House of Franco #91
PopulærJens anmelder i denne uges House of Franco to meget forskellige danske udgivelser med henholdsvis Synd Og Skam og Fossils.
Synd Og Skam - Blafret Ør Af Kjoler 12” (Insula)
Synd Og Skam var et de mest originale bands, der så dagens lys sidste år. De unge gutter stammer fra Af Med Hovedet-musikkollektivet fra Svendborg, som også har en afdeling på Amager kaldet Henning Young. Sidstnævnte afholdt en gigant "housewarming"-fest d. 29. september med en masse navne tilknyttet musikkollektivet.
Nogle dage før stiftede jeg for første gang bekendtskab med Synd Og Skam på det eksperimenterende spillested Mayhem. De blæste os alle væk, inklusive hovednavnet Hans Joachim Irmler/FM Einheit, som bestod af folk fra de legendariske krautrockere Faust og industria pionererne Einstürzende Neubauten. Siden har jeg set Synd Og Skam tre gange og nydt deres unikke, energifyldte shows.
’Blafret Ør Af Kjoler’ består af fire tracks, der befinder i et bizart og skævt univers af funky new yorker no wave a la James Chance & The Contortions møder Gang Of Four og AmRep/Touch & Go-noise rock-navne som Cows. Dette er nogle steder tilsat nærmest powerballadeagtige melodiske passager krydret med galopperende amoktrommer!
Mere bizart bliver det dog, da jeg opdager, at vinyl omslaget er en gammel Kenny G plade!?! Sjældent har jeg stødt på en så mindfucket dansk udgivelse - det er jo herligt og så eminent gennemført! Åh ja, det er en dude fra det gamle danske Pære Punk-band No Knox, som har produceret. Troels, der er manden bag Insula, fortalte mig. at der muligvis er et dobbeltalbum på vej med Synd Og Skam. Sådan!
P.S. Flere folk fra Synd Og Skam spiller iøvrigt på fredag i Mayhem i det mere fuzzpunkede Shitpiece.
Fossils - The Veal Thing 7” (Repo Man Records)
Duoen Fossils er unik størrelse i dansk rockmusik. To gæve herrer er Simon på fræsende fuzz-bas og Per (også i doomsludgeguderne Double Space) bag gryderne. Jeg har set dem omkring tyve gange, og deres album ‘Meat Rush’ har fundet vej utallige gange til min hærgede pladespiller.
De fem instrumentalnumre på ’The Veal Thing’ fortsætter i samme hæsblæsende stil som albummet. Vi taler om en ultratight form for aggressiv noise rock, der leder tankerne hen på den amerikanske duo Lightning Bolt, som gav mig permanent høreskade på Lades Kælder for nogle år siden. Folk, der er til eksperimenterende metal og math rock, vil klart også få et kick ud af Fossils.
Optagelsen er fra en hektisk livekoncert i Musikcafeen i Aarhus i 2010. Lyden er rå, og stortrommen mangler måske lidt bund, men ellers er det fremragende eksempel på den soniske terror, som Fossils er i stand til at beføre publikum og lyttere. Singlen består af to numre fra 'Meat Rush' samt to fra deres kommende 'Flesh Hammer' LP.
Et helt utroligt velspillende band, der næsten altid udrydder hovednavnet på diverse spillesteder. Fossils er et dansk band ud over det sædvanlige, og egentlig også en usædvanlig udgivelse for Repo Man (også bag Hjernespind Records), der normalt ekcellerer i punk og hardcore.
Skru op og lad Fossils riste dine frontallapper!