gratis show, hvor bandsne skulle dele pengene der kom ind i baren, men i sidste øjeblik blev det ændret til et 8-dollar show, hvorfor der ikke kom særligt mange mennesker. Bummer. Men jeg fik at hilst på nogle søde teenage piger, som var Iceage-fanatikere, hvad der lover godt for Iceages kommende USA-sommertour.



Vi stod tidligt op fredag, da der skulle køres det meste af dagen til "Horrible Fest" (en 3-dages festival, der startede dagen før) i Cleveland, Ohio. Klimaet ændrede sig radikalt, fra nærmest subtropisk hede til en kold marts dag på Ama'r. Men det første jeg så, da vi ankom til "Now That’s Class!"-baren kl. ti om aftenen, var en nøgen Timmy Vulgar fra Human Eye i en udendørs jacuzzi i baggården. Indenfor i baren var der kaotisk men fantastisk noise punk fra Plates, som mindede lidt om The Blowtops og Chrome Cranks.

Efter Natural Child og killershows med Cola Freaks og Fossils fik jeg hilst på Lillian Cecil, bassisten fra Tyvek, som havde lovet at komme til "Horrible Fest" med sin søster, selvfølgelig fordi klokken nu var over tolv, og det var min fødselsdag. Tumor Warlord havde nogle uger før touren spillet vores debutkoncert med Tyvek i Helsingør, samt festet med os efter Tyveks Loppen koncert hjemme på Fort Franco. Jeg fik et æg i gave, en typisk Detroit-ting?!?

I baggården var der en efterladt bil, som Paul, ejer af "Now That’s Class!"-baren, havde købt til fri hærg. Efter den var smadret, satte nogle psykopater ild på bilen, så den eksploderede! Men hverken politi eller brandvæsen kom og lukkede festen. Velkommen til Cleveland!! Efter Ohios Psandwich kom et af nattens højdepunkter (udover den eksploderede bil) i form af Tinsel Teeth, fronted af en næsten nøgen sanger ved navn Stephanine. En bindegal pige – Lady Gaga, Wendy O. Williams møder GG Allin? Det musikalske højdepunkt kom nok i form af Detroits legendariske Human Eye, som var det første band jeg bookede i Dæmonens Port for nogle år siden. Timmy Vulgar gav den gas på vokal og guitar, vi fik sublime space punk smagsprøver fra Human Eyes tredje album, 'They Came From the Sky' (Sacred Bones Records). Resten af natten fik jeg festet igennem med Timmy og Lillian. En perfekt start på fødselsdagen!

Ved ikke rigtigt hvornår lørdagen begyndte, da jeg ikke fik sovet særligt meget, men druk sumpede den hårdt med Timmy og hørte Roxy Music-plader. Den dreng er jordens mest behagelige festabe. "Horrible Fest"-programmet startede allerede omkring middag med koncerter på et lokalt bowling sted kaldet Mahall's. Det var mest hardcore punk bands, hvad der passede mig fint. De lokale lømler Bad Noids startede festen med et brag, iført fuglefødder. Herefter var der power violence med Holy Fuck! som inkl. festivalens MC på bass, en herlig 160 kilo knægt ved navn Tony.

Andre kickass navne var Southside Stranglers (inkl. folk fra Government Warning), The Ropes og bizar eccentrisk mongo punk med de lokale helte i Folded Shirt (medlemmer fra 9 Shocks Terror, Darvocets og Homostupids), som nok var eftermiddagens højdepunkt. Cola Freaks fik vist flaget igen med et brag af et sæt, hvor Mads tvang flere til at synge dansk. Jeg fik efterhånden lært, at første nummer ikke hed 'Dø Mand Dø' men 'Købmand', nok takke være en masse gin & tonics i distro rummet ved siden af.

Hjem igen til "Now That’s Class!", hvor Timmy var vågnet. Vi gik straks i gang med den liter gin, jeg havde fået af Cola Freaks og Paul i fødselsdagsgave. Aftenens første bands var Drug Dragons, et fremragende band fra Milkwaukee, som blandede KBD punk og 70'er-hardrock med masser af attitude. Bagefter var det Mac Blackouts (The Daily Void, Functional Blackouts) nye band, Mickey, som lød som en blanding af Slade og Jay Reatard! Fantastisk band.

Så var det tid til at se Flyin' Trichecos med Paul (også i Inmates og Darvocets) på guitar. Et fuldstændigt vanvittigt hardcore punk show med øl og flasker som røg gennem lokalet, deres sanger er bindegal! Jeg hang ud på trappen i baggården og fik snakket med folk, der bl.a. troede på ufoer. Skøre Amerikanere. Bagefter fik jeg set den sidste del af Homostupids heftige sæt i kælderen, samt lidt af Mr. California. Dagen sluttede perfekt med de legendariske God Bullies (Amphetamine Reptile Records), hvis sanger Mike Hard nok er den bedste frontmand jeg har set sammen med Little Richard. Der blev brændt bibler og det Amerikanske flag. Vildt show.



Søndag eftermiddag tog vi over til bowlingbanen, efter folk havde brækket sig over min billige flaske gin, for at lede efter Simons dyre earplugs. Flere af de lokale hjalp os med at lede, og ved lille mirakel de fandt dem. Amerikanere er de flinkeste mennesker i verden! Bagefter spildte vi en time på at se en chimpanse voldtage en frø på youtube. Paul tog os senere ud på en fantastisk Mexicansk restaurant, hvor jeg fik en sublim ret med blæksprutter og rejer.

Vi tog tilbage på Now That’s Class!, hvor der var en håndfuld Motörhead-inspirede crust bands (bl.a. Wrathcobra og Oil Tanker), som gav den gas foran et lille publikum i den store sal. Now That's Class! var oprindeligt en bøssebar, så der var en del underholdende malerier af mænd der havde gang i diverse seksuelle aktiviteter. Før jeg skulle sove på Pauls gulv, fik jeg lige en snak med to medlemmer fra dødsmetal bandet Nunslaughter, som havde spillet et par gange i Danmark. De, ligesom næsten alle Amerikanere jeg har mødt, var selvfølgelig hardcore fans af Mercyful Fate.

Læs anden del af Francos tour-reportage i næste uge!