Krigsguden #245
PopulærKrigsguden fejrede sin fødselsdag med Saint Vitus i Pumpehuset.
Jeg havde fødselsdag i søndags, men havde hverken finanserne eller overskuddet til at holde fest, så det klarede mine gamle californiske doom-venner fra Saint Vitus efter en festlig øver med Kromosomfejl på Vesterbro. Forfængelighed eller ej, jeg gider ikke oplyse min alder, men kan da oplyse, at jeg købte Saint Vitus' debutalbum samme måned, som det udkom i 1984. Samme år udkom også Troubles debutalbum, og året efter Pentagrams. Tre utroligt vigtige doom metal-bands, der trofast har bygget videre på arven efter Black Sabbath og samtidig inspireret mange efterfølgende sludge/doom-bands fra hele verden.
Mange tænker Wino, når Saint Vitus nævnes, men jeg tænker altid på deres gamle lineup med Scott Reagers på vokal og deres to første skiver; 'Saint Vitus' og 'Hallow's Victim', som er min absolutte yndlingsperiode med bandet. Jeg har dog set Saint Vitus flest gange med Wino i front gennem årene, men fik en glædelig overraskelse til Copenhell for to år siden. Wino var tidligere blevet busted for besiddelse af 11 gram crystal meth i Norge, så Scott Reagers var pludselig tilbage i det legendariske doom metal-band. Held i uheld, kan man sige, da det var en fremragende koncert på Refshaleøen. Det skal dog nævnes, at Reagers havde været med på albummet 'Die Healing' fra 1995
Jeg missede supportbandet, da jeg sad og hyggede med nogle gamle Roadburn-venner uden for Pumpehuset i det gode vejr, mens vi fejrede min fødselsdag. Men vi var mere end klar til kickoff med Dave Chandler & co. som havde et solidt og fast greb om vores struber fra starten. Vi fik gamle kongehits som 'War Is Our Destiny', 'Burial at Sea', 'White Stallions', 'White Magic/Black Magic' og selvfølgelig 'Saint Vitus'.
Reagers var i langt bedre form denne gang sammenlignet med Copenhell, hvor han virkede lettere nervøs. Hans garn var også blevet længere, og det skader jo aldrig. Både ham og Flying V-helten Chandler var i forbandet godt humør, fyldt med spilleglæde og overskud, godt hjulpet af en rigtig god lyd denne aften i Pumpehuset. Jeg blev også hjulpet af bartenderen, som gav mig gratis Jameson-shots, efter jeg fortalte, at jeg havde fødselsdag.
Jeg ved ikke, om det var på grund af, at det var europatourens sidste dato, at Saint Vitus var så veloplagte. Det kan i hvert fald ikke skyldes fremmødet, som var ufatteligt pinligt for København. To ludere og en lommetyv var ingen kliché i søndags. All hail Saint Vitus! Skam dig, København, din usle lille trendluder!