Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #296

Updated
tank1
tank2

En af Krigsgudens favoritter inden for NWOBHM, Tanks 'Filth Hounds of Hades', fylder 37 år.

Kunstner
Titel
Filth Hounds of Hades
Dato
04-03-1982

I marts måned 1982 så en af mine absolutte yndlingsplader fra New Wave of British Heavy Metal-scenen dagens lys. Scenen, opkaldt af bladet Sounds, startede i 1977 og sluttede seks-syv år senere. Punken var på sit højeste i England, og medierne lod til kun at have øjne for bands som Sex Pistols og The Clash, mens disse arbejderklassedrenge kæmpede mod hårde odds i deres heavy metal-bands. Steve Harris har med stor foragt i stemme beskrevet den tid, da Iron Maiden kun var 'support' for de meget hypede The Stranglers. Mange NWOBHM-bands hyldede tidligere heavy rock-bands som Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple, mens punken overhalede dem indenom til stor frustration.

Tank fra London var ikke en del af retroenden af NWOBHM-scenen, trioen var mere beslægtet med mere punkede og rå Newcastle-bands som Venom og Warfare (hvis 'Pure Filth' jeg har hyldet før i min klumme). Sanger/bassist Algy Ward var ingen nybegynder i punk, han havde bade været inde over The Saints (spillede bas på både 'Eternally Yours' og 'Prehistoric Sounds', begge fra 1978) samt The Damneds 'Machine Gun Etiquette' (1979). Lemmy havde også været inde over The Damned i flere forbindelser, men mere om Lemmy og Motörhead senere.

Debutalbummet 'Filth Hounds Of Hades' blev produceret af Motörhead-guitaristen "Fast" Eddie Clarke og var en af de plader jeg skreg mest med på, når jeg var til privatfester i Slagelse i 1982, hvor jeg gik i gymnasiet. Specielt nummeret 'Blood, Guts and Beer' var en teenagehymne for mig i de dage, sammen med Black Flags 'Gimmie Gimmie Gimmie":

"What's ... in...side ... me? BLOOD, GUTS AND BEER!"

Resten af albummet indeholder andre udødelige superklassikere som '(He Fell in Love with a) Stormtropper', 'Shellshock', 'Heavy Artillery' (som jeg mener, danske Artillery tog navn efter), titelnummeret samt 'Turn Your Head Around', som de københavnske crossoverpunks Wölfblood altid slutter deres koncerter med. Inspirationen fra Motörhead er åbenlyst i Tanks overmenneskelige blanding af heavy metal, punk og beskidt rock'n'roll spillet højt og hurtigt med Wards karakteristiske rå og catchy vocal som hærfører. Tank var ligesom heltene i Motörhead også besat af krig, hallo, de hedder Tank!

Ligesom Motörhead før har hjulpet deres yngre NWOBHM-venner som Girlschool og Saxon, fik Tank også en hånd af Lemmy & co., der jo altid har kørt den gode stil. Efter tre efterfølgende album, 'Power of the Hunter', 'This Means War' og 'Honour & Blood', der måske ikke havde samme høje standard som 'Filth Hounds Of Hades', men stadig var fremragende udgivelser, var tiden endelig kommet til at opleve Tank i Saga i København 11. december 1984, hvor jeg lige var flyttet til Albertslund tidligere på året. Tank var support til et up and coming amerikansk band, som jeg var helt vild med, nemlig Metallica, der kun havde udsendt et album, 'Kill 'Em All'.

Tank klarede opvarmningstjansen til UG med kryds og slange, hvis nogen kan huske det gamle og mere ærlige karaktersystem, og denne koncert vil altid have en stor plads i mit hjerte, da jeg oplevede begge bands for første gang på en scene. Jeg har altid set mig selv som en punkmetal-teenager med et ben i hver lejr. Tank var et af de bands, som også delvist kom ud af punken, tog den energi med ind i heavy metal og dermed inspirerede thrash metal og senere crossover. All hail Tank!

'These are your orders, you must obey – Heavy Artillery!'