House of Franco #207

Krigsguden anmelder nye skiver med Church Of Misery og Deiquisitor.

Church Of Misery – 'And Then There Were None' (Rise Above Records)

Da nyheden om, at Scott Carlson fra det legendariske grindcoreband Repulsion skulle være den nye sanger, var jeg positivt overrasket. Det har dog ikke ændret musikken væsentligt for det 21 år gamle japanske band, som udsendte deres debutalbum, 'Master of Brutality', i 2001 på Southern Lord. Det er bassisten Tatsu Mikamis band, og det er ham, der diktatorisk udskifter medlemmer, som vi andre skifter underbukser. Og nu er Scott med i klubben. Hans rå røst passer perfekt ind i de tonstunge skæringer.

'Master Of Brutality' var en rimeligt sludge-doomet sag, men bandet har senere fået en mere groovy 70'er-tung metal kørende. Det er ond doom metal med både Black Sabbath- og Led Zeppelin-inspirationer, og det gælder også 'And Then There Were None'. Teksterne er som altid 100 % besat af seriemordere med lydklip fra nyhedsoplæsere fra de konkrete sager samt dialog fra seriemordere selv.

Et typisk 70'er-instrument som koklokken får lov at gå amok i 'Make Them Die Slowly' (titlen er taget fra den gamle Umberto Lenzi-kannibalfilm), og Black Sabbath bliver grovhyldet i 'Confessions of an Embittered Soul', mens der bluesrockes heftigt i pladens sidste track, 'Murderfreak Blues'. Andre skæringer burde udløse maksimal ejakulation for fans af Eyehategod og Electric Wizard.

Hele albummet er sand nydelse for en gammel Church Of Misery-freak som mig, der har set bandet en håndfuld gange både på Loppen og til Roadburn Festival i Holland. Jeg venter spændt på deres næste besøg i københavn, da de aldrig har skuffet mig.

Deiquisitor – 'Deiquistor' (Nuclear War Now!)

Jeg har anmeldt flere Deiquisitor-koncerter i House of Franco de senere år, og nu er deres debutalbum endelig kommet. Bandet består af medlemmer fra midtsjællandske black metal-bands som Wolfslair og Blodfest samt en bassist fra københavnske Purification Kommando. Bandet er baseret i Ringsted.

Det er dog ikke black metal, men nådesløst hurtig dødsmetal, som fylder udgivelsen. De har lige været på europatour med Undergang, hvad der giver god mening. Som Undergang er Deiquisitor også lidt inspireret af old school bands som Suffocation, men tempoet er en del mere vanvittigt end Undergangs. Trommeslageren er bindegal og ultratight. De gange, jeg har set dem live, spiller ham, som om det hele rager ham en høstblomst uden at fortrække en mine.

Alle 12 skæringer er maksimal hærg og ødelæggelse med en superb produktion, som fremhæver bandets soniske overkill helt oppe i det blodrøde felt. Nogen vil måske brokke sig over, at alle numre lyder ret ens på denne 34 minutters voldtægt, men jeg føler mig krænket perfekt og vil ikke indgive politianmeldelse over denne analudblokning. Når 2016 er overstået, er jeg sikker på, at dette album er at finde i toppen af danske metaludgivelser på min årsliste. Dansk død af høj international klasse!