Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #65

Populær
Updated
House of Franco #65

Franco motherfuckeren anmelder denne gang det andet album fra det københavnske grindcore-band Dead Instrument.

Kunstner
Titel
Dead Instrument - Violent Death
Karakter
5

 

Jeg har tidligere i House Of Franco interviewet Raw Birth Records og anmeldt flere af selskabets udgivelser; nu er tiden kommet til det nok mest ekstreme udspil hidtil fra det fremadstormende Raw Birth Records.

Det første jeg bider mærke i er den overlegne produktion, som der betydeligt bedre end Dead Instruments debut 12”'er, 'Total Destruktion'. Der er så meget bund i trommerne, som i samspil med guitar, bas og vokal for alvor massakrerer lytteren i en sanseløs blodrus af aggression. Tillige har Jacobs dæmoniske vokal (mere skrig end egentligt growl) aldrig virket mere overbevisende og in-your-face.

Københavnerbandets form for ultraspeedy grindcore har nok mere til fælles med amerikanske navne som Insect Warfare end den engelske scene med bl.a. Napalm Death. Jeg vil dog vove den påstand, at Dead Instrument måske har opfundet en helt særlig dansk udgave af grindcore. I de få tunge tracks som 'Grand Confusion' synes jeg også at kunne høre andre lokale bands som Death Token og Love Potion (som guitaristen Philip tidligere spillede i) i riffene og groovet.

Genretranscenderende mesterværk

Men ellers er de 22 brutale cirkelspark mest udført i psykopatagtigt hurtigt tempo, der trodser enhver beskrivelse. Jeg har før skamrost et andet lokalt band, Undergang og deres nye dødsmetal-mesterværk, 'Til Døden Os Skiller', som værende næsten selvskrevet til en kåring som årets danske metaludgivelse, og at kun Dead Instrument ville kunne true dem med dette album. Jeg ved nu faktisk ikke om man kan kalde ' Violent Death' for metal. Musikken transcenderer genrer og er næsten et mere sadistisk, fysisk overgreb - på den fede måde.

De fleste tekster kredser om mere personlige iagtagelser tilsat kropsorienterede referencer, frem for de for grindcore-genren sædvanlige emner som gore og politik. Loke fra Sexdrome (etc.) har til orientering skrevet det eneste ikke-engelsksprogede nummer, 'Fundet i Straf'. Ikke fordi man egentlig kan høre forskel på dette nummer og de engelsksprogede. Det er hellere ikke et særligt typisk grindcore-albumcover, men et meget æstetisk udført sneglehus-cover, der også gentages på bagsiden med sangtitlerne optrykt.

Jeg er fuldstændigt blæst væk af 'Violent Death' og den kompromisløshed, der ligges for dagen. Dead Instrument kan også levere varen live, hvad deres releaseparty på Stengade for nylig vidnede om, trods min høje alkoholpromille (promille? Var der ikke tale om procent? Red.). Det skal nævnes, at de fleste medlemmer også spiller i det ultratunge sludge-band Torchlight, som jeg også har anmeldt her før. 'Violent Death' er en dansk nyklassiker inden for ekstrem musik, som jeg er sikker på, at noise- og hardcorefolk også vil elske.

 

 

 

5/5