Metaldiktator: ZZ Top – 'Tres Hombres'

1. 'Tres Hombres' frontcover
2. 'Tres Hombres' backcover
3. 'Tres Hombres' gatefold
4
5. 'La Grange' single
6
7
8

Tredje gang var lykkens gang for den lurvede trio fra Texas, der skar de støvede grooves ind til benet med farverige beretninger om skæve eksistenser, mens Billy Gibbons endegyldigt trådte i karakter som en af den hvide bluesverdens store guitarister.

Kunstner
Titel
Tres Hombres
Dato
26-07-1973
Genre
Trackliste
1. Waitin' for the Bus
2. Jesus Just Left Chicago
3. Beer Drinkers & Hell Raisers
4. Master of Sparks
5. Hot, Blue & Righteous
6. Move Me on Down the Line
7. Precious and Grace
8. La Grange
9. Shiek
10. Have You Heard?
Forfatter
Karakter
666

For mange vil ZZ Top være forbundet med synth-prægede 80'er-hitbaskere som 'Gimme All Your Lovin'' og 'Legs'. Den røde Ford Hot Rod med det velkendte bandlogo, der blev navngivet efter hitalbummet 'Eliminator', de promoverede, da de i nogle år kom på alles læber. Billy Gibbons og Dusty Hills genkendelige lange skæg, der blev groet under en toårig pause fra musikverdenen i slutningen af 70'erne, og som sidenhen gik hen og blev en del af det obligatoriske ZZ Top-trademark. Med det boost, de fik i mainstream-kulturen med alle hittene fra 1983, og som fortsatte helt ind i 90'erne, så kommer vi ikke uden om, at de var et af de få af rockens store koryfæer fra 70'erne, der mere eller mindre helskindet overlevede rejsen ind i det næste årti.

Det vil dog altid være 'Tres Hombres', der banede vejen detil. Den dybere diskussion – om man sværger til deres tongue in cheek-bluesrock fra de unge år eller den hårdt dansable synthblues, de senere blev kendt for – må være lytterens eget valg, men uanset hvad har deres texanske rødder altid været uadskillelige fra deres lo-fi-univers. Et univers, der sidenhen har appelleret både til punkere, stonere og hard rockere.

Men hvordan kom det så vidt? Hvordan nåede ZZ Top frem til i 2011 at release deres nye single 'Flyin High' for de få udvalgte på den internationale rumstation, før jordboerne fik glæde af den?  Hvordan udviklede det sig til, at staten Texas i 1991 deklarerede d. 4. maj til at være den årlige ZZ Top Day? Hvorfor stod bandet pludselig på en markedsplads og spillede live i den futuristiske underholdningsfilm 'Back to the Future 3'? Spørgsmål, der alle kan besvares med udgangspunkt i 'Tres Hombres'.

Ganske vist var der udkommet to album før da. Både 'ZZ Tops First Album' og 'Rio Grande Mud' var dog overvejende middelmådige bluesskæringer, der med enkelte undtagelser savnede mindeværdig sangskrivning og skarpe guitarlicks. Støvede produktioner, som ikke hjalp på helhedsindtrykket af en trio, der endnu manglede deres eget særkende. Var det stoppet dér var ZZ Top for længst gået i glemmebogen.

En supportgig for Allman Brothers Band fik dog Billy Gibbons på rette køl. Riffene blev mere direkte, tonaliteten mere fokuseret. Økonomien tillod dem at avancere til for første gang at indspille i Memphis i et rigtigt studie med Terry Manning bag knapperne. Et samarbejde, der, ikke ubegrundet, holdt ved langt ind i karrieren.

Damer, dødskugler og Jesus
''Waitin' for the Bus' åbner ballet med Frank Beards tilbagelænede shuffle-grooves på hi-hatten, Dusty Hills pulserende bas og et simpelt tretoners-lick, mens Gibbons som det konstante fokuspunkt demonstrerer sine skills både på mundharmonika og wah-wah og fortæller os sin drøm om en stor, skinnende Cadillac i stedet for at køre med det offentlige. Med Mannings snilde bag tasterne stopper den abrupt og fører direkte over i 'Jesus Just Left Chicago', der fortsætter i samme underspillede bluesgroove med kæk lyrik som:

You might not see him (Jesus) in person
But he'll see you just the same
Yeah, yeah
You don't have to worry 'cause takin' care of business is his name.



De to indledende sange er med god grund fortsat hyppige klassikere på live-repertoiret, loyalt fremført med Mannings glidende overgang, og bygger tungt op, inden 'Tres Hombres' fortsætter fortællingerne om alle Texas' skæve eksistenser, sublimt udført af Hills og Beards stramme rytmesektion bag chefen. 'Beer Drinkers & Hell Raisers' er den habile hardrocker med dobbelt vokal fra Gibbons og Hill samt et selvforklarende tekstunivers, sidenhen gengivet af så forskelige kunstnere som Motörhead og Butcher Babies. 'Master of Sparks' fortsætter i mere støvet terræn, tilsat historien om en lokal Texas-tradition om at smide folk ind i en specialsvejset kugle, hægte kuglen på en bil og sparke den af bilen i høj fart for the fun of it – fortalt af det afdøde offer – inden 'Hot, Blue and Righteous' runder første side af i et af ZZ Tops mere soulfulde øjeblikke.



Side 2 lægger ud i det boogierockede hjørne med slibrig solo og dobbeltvokal i 'Move Me on Down the Line', inden en af ZZ Tops stjernestunder om blaffertøserne Precious og Grace fortsætter som et af albummets stærkeste eksempler på, hvad der sker, når Hill og Beards rytmesektion udfordrer Gibbons' kreative udfoldelser på den seksstrengede. 'Have You Heard?' runder, som første side, af i mere letbenet terræn.

Men det blev dog 'La Grange', der blev den indledende blåkopi for resten af deres karriere. Historien om Texas' bedste horehus, der opstod i sidste øjeblik under en jam, mens Manning gjorde rent i studiet. I spontan iver fik han bandet til at holde jammen i gang, og således opstod hittet, der stadig den dag i dag er et af ZZ Tops varemærker, skampulet af enhver radiostation og karaokebar med/uden respekt for sig selv. For ikke at nævne, hvor meget den er brugt i reklamer for alt fra motorcykelforsikringer til Wrangler-jeans. Gibbons brummer sig vej igennem rygtet om ranchen med de lækre piger, men sætter også spørgsmålstegn ved, om det nu også kan være rigtigt, at det er Texas' bedste horehus – som han goldt konstaterer: ”But now, I might be mistaken”.



Væk fra forglemmelighedens støv
'Tres Hombres' er pladen, der i 1973 definitivt sætter trioen fra Texas på det musikalske landkort. De skæve karakterer og støvede fortællinger fra landevejene tilføjer et unikt touch til helheden, og ZZ Top har endelig skåret bluesrocken ind til benet, hvor Gibbons' licks og soli overgår sig selv gang på gang. Beard og Hill træder også momentvist ud af baggrunden, når skæringen tillader det, men man betvivler på intet tidspunkt, at ZZ Top først og fremmest er Gibbons' band. Det var ham, der startede det hele i 1969, og hans tørre humor og groovy tilgang til bluesens verden ramte en nerve langt ud over statens grænser. ZZ Top kom sprudlende til udtryk inden for bluesrockens afgrænsede rammer. Som Gibbons selv sidenhen har udtalt: ”We could tell we had something special. The record became the turning point for us. The success was handwriting on the wall, because from that point we became honorary citizens of Memphis.”

Den efterfølgende turné mundede ud i half n half live- og studie-indspilningen 'Fandango', der fortsatte ad samme spor med højdepunkter som den heavyrockede 'Nasty Dogs and Funky Kings' og den obligatoriske lukker 'Tush'. Årene gik, skægget blev længere, og imaget blev mere karikeret, efterhånden som 80'erne meldte deres  indtog. Uanset hvor vi graver i diskografien, vil de underfundige fortællinger om damer, landevejene, de store biler og Texas'  skæve eksistenser dog altid danne rammen om deres underspillede shuffle-blues-grooves, og ZZ Top er, på trods af en kvalitetsmæssigt svingende diskografi, stadig lyden af coolness, fortsat med Gibbons, Hill og Beard intakt 50 år inde i karrieren. 'Degüello' (1979) var den dansable pendant til treeren, og 'Eliminator' (1983) var hitbaskeren, der stadig præger radiofladerne den dag i dag. Men det er uden for enhver diskussion, at de aldrig var nået så langt ud i rummet uden 'Tres Hombres', der førte ZZ Top væk fra forglemmelighedens støv, på vej langt ud over Texas' motorveje – hvorend det sidenhen måtte føre dem.