Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Premiere: Mother Of All – Cosmic Darkness

Populær
Updated
MOTHER OF ALL Band 2 1200
Single 1 - CosmicDarkness - cover1200

Det progressive dødsmetalband Mother of All er klar med første single fra deres kommende album. Du kan lytte til nummeret 'Cosmic Darkness' her.

Dato
12-01-2024
Fotograf
Julia Nikiforova / JN Lightning

Mother of All er tilbage og det med deres andet album 'Global Parasitic Leviathan'. Det giftige undervandsmonster bliver udgivet 5. april 2024, og nu kommer første single derfra, der hedder 'Cosmic Darkness'.

Bandet blev dannet af Martin Haumann i 2013, der tidligere har været trommeslager i bands som Myrkur, Afsky, Essence og stadig også er i sit andet band, Timechild. Her er han dog forsanger, og i 2021 udgav Mother of All debutpladen 'Age of the Solipsist', hvor han havde ingen ringere end Steve DiGiorgio med på bas, der bl.a. har spillet i Testament, Sadus og Death.

Her to år senere er han så klar med fuld, fast besætning med medlemmer fra Lamentari, Chaoswave og Withering Surface. Det er Martin Haumann, der tager sig af vokal og trommer, mens Michael Møller er på bas og Henrik Rangstrup og Frederik Øgaard Jensen er på guitarer. Når de spiller live, har de Daniel Nielsen med på trommer. Vi så netop Mother of All live på 1000Fryd i Aalborg tilbage i februar måned, hvor de spillede nye numre, men her var 'Cosmic Darkness' ikke med.

Den har de gået og puttet med, og nu kan alle lytte til musikken, der er lige dele progressiv og melodisk dødsmetal. Særligt guitarerne får lov at tilføre melodi.

Tematisk siger Mother of All selv om pladen:

Mother of All konfronterer endnu en gang uforbeholdent udfordrende og moderne emner på det nye album, der tematisk kredser om den udbredte vending mod korporativt og finansielt tyranni i den vestlige verden. De forskellige aspekter dækket i hver sang knytter sig alle til dette centrale tema og undersøger, hvordan individer og nationer kontrolleres, samt de ideologiske grundlag – betegnet som en "religion" på albummet – der retfærdiggør en sådan dominans. Den symbolske brug af "Leviathan," et bibelsk havmonster, som filosoffer normalt forbinder med en konge eller en suveræn hersker legitimeret af Gud, får en ny betydning på "Global Parasitic Leviathan". Leviathan, der erstatter de gamle religioner, udgør nu, hvad bandet betegner som "egen-interessens religion."

Du kan høre singlen 'Cosmic Darkness' her: