Metaldiktator: Municipal Waste – ‘Waste ‘Em All’

R-1293536-1342500669-5045.jpeg
R-1293536-1455229638-6263.jpeg
municipal-waste3

Det var Municipal Wastes skyld, at vi begyndte at høre thrash igen i 00’erne. Det var i hvert fald dem, der gjorde det sjovt. Vi har genhørt de Copenhell-aktuelle thrasheres debutalbum. 

Titel
Waste ‘Em All
Genre
Trackliste
Executioner
Sweet Attack
Mutants of War
Knife Fight
Drunk as Shit
Death Prank
Substitute Creature
Waste 'Em All
Toxic Revolution
I Want to Kill the President
Thrash?! Don't Mind If I Do
Dropped Out
Blood Hunger
Jock Pit
The Mountain Wizard
Karakter
666

“Yrk!”

I resten af verden var året 2003. Nu metal var ikke rigtig en ting længere uden for MTV, ekstremmetal var til gengæld all the rage med tribaltrommer og alt stemt helt ned. Tough guy hardcore havde sig en rask renæssance, mens Relapse Records var cutting edge, men alt, hvad Tony Floresta havde at sige til det, var “yrk!”

Det er den lyd, han indleder ‘Sweet Attack’ med, og derefter er det bare 1987 hele vejen igennem. Hvide basketstøvler, omvendte kasketter, fedtet garn og iturevne jeans er kongestilen, og thrash metal styrer gaden, mens øllet flyder lystigt, og der skates løs på alt, der kan skates på.

Før Municipal Waste kom til, ville metalscenen ikke rigtig anerkende, at den nogensinde havde været vild med thrash metal. Der var lige Slayer, men de var jo Slayer, det var noget andet, ellers var thrashen lige så stendød, som den havde været, siden dødsmetal og black metal begravede den ved indgangen til 90’erne.

Det tog Municipal Waste 17 minutter og 29 sekunder at ændre på det med debutpladen ‘Waste ‘Em All’. Ikke at det på nogen måde i sig selv er en revolutionerende plade, teknisk set er det endda ikke engang rigtig en thrash metal-plade: Municipal Waste spillede crossover. En genre, der var ugleset af thrasherne i 80’erne, fordi den var alt for hardcore, og af punkerne, fordi den var for metal. Kvartetten fra Virginia tog afsæt i den stil, S.O.D., M.O.D. og D.R.I. havde perfektioneret over midten af 80’erne, mens Tony Florestas stemme uvægerligt ledte tankerne hen på John Connelly fra S.O.D.-bassisten Dan Lilkers band, Nuclear Assault. 

Thrash-banko
Det var med andre ord reference på reference og bragte absolut intet nyt til bordet. Men efter en lang periode, hvor metal stadig mere desperat havde forsøgt at forny sig, og resultatet var blevet mere og mere forstemmende, var det tilsyneladende præcis, hvad metal havde brug for. 

Man ville kunne lave et glimrende ølspil – og det ville være helt i tråd med et band, der allerede på debuten havde en sang, der hed ‘Drunk as Shit’, og som siden har viet deres karriere til at besynge øllet – hvor man skulle pege ud, hvor inspirationerne kom fra til hver enkelt sang: M.O.D.-midtemporiffene i ‘Mutants of War’ og ‘Substitute Creature’, D.R.I.-hardcoren i ‘I Want to Kill the President’ og ‘Thrash?! Don't Mind If I Do’, Nuclear Assault-thrashen i ‘Toxic Revolution’ og ‘The Mountain Wizard’, den S.O.D.’ske mock-mosh-hymne ‘Jock Pit’. Værsgo at skåle.

Det gjorde metallerne: Efterhånden som folk opdagede pladen, og Municipal Waste blev samlet op af Earache Records og fik et bredere gennembrud med de efterfølgende plader, ikke mindst ‘The Art of Partying’ fra 2007, begyndte man at se flere og flere dudes, der rockede deres look med bandana, slidt garn, overskæg og denimvest. Snart var Municipal Waste ikke de eneste, der søgte tilbage mod en tid, hvor alt var mere uskyldigt og dumt, og selvom det ville være så meget igen ligefrem at give dem fuld credit for battlevestens renæssance, bør man ikke undervurdere deres rolle i hele det nostalgitrip, som metal har været på de seneste 10-15 år.

Genfødslen
Thrash metal som sådan fik sin egen genfødsel over midten af 00’erne. Metallica – som Municipal Waste åbenlyst hyldede med titlen på debuten – famlede sig tilbage mod rødderne, Machine Head genopfandt for en stund sig selv som thrash metal på ‘The Blackening’, og en række af de gamle koryfæer dukkede op igen, enten ud af glemslen eller som gendannelser: Exodus, Testament, Death Angel, Kreator, Sodom, Anthrax, hele banden. Men de fortsatte alle, hvor de havde sluppet et stykke oppe i 90’erne: Det hele var lidt mere ambitiøst og pompøst, prøvede lidt hårdere på at være moderne og modent, manglede den umiddelbare charme, som Municipal Waste. Selv ikke de gendannede S.O.D. og Nuclear Assault kunne genfinde ånden fra midten af 80’erne: Det var op til de nye lømler at fortsætte den ubekymrede fest.

De skulle snart få følgeskab af andre ligesindede: Evil Army debuterede allerede i 2006 med en plade, der var så true som nogen, og senere er ikke mindst Power Trip kommet til som et band, der ser potentialet i at videreføre crossover-traditionen, mens Bat har dyrket den mere proto-dødsmetalliske thrash sammen med svenske Antichrist og Vampire. Tilbage i crossover har Tony Floresta og Municipal Waste-bassisten Phil "LandPhil" Hall lavet hobbyprojektet Iron Reagan til de perioder, hvor Municipal Waste har tømmermænd.

Ud fra et metalhistorisk synspunkt er det interessant, at det punkt, hvor den anden bølge af thrash metal og crossover fik sit helt store publikum i punkmiljøet, hvor metal endelig blev stuerent, var, da det blev rigtig beskidt. I metal skulle der lige gå et par år og endnu en revival til, før man endelig havde taget det til sig, men nu er det ikke til at slå sig frem for battleveste og hvide basketstøvler til Copenhell. Det vil vi kunne konstatere, når Municipal Waste til sommer spiller på Copenhell.

Thrash metal er definitivt sejt igen. Det kan vi takke Municipal Waste for.