Krigsguden #279 (MMF 18)

Populær
Krigsguden #279 (MMF 18)

Krigsguden var en smut i Fredericia til Metal Magic, den første metalfestival, han gad i år.

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

DAG 1: Torsdag 14. juli
Jeg havde i nogle uger grinet af folk, der knaldede fotos op fra Copenhell og Roskilde på Facebook med tilhørende stive smil og fakede, de havde set god rock, haha. Nu var det endelig blevet min tur, og jyske Metal Magic Festival er selvfølgelig en 100 % no brainer for enhver trve headbanger. Busturen fra Kastrup Lufthavn til Fredericia gik som forventet uden problemer, dog holdt finske Satan's Fall os tilbage en halv time, mens vi ventede og drak 10-kroners Carlberg-dåsepils foran bussen, leveret af de flinke MMF-folk, som også gav armbånd til os, så vi ikke skulle bruge  tid på det i Fredericia. Ingen bureaukrati – just awesomeness and fun!

Selvom jeg lige havde været til doom to dage før i KB18 med bl.a. Bongzilla og Dopethrone, tog jeg alligevel det første band på den mindre teltscene (med drinksbaren!), som var de danske doom/sludge-metallere i Dead Void. Jeg fandt lynhurtigt ud af, at min gamle ven David Perry spillede bas (og leverede lidt backingvokal) i bandet. Han har tidligere været på tour med Conan. Dead Void var tungt og grusomt, næsten Winter-agtigt, men heldigvis havde de også hurtige passager. En sublim start for MMF!

Danske Encyrcle husker jeg egentlig som speed metal, men det var nok mere power metal. Solidt, men ikke videre mindblowing efter Dead Voids råddenskab. Forrige søndag lavede jeg MMF Special i mit radioshow VIRUS RADIO 98,9FM, hvor jeg spillede et rædselsfuldt nummer med Faanefjell, der mindede mig Storms  'Oppi fjellet' (verdens mest forfærdelig rocksang!). Heldigvis var deres black metal en del bedre live, selvom tre nordmænd i bandet havde bare tæer på scenen. Metal Cross fra Randet var et gendannet band fra midt-80’erne, uden jeg har lagt mærke til dem, hverken dengang eller nu. Jeg var ikke gået videre glip af noget specielt. Bevares, deres klassiske 80’er-metal var da snildt til at leve med, men så heller ikke mere. Ret anonymt band. 

Caustic fra Esbjerg var bundsolidt death/doom med episke passager. Svenske Count Raven har jeg set et par gange før, bl.a. til Roadburn i Holland og på Loppen, og nydt dem hver gang. De virkede ikke specielt engagerede i dag, der var desværre ikke meget nerve i deres room rock. Men så kom bestialske Gespenst og sparkede vores bagpartier med grusom speedy black metal. Stærkt tiltrængt, skal jeg hilse og sige! Den århusianske duo må hellere end gerne rive mig midt over igen.

I Am Morbid er Dave Vincents (sanger/bassist) fortolkning/hyldest til Morbid Angel med fokus på deres tidligste album som 'Altars of Madness', 'Blessed Are the Sick' og 'Covenant'. David Vincent har muligvis et ego så stort som Gene Simmons’, men modsat taberkoncerten med Kiss i Forum i 2013 var manden her i sit es, godt støttet af grotesk tighte musikere fra bl.a. Metal Church. Death metal bliver ikke meget bedre. All killer, no filler, som vi siger i Sydhavnen.

Kunne I Am Morbid overgås? På papiret, nej. Men i ren spilleglæde og energi overgik svenske Obnoxious Youth faktisk David Vincent & co. flere gange. Jeg set dem for en del år siden i Ungdomshuset (2011, mener jeg), hvor de havde en mere crossover punk/metal-præget tilgang til sagerne. I dag var det kickass black/thrash med speed metal-elementer på den helt rigtige måde. Perfekt afslutning på torsdagen.


DAG 2: Fredag 12. juli
Som for to år siden var den jyske John Mogensen atter at finde alt for tidligt om morgenen. Denne var gang Mogensen tribute-duoen endda sjovere og endnu mere lummer, med flere stand-up-rutiner, der fungerede bedre end nogensinde. Dejligt dumt. Grusoms kedelige 70’er-retrorock fik mig dog hurtigt ned på jorden igen. Smag og behag, som man siger, og som jeg vil sige om en del af (curling)fredagens navne. Sådan er det bare. Konvent består af nogle friske doom-piger, der blander en del dødsmetal i deres klang. Desværre lød sangerindens vokal som en tegneserieudgave af growl. Og det kommer fra én, der synes, at Undergang spiller smuk musik. De havde heller nogle ikke riffs af betydning. Nyt band. De skal nok blive bedre med tiden.

Med Satan's Fall troede jeg af gode grunde, at jeg skulle have noget Mercyful Fate-worship. Men finnerne var meget traditionel 80’er-heavy og power metal, slet ikke ringe, men heller ikke overjordisk godt. København kom for alvor på banen med dødsmetalheltene i Taphos, som dræbte alt og alle med deres Incantation-inspirerede ondskab. Hold da kæft! Lyden var også helt i top. MMF-lydfolkene fortjener generelt stor ros for alle tre dage.

Horned Almighty fra Århus lignede noget Toys ”R” Us-black metal med teatralsk satanisk corpsepaint and whatnot. "Problemet" med bandet, som jeg ikke har set før, er, at de ikke rigtig spiller black metal, men bare 80’er-tyskeragtigt thrash, der ikke skiller sig ud fra andre bands i genren ... andet end deres ret kiksede image. Woebegone Obscured var end del mere elegante, selvom danskernes angivelige funeral doom nok mere bare var doom metal. De var i hvert fald ikke i nærheden af Monarch. Alien Force er et Østerbro-band, som var i gang i 1980’erne. Mener ikke, jeg har set dem før. Det var okay traditionelt 80’er-metal, men lidt som en actionfilm med Bruce Willis fra samme årti noget, man nyder og glemmer hurtigt igen.

Black thrasherne Satan Worship kom, så, spillede og slog os alle ihjel! De har tyske og brasilianske medlemmer fra bl.a. Sodomizer, Morgoth og Destruction. Og så er stilen jo ligesom lagt. Absolut fredagens største højdepunkt! Da var underligt at se Pagan Altar, efter jeg sidst havde stået og talt med Terry Jones i Ungdomshuset til Heavy Days In Doom Town; for et par år efter tabte han kampen til cancer. Nu er hans søn Alan Jones eneste tilbageværende originalmedlem i Pagan Altar. Som afløsning fra den legendariske NWOBHM-sanger havde de fået en skinheadlignende amerikaner (fra Battle Ruins og Rival Mob) på vokal. Han klarede det da fint, og vi fik også en del numre fra sidste års fremragende 'The Room of Shadows'. Men stadig en underlig oplevelse.

Episke Hands of Orlac fangede mig ikke rigtigt. Og det gjorde Master's Hammer, et af hovednavnene, heller ikke. Da slet ikke med de båndede keyboards, som kom på lige fra starten. Det gav ingen mening, at de havde en gut med på pauker, som intet musikaldk gav til bandet. Hvorfor dog ikke hyre en rigtig keyboardspiller i stedet for fesne båndoptagelser af keyboards?!? Jeg bliver nok bare aldrig fan – modsat mange til MMF – af de gamle tjekkiske black metallere, der mere lød som kikset teatralsk progrock end black i mine ører. Og hvor var de nøgne damer med gedehoveder, som har været til mange andre koncerter med bandet? Paul Roland lukkede og slukkede fredagen. Englænderen har udsendt 100 (!) udgivelser siden 1979 og er blevet kaldt den mandlige udgave af Kate Bush. Jamen, fint nok. Jeg syntes ,det lød som hvis Roky Erickson ('The Evil One'-perioden) havde lavet soundtrack til 'The Wicker Man'. Slet ikke dårligt, der var faktisk ret mange fede "horrorrock"-sange i mandens sæt.

DAG 3: Lørdag 13. juli
Sidste dag på MMF startede meget kikset med banko tilsat "jysk humor". Jeg sad med Taphos ved et bord tæt ved teltet. Vi var ikke imponerede. Senere kom der en sanger og en på el-guitar. Nu var det pludselig singalongfest med klassisk metal (Maiden, Dio, Motörhead, Thin Lizzy etc). Suk. Kunne de ikke bare ha hyret et par DJs i stedet for det fis?!? Godt baren havde øl til fornuftige priser. Selvom bartenderne fandeme også spillede banko, haha.

Heldigvis kom MMF på sporet igen med et af det mest primitive metalband, jeg har set i flere årtier. Norske Filthgrave var så primalt og råt, at de fik Hellhammer til at lyde som Pink Floyd! Nogle gange var vi nærmest ovre i japansk crustpunk. Herligt. Lige hvad jeg trængte til efter 'curlingfredagen'. Altar of Oblivions pæne doom metal blev lidt trættende hurtigt på den store scene. Men jeg fik hurtigt sparket hjernen ind igen i det lille telt med århusianske Seed of Heresy. Nok det hurtigst spillede band til MMF. Som at høre ét langt blastbeat! Som at høre alle Sadus' plader på 78 omdrejninger! Det var sadistisk dødsmetal uden breakdowns eller temposkift, bare fuld smadder fra start til slut. Me like.

Thorium fulgte med mere dansk død, dog i noget mindre hæsblæsende tempo. De har nogle år på bagen og var i storform på den store scene. War of Destruction er et af Danmarks ældste Discharge-inspirerede d-beat hardcore punkbands, som jeg har set i midt-80’erne. Århusianerne fortsætter i samme stil med gamle korte beskidte "hits" fra dengang. Dejlig med lidt punk i lineuppen. Kan jeg foreslå Night Fever til næste år?

Norske Deathhammer har med tre album bevist, at de er konger på black/thrash scenen. Og trioen skuffede heller ikke til MMF med en old school hyldest til prøjserthrash som Destruction, Sodom og Kreator. Et af de bedste shows til dette års MMF. Chicago black metal-bandet Fin var glimrende in-ya-face black, før vi ventede på afløsningen for NWOBHM-damerne i Rock Goddess, der aflyste få dage før MMF. En nedturssituation at stå i for en festival. Om torsdagen havde jeg gættet på, at det nok blev et jysk jamband pga. logistikken. Og korrekt: Maiden Aalborg var at finde på scenen. De klarede det dog ganske fint, selvom det var numre fra omkring 1988. der var højst prioriteret, så jeg fik to gange jamband-'2 Minutes to Midnight' på én dag, selvom jeg sværger til Paul Di'Anno-perioden.

Brutaliteten vente tilbage i ølteltet med Anal Vomit fra Peru, som stjal manges hjerter med deres thrashede black metal, der mindede om flere af deres kontinents tidlige ekstremmetalbands som Sarcofago og Vulcano tilsat prøjserthrash. De unge gutter havde grotesk meget spilleglæde og nød virkeligt at spille for os. Nu var det tid til Claudio Simonetti’s Goblin og klassiske italienske horrorsoundtracks (Argento, Fulci etc.). Jeg så udgave af bandet for fire år siden i Amager Bio og var stærkt begejstret. Her havde han nogle helt andre musikere med end sidst, hvor de lignede nogle unge rockabillies fra Gutter Island. Det var mindre straight rocket end sidst og mere progget (læs: sofistikeret) med nogle lidt ældre folk. Og det fungerede som en drøm med en meget veloplagt Simonetti, der kommunikerede mere med publikum denne gang. Til orientering er Goblin på tour, samtidigt med at 'Suspiria' remaket er udkommet. Ikke med Goblin på soundtracket denne gang, men med Thom Yorke fra Radiohead i stedet.

Til sidst var der – endnu (!) –  et jamband, Black Sabbath Tribute. Jeg var komplet brugt op, så en dag med hele tre jambands var lige i overkanten. Der blev tid til at tømme frække drinks fra baren. Selvom standarden måske ikke var så høj som i 2016 og 2017, var det en fin MMF i godt selskab med nye og gamle venner. Vi fik endda gratis morgenmad om søndagen og gratis snacks i bussen. Dog vil jeg sige, at jeg er mere til undergrundsdødsmetal og thrash end doom, gøglerblack og jambands. Bare et tip til næste år, hvor jeg stærkt regner med at være i Fredericia igen. Ses!