Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #61

Populær
Updated
House of Franco #61

Jens Franco har i denne uge kig på Holocausts udødelige NWOBHM-klassiker 'The Nightcomers'.

Kunstner
Titel
Holocaust - The Nightcomers
Dato
08-04-1981
Trackliste
1.Smokin' Valves
2.Death or Glory
3.Come on Back
4.Mavrock
5.It don't matter to me
6.Cryin' Shame
7.Heavy Metal Mania
8.Push It Around
9.The Nightcomers

Holocaust blev dannet i 1977, mens de gik skole i Edinburgh, Skotland. De fik en del opmærksomhed, bl.a. på det kendte Radio One’s The Friday Rock Show, med deres to første singler i 1980 ‘Heavy Metal Mania’ og ‘Smokin’ Valves’.

Navnet Holocaust udtrykte bandet frygt over atomoprustningen, men har nok forarget en del britiske mennesker fra 2. Verdenskrigs-generationen. Hvad disse formentlig ikke vidste er, at trommeslageren er jøde!

De udgav debutalbummet ’The Nightcomers’ på deres eget selskab Phoenix Record And Filmworks i april 1981. Pladden indeholder ni numre, der fornemt illustrerer et 70’er hardrock-band på vej ind i metal-80’erne.

Skæringer som ’Smokin’ Valves’, ’Come On Back’ og ’It Don’t Matter To Me’ er benhård boogie rock, der ikke ligger langt fra andre NWOBHM bands som Tygers Of Pan Tang. Mens ‘Cryin’ Shame’ og ‘Push It Around’ lyder som elskovsbørn avlet mellem Saxon og Judas Priest. Hårdere fuldblodsmetal-tracks som ’Death Or Glory’, den tunge ’Mavrock’ og specielt den ikoniske ‘Heavy Metal Mania’ er legendariske NWOBHM-sange, som er obligatoriske lektioner for en hver ung metal-freak!

Selvom jeg nok foretrækker 12”-singleversionen af ‘Heavy Metal Mania’ (den med luftsirenen!), er sangen et vanvittigt vigtigt bindeled mellem NWOBHM og den senere Bay Area thrash-scene. Teksten er dejlig cheesy og corny, hvad jeg altid har fundet utroligt charmerende ved den tidlige britiske metal scene bestående af arbejderklasseunger, der aldrig har gået på art school eller andre fancy steder.

It's Heavy, Heavy, Heavy
Heavy Metal Mania all the way
Rock 'n roll...far too slow
So the adrenaline just doesn't flow
Where is the power, where is the glory?
Heavy Metal is my story

Fantastisk! En historisk klassiker på linje med Exciter’s ’Heavy Metal Maniac’ og Anvil’s ’Metal On Metal’. Albummet afsluttes eminent med pladens nok mest ambitiøse og episke sang, titelnummeret ’The Nightcomers’, der indeholder monster riffs og stemning til overmod. Alt i alt et must for enhver NWOBHM-fanatiker!

Der findes en fremragende 2 disc-udgave af ’The Nightcomers’, udgivet på Castle/Santuary, hvor bonus-cd’en samler alle singleversioner og b-sider fra denne periode.