House of Franco #32
PopulærI sin ugentlige klumme anmelder Jens Franco denne gang The Flying Trichecos, et hardcore/punk band fra Cleveland, samt det Københavnske en-mands black metal punk band Jackman.
The Flying Trichecos - S/T 12" (Mastermind Records)
I sidste uge anmeldte jeg et andet Ohio-band, Nukkehammer fra Columbus, nu er turen kommet til The Flying Trichecos fra Cleveland, der netop har udsendt denne sublime 15-minutters EP på aarhusianske Mastermind Records. Endnu engang beviser Ohio, at staten besidder en af Amerikas mest vitale hardcore-scener.
Jeg var så heldig at se The Flying Trichecos, da Cola Freaks spillede til Terrible Fest i Cleveland i maj måned. En intens koncertoplevelse med tilsvining af publikum, flasker der blev kastet mod bandet, og deres bindegale italienske forsanger der til sidst brillerede ved at vælte trommesættet og guitar amp'en.
The Flying Trichecos har medlemmer fra så prominente Cleveland-bands som Darvocets, 9 Shocks Terror, Inmates, Out With a Bang og Midnight. Musikalsk kan de måske beskrives som et miks af gammel LA punk som Circle Jerks møder den mere hidsige 80'er Boston-hardcore. Dog med sit helt eget Cleveland-twist.
Det er både catchy, bøvet og aggressivt samt tilsat bandets helt eget retarderede tekst univers, hvor specielt indtagelsen af kokain bliver hyldet i sange 'Death to False Drugs', 'My Nose Had a Good Day' og 'Nose Blocker'. The Flying Trichecos er typisk produckt af Cleveland, som er en unik meget fucked up amerikansk by, hvor biler bliver brændt af efter koncerter, uden at politi og brandvæsen gider dukke op pga. byens tårnhøje kriminalitet.
(The Flying Trichecos @ Horrible Fest 2011, Now That's Class!, Cleveland)
Det er noget af et scoop for danske Mastermind Records at få udgivet dette vanvidsband, der ikke rigtigt minder noget andet hardcore/punk jeg har hørt. 12'eren er ude i 450 eksemplarer, kun 300 tilbage. 7 killer tracks på en side. Dig in!
Jackman - Bad Intentions 7" (Posh Isolation)
I august anede jeg intet om denne 17-årige gut og hans en-mands projekt Jackman. Og nu er jeg pludselig den lykkelige ejer af denne 7-tommer samt et 5-track kassettedemo indspillet i 2010 (PI 037). Jackman har vist tidligere været medlem af et børnepunkband, siger rygter i undergrunden.
Singlens 6 numre rammer dig direkte i solar plexus, bevæbnet til tænderne med overdrevet distortion/feedback guitar, der næsten drukner vokal og trommer i et inferno af støj. Jeg tænkte lidt på det norske black metal-band Ildjarn, der som Jackman også blander black med primitiv punkrock. Flere af riff'sne er næsten rock catchy, hvad der giver Jackman en ret unik lyd og placering på den Københavnske undergrunds metal- og punk scene.
Lige som teenage postpunk sensationen Iceage, laver den jævnaldrende Jackman også et cover af de lokale helte Sexdrome og deres 'Count Me In', dog i et langsommere tempo. Nok det mest iørefaldende track på singlen. 'Written Down' adskiller også lidt i forhold til de andre numre med et midtempo beat. Alt i alt en fantastisk debut 7'er. Kan nok ikke anbefales til folk, som er fan af polerede, rene produktioner og stor teknisk kunnen.
Peter Peter har stået for masteringen af denne single, og mange andre Posh Isolation-udgivelser. Vinylen er ude i 350 eksemplarer. Tjek også den netop åbnede Posh Isolation butik ud. Den befinder sig på Blågårds Plads 14, og har åbent hver fredag mellem kl. 14 og 18. En god start på weekenden, for dem der er til rådden og suspekt musik.