Krigsguden #234

Krigsguden anmelder 'Accursed Skin', den seneste ep fra det spanske black metal-band Teitanblood.

Spurgte rundt for nylig blandt Devilution-kollegaer om, hvorfor det spanske black metal-band aldrig var blevet anmeldt, da jeg generelt har spillet dem heftigt på mit radioshow hver søndag. Svaret var, at Teitanblood er et "hipsterband", som er Pitchfork-godkendt. 1000 gange hellere "hipstergodkendt" end Copenhell nu-metal-godkendt, siger jeg. (Det var nu heller ikke det, redaktionsmedlemmet skrev, Jens - vedkommende skrev det om hipsterbandet i forbindelse med sin egen tvivl angående, om Teitanblood er mere end en mur af riff og en hype blandt folk, der normalt ikke lytter til metal, ikke i forbindelse med, at de ikke er blevet anmeldt på Devilution, red.).

Teitanblood, der har eksisteret siden 2003, kan nok mere betegnes som et kultband, da de konsekvent holder sig væk fra sociale medier og lader andre uden for bandet styre Facebook, hype, presse og lignende, dog uden bandets officielle godkendelse. Darkthrone er til orientering store fans, da bandets logo var at finde på coveret til 'Circle the Wagons'.

Skiven består af to lange skæringer, titelnummeret på over 14 minutter samt den næsten 12 minutter lange 'Sanctified Dysecdysis', som nu er kommet på vinyl efter at have været inkluderet på ep'en 'Woven Black Arteries' fra 2012.

'Accursed Skin', som udkom december sidste år, ville have taget min førsteplads over 2016's bedste ep'er, hvis vi havde årslister for dem sammen med fulde album. Jeg tænker, de er lidt a la Abyssal, men de er dog en del mere episke end de fremragende engelske avantgarde-dødsmetallere og mere end slags apokalyptisk black metal med masser af lydeffekter af dryppende vand, munkekor and what not.

Diehard-fans af to-fingre-i-røven-black og -død vil nok skulle give 'Accursed Skin' nogle lyt, før udgivelsen sidder i skabet. Man kan sige, hvis man skulle sammenligne med litteratur, at hvor mange andre bands i genren er Cormac McCarthys 'The Road' eller 'No Country for Old Men', er Teitanblood mindre simpel og mere over i den grusomme og smukke 'Blood Meridian'.

Jeg vil ikke kalde Teitanblood for progressiv black eller død, de er mere deres eget misantropiske dyr i åbenbaringen af helvede på jorden, som nogle metalskribenter har kaldt for "anti-musik", hvad jeg som stor noisefan ikke har nogen problemer med. Det har Fenriz heller ikke, hvorfor Teitanblood er vigtigere end en Pitchfork-anmeldelse. De er i min optik lyden af 2017 - på godt og ondt - mens kloden langsomt, men sikkert skylles ud i lokummet som fortabte fækalier, der aldrig burde have set dagens lys.