Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #327

Populær
Updated
a3599454650_10

Tyrkisk dødsmetal er altid mere end velkommen i Krigsgudens klumme. Hellsodomy er en gammel kending, så der bliver kigget nærmere på deres andet album, 'Morbid Cult'.

Kunstner
Titel
Morbid Cult

Tyrkiet er andet end ham der Recep Tayyip Erdoğan, da landet har en utrolig frugtbar ekstremmetalscene med brutale dødsmetalnavne som Engulfed, Hellsodomy og Burial Invocation, som jeg fangede til Metal Magic Festival i Fredericia og Kill-Town Death Fest. Warmetallerne Sarinvomit og deres 'Malignant Thermonuclear Supremacy' var det absolut bedste udenlandske album på min årsliste i 2017, og Godslaying Hellblast rocker tit min pladespiller. Min ven Malik spiller bas i de lokale Hyperdontia og har også været inde over Burial Invocation, Engulfed og Hellsodomy.

Sidstnævnte Hellsodomy har nu udgivet deres andet album, 'Morbid Cult', hvis 11 skæringer umiddelbart lyder mindre bestialsk end forgængeren 'Chaostorm', som jeg fandt på kassettebånd i Vesterbros bedste metalbutik, Mephisto. Forskellen mellem dødsmetal og thrash metal kan nogle gange være svær at skelne imellem. I dette tilfælde er tempoet godt nok sat op på 'Morbid Cult', men jeg synes, at Hellsodomy nu befinder sig mere hen af de tidlige albums med hollandske Pestilence ('Malleus Maleficarum') og 'Forward to Termination' med canadiske Sacrifice, der begge blev betegnet som thrash metal back in the day.

Vi er i grænselandet mellem death og thrash metal, hvor vokalen indikerer dødsmetal, mens musikken mere er straight up thrash i mine ører. Eller i hvert fald en mere blackened en af slagsen. Nørderi eller ej. Vigtigst af alt er selvfølgelig, at 'Morbid Cult' er en fremragende velspillet og bundsolid thrashy udgivelse – all killer no filler, som vi siger i Sydhavnen – som hvis det er død, så befinder sig i den mere melodiske ende af genren. 

Jeg glæder mig til at se Hellsodomy på disse breddegrader igen. Om de så er død eller thrash.