Fra Skagen til L.A. og tilbage
Martin Haumann har spillet trommer i Myrkur og Afsky, været stage manager for Dave Lombardo og er nu i front for sit band Mother of All. Vi ville høre om det hele!
Martin Haumann er klar med debutpladen ‘Age of the Solipsist’ med sit nye band Mother of All, hvor han nærmest er moderen til det hele. Han skriver sangene, og indspiller dem såmænd også. Haumann er mest kendt for at være trommeslager, men efter at have siddet bag trommesættet i en del bands, er han nu klar til også at gribe mikrofonen, og springer derfor ud som sanger i Mother of All. Til at hjælpe sig på pladen har han fået hjælp af ingen ringere end Steve DiGiorgio på bas, som også er kendt for sit virke i bands som Testament, Sadus og Death. For blot at nævne nogle få. På guitar hjælper danske Frederik Jensen. Trommer og vokal tager Haumann sig selv af.
Vi ringede ham op for at høre lidt om, hvordan Mother of All blev til, hvordan Martin Haumann er nået dertil og alt det, der har været en del af rejsen frem mod udgivelsen af ‘Age of Solipsist’.
– Jeg er født i Göteborg. Min mor er svensk og arbejdede med film. Der boede vi i noget tid. Min far læste til læge i Danmark og blev udsendt til Cypern, hvor jeg også var med, og derefter flyttede vi til Skagen. Skagen var hele min opvækst. Jeg følte mig ikke dengang som en rigtig skawbo, men det gør jeg nok mere nu, indleder Haumann
Typisk er der en musiker i hjemmet, der ligesom viser vejen, men for Martin Haumann var det lidt noget andet.
– Der har altid været meget musik derhjemme. Vi havde en pladespiller, som jeg lyttede på. Der var dog ingen instrumentalister, så jeg skulle lære mig selv det hele. Jeg tog selv initiativet. Jeg gik til babyrytmik, men det tog jeg dog ikke selv initiativet til, ler Haumann. Da jeg blev lidt ældre i folkeskolen, skulle jeg bare have et band og spille noget musik. Det første rigtige rock, jeg hørte, var ‘Eat the Rich’ med Aerosmith, og så blev det bare hårdere og hårdere. Nu-metallen var på sit højeste, da jeg var teenager, så det begyndte jeg at spille. Både Rage Against the Machine, Sepultura osv. Jeg hoppede lidt rundt mellem alle instrumenter, men jeg vendte altid tilbage til trommerne. Det første band var i Skagen, som hed One Person Parade, hvor det gjaldt om at gå sine egne veje, dybt inspireret af Rage Against the Machine. Det var meget simpel musik, men vi spillede en skolekoncert, og det var så vildt. Vi havde en stor badmintonhal i Skagen, hvor alle spillede blød musik, hallen var fyldt, og så kom vi der og spillede Deftones. Det var ret vildt.
En to-delt karriere
Det var dog først lidt senere, at der blev noget struktur over karrieren. Efter skolen mødte han de folk, der skulle blive til bandet Essence.
– Faktisk havde jeg vist jammet med Lasse Skov lang tid inden vi startede det band, Essence. Tror det var i et øvelokale i Ålbæk. Og Tobias og jeg havde et black metal projekt, der hed Bismuth, og det var fordi bismuth er det tungeste metal. Virkelig et dumt navn. Men vi mødtes alle sammen på gymnasiet i Frederikshavn. Lasse Skov, Mark Drastrup og Tobias Nefer. Det blev så til Essence. Men jeg har altid kørt tingene i to spor. Det ene er min musikalske ting, og så er der min metal-ting. Der er den klassiske vej, hvor jeg tog på musikskoler, og så alt metallen parallelt med det. Det er to meget forskellige verdener. Både hvordan man tilgår musikken og hvilken musik, man spiller. Efter gymnasiet tog jeg på musikskole i London, hvor jeg sparede op til et ophold på seks måneder. Derefter musikalsk grundkursus forud for musikkonservatoriet. Dengang var det muligt at tage det grundkursus i Hjørring. Det er desværre lukket nu.
Essence bliver et band, der udgiver plader, giver koncerter i Nordjylland og senere resten af landet og udlandet. Martin Haumann er med som trommeslager fra begyndelsen og de to første studieplader, ‘Lost in Violence’ og ‘Last Night of Solace’. Her møder Devilution bandet i Hamburg, hvor de var på turné med Hypocrisy og Hate. Koncerten i Hamburg er bogstavelig talt dagen efter, at Hates 27-årige bassist Slawomir ‘Mortifier’ Kusterka er død i turnébussen af et hjertestop. Så hele karavanen er i chok, da vi møder dem backstage på spillestedet Markthalle.
– Det var sindssygt. Det var vores anden Europa-turné. Den første var med Vader og Krisiun, og det her var så nummer to. Tragisk der i 2013. Ja, han døde og det, der skete, var, at de var endt på en rasteplads, og alt var okay, og man troede han sov. Da de senere kiggede på ham, virkede han livløs, og så fandt de ud af, at han var død. Han havde åbenbart nogle komplikationer og noget med hjertet og astma, så vidt jeg husker. Det fandt man først ud af efterfølgende. Det var helt fucked, men vi endte med at fortsætte turnéen.
Martin Haumann forlader dog Essence og går videre derfra i sit musikalske virke. Begge spor udvikler sig herfra og mødes til dels.
– Jeg havde nogle venner i Aalborg, og sammen havde vi bandet Final Hour, som jeg begyndte at fokusere lidt mere på. Dem skrev jeg musik sammen med, og jeg havde lyst til at eksperimentere mere. Jeg lavede også et avantgarde eksperimenterende akustisk jazzband, der hed “Shitpissnvomit”. Jeg havde altid haft en drøm om at have mere kontrol, lege og tilføje aggressive metal-elementer, men det skulle være akustisk. Vi havde en kontrabassist, en pianist og mig på trommer. Det var på konservatoriet i Aalborg. Vi var meget forskellige, men enige om bare at prøve noget nyt. Vi ville bryde med det, vi anså for alt for rigide og uoriginale tilgange til musik omkring os.
Turen går til Californien… og tilbage til Danmark
Mens Haumann bor i Aalborg og eksperimenterer med musikken, færdiggør han sin fem-årige uddannelse på musikkonservatoriet. Men selv om Aalborg er en stor by i Nordjylland, er Martin Haumann ikke kun nordjyde, og ambitionerne er til mere og andet end jazz og heavy-trommer i og omkring hjemstavnen. Der skal prøves noget af, og der træffes nogle store beslutninger. Der skal gøres nogle erfaringer.
– Altså, jeg syntes, der skete for lidt i Aalborg. Jeg gik ud af mit band, Essence, som jeg havde været med i fra starten. Uddannelsen bliver overstået og der er mange ting, jeg skal overveje. Hvad er det her for en branche, og hvad giver mening? Jeg opsiger min lejlighed og køber en billet til Los Angeles, hvor jeg rejser rundt i to måneder. Jeg ender med at hjælpe til ved nogle koncerter i San Diego, hvor jeg bliver stage manager først for Snot (amerikansk nu-metal band fra Californien) og Philm, som Dave Lombardo er med i, efter han gik ud af Slayer. De spiller begge i San Diego, og jeg hjælper dem backstage. Jeg skrev rundt til nogle folk, inden jeg tog til L.A., og fik nogle jobs der. Det, der skræmmer mig og berører mig er, at han lige er gået ud af Slayer, men der er ingen mennesker til den koncert. Det er en lille festival, og de spiller til sidst som trækplaster. Men for alle andre bands har det været ‘pay to play’ for at få det til at køre rundt. På trods af at Philm og Dave Lombardo skulle være et trækplaster, er der måske 50 mennesker til deres koncert. Der tager jeg lige en mental note.
Dave Lombardo og Martin Haumann i USA
Så det, du bliver bekymret for, er, at man kan være nok så kendt en trommeslager i et kendt band, men forlader man det etablerede navn, så starter man helt forfra? Som du selv lidt gør med Essence.
– På sin vis, ja. Der var ingen, der kom for at se Philm.
Metallandskabet er jo også noget anderledes der, i Californien, end i Europa. Jeg var selv i USA, hvor jeg bl.a. så I Am Morbids første koncert i hjemlandet USA, på det legendariske Whisky A Go-Go midt i L.A., men der var ikke fyldt. Det overraskede mig meget, at Morbid Angels forsanger ikke kunne trække fulde huse på hjemmebane, som de havde gjort i Europa kort tid forinden.
– Ja, det er som om man går mere op i ‘brandet’ end hvem, der er i bandet. Jeg oplever nogle gange, at der er sådan en mangel på fordybelse. Det er mere overfladisk på Vestkysten. Det er lidt en luksus at bo i Danmark, og vi har nok mere tid til at bekymre os om kunst. Finde ud af, hvad der er fedt, og flere har tid til at dyrke det. Der var forholdene bare anderledes derovre. Det var langt mere luset at spille koncert derovre også. Jeg ville gerne spille musik og overvejede at flytte base til et andet sted, men det skulle i hvert fald ikke være der. Jeg var på et lille sted midt i L.A., der hedder The Big Potato. Frank Zappa og alle mulige store navne har spillet der. Men det var, som om alle kæmpede for at overleve. Jeg tænkte, at det ikke var stedet at være, hvis man ville fordybe sig. Med alt det in mente kunne jeg konkludere, at det ikke gav mening, så jeg tog tilbage til Danmark og etablerede mig i København. For at arbejde bagdelen ud af bukserne.
Hvad arbejder du så med?
– Musikskoler. Som lærer. Jeg havde også mødt forskellige folk i metalmiljøet, som manglede en trommeslager og skulle på turné, og så var jeg med rundt på forskellige turnéer. Det var lige, da jeg flyttede til København, og Ole Luk havde lavet et opslag. Qua min fortid i Essence tror folk måske, at jeg er til thrash, men i barndommen var det Immortal, Dimmu Borgir og Darkthrone, der var number one, så jeg har alle dage været kæmpe black metal-fan. Da Ole Luk lavede det opslag, hvor han skulle bruge en trommeslager, slog jeg også til der. Så spillede jeg trommer med Ole Luk i Afsky. Amalie Bruun fra Myrkur ser mig så til nogle koncerter, og hun manglede også en trommeslager, og så kom jeg også med der.
Det var dog ikke kun bands, øvelokaler og turnéer. Martin Haumann kommer også videre fra sin tid som musiklærer. Hans parallelle verden udvikler sig i samme hæsblæsende tempo som metal-delen.
– Det var en sindssygt stresset tid. Jeg var lige kommet ind i Søværnets Tamburkorps. Jeg er god og hurtig til at læse noder, og Myrkur kom samtidig. Så der var tryk på. Jeg kunne mærke, at nu sker alt det, jeg gerne ville. 
Martin Haumann på trommer bag Dannebrog for Myrkur i 2018 som opvarmning for Smashing Pumpkins
Hvor er de projekter for dig nu? Myrkur og Afsky?
– Myrkur var svært at få til at passe med arbejde, og jeg havde igen overvejelser omkring det, når det ikke var ens eget projekt. Lige meget hvor meget man gerne vil, så er det ikke altid muligt at få det til at hænge sammen, for jeg kunne ikke altid få fri til de turnéer. Vi har det stadig rigtig godt sammen, og det var fedt at være med til. Det var en virkelig god oplevelse. Det har givet mange kontakter. Hvad angår Afsky, der havde jeg lige indspillet trommer til ‘Sorg’, og der kom en turné, hvor jeg ikke kunne pga. tid. Så laver vi ‘Ofte jeg drømmer mig død’, og så har jeg brug for igen at fokusere på mit eget. Der kommer en mulighed med Mother of All og faktisk også Timechild. Så jeg kører videre med mine egne ting. Ole Luk og jeg er stadig rigtig gode venner, og vi mødes stadig, men jeg skulle videre med Mother of All og min vision for, hvad jeg ville med det. Jeg var lidt skræmt af det med Dave Lombardo, så jeg skulle videre.
Her er video fra Martin Haumanns sidste koncert med Afsky:
Netop Mother of All er klar med ‘Age of the Solipsist’, hvor førnævnte bassist Steve DiGiorgio er med. Hvordan får en nordjyde kontakt til et så etableret navn på den internationale scene? Der skal vi tilbage til tiden i Martin Haumanns ungdom, hvor et band som Necrophagist fyldte rigtig meget.
– Jeg finder ud af, hvem der spiller trommer på det der sindssyge musik i Necrophagist. Jeg tager til det sydlige Tyskland for nok 10 år siden for at få en lektion ved Hannes Grossmann fra Necrophagist. Jeg ville lære, hvordan han laver sine vilde blastbeats, og hvordan han spiller så hurtigt og så hårdt. Efter den lektion holdt vi kontakten. Senere var han med på en Death to All-turné med Obscura, hvor jeg mødte ham og Sein Reinert i Aarhus (der netop spiller trommer i Death to All qua sin fortid i Death, da ‘Human’-pladen blev indspillet, red.). Det var helt vildt. Så ser Grossmann for et år siden, at jeg skal lave en ny Mother of All-plade og hører trommeindspilningerne. Det ville han gerne være med på og mixe. Det siger jeg selvfølgelig ja til. Steve DiGiorgio og Grossmann lærte hinanden at kende på den Death to All-turné (fordi Steve DiGiorgio også er med i Death to All qua sin tid i Death, red.) og så får jeg kontakten til ham derfra.
DiGiorgio ringer så og siger, at han og resten af Testament har fået corona, så han skal lige være færdig med at være syg, og så vil han gerne indspille. Der vælger jeg så at være tålmodig. Resten er historie. Vi har en fed kollaboration på pladen, og siden har vi holdt kontakten. Jeg fatter stadig ikke helt, at det er sket, men det var altså gennem Hannes Grossmann. For personligt er det klart Necrophagist og Death, der er nogle af mine all-time favoritbands. Så det er bare sindsygt at kende dem.
Hannes Grossmann og Martin Haumann i 2011.
Nu er pladen klar til at blive udgivet. Hvad er dine planer for det?
– Lige nu er der forsinkelse på. Udgivelsesdatoen rykkes pga. pandemien. Vi skubber den nok en måneds tid. Jeg har nogle helt bestemte ideer, jeg gerne vil have ført ud i livet, og metallen er bare min hjemmebane. Det kræver lidt tid, hvis det skal gøres helstøbt. Men på den her plade har jeg bestemt mig for at gøre noget nyt og lidt anderledes, og bare gøre det helt ærligt. Det er det, der er missionen med Mother of All. Lave noget, der er min vision af, hvad metal kan være, uden det bliver kedeligt og hver sang lyder ens. Noget, der lyder som Death, Immortal, Dissection og det vildt tekniske i Necrophagist og måske også det thrashede, jeg havde i Essence, hvor man bare skal ned og have et groove. Hele det spektrum. Alt det musik, jeg har spillet gennem tiden, og så finde en lyd, der har det hele, uden det bliver genreforvirrende. Jeg vil gerne lave noget, som jeg selv vil synes, er for sindssygt at lytte til. Som har alle de elementer, jeg elsker på én plade.
Det er det, jeg vil med den her plade. Det er også det, jeg vil fremover. Eksperimentere. Tage nogle chancer. Så kan det være det går af helvede til og man får lavet en ‘Lulu’ eller får lavet noget originalt og megafedt. Det er de chancer, man må tage. Jeg kommer aldrig til at lave sådan noget som AC/DC, sådan en skildpadde, der stille og roligt går i den samme retning år efter år. Jeg elsker AC/DC, men kreativt har jeg for meget ild i røven, så der skal ske noget. Planen med Mother of All er at blive ved med at være uden begrænsninger. Det skal ikke bare være for at prøve noget af, for det skal virke, og det skal også være metal. Om nogle år kan det være, det skal være folkesange. Men lige nu er det "hvad kan vi gøre indenfor de rammer, der er metal?". Det er Ole Luk også virkelig god til i sin black metal. Hvis man lytter til de riffs og valg, han tager. Det er vildt interessant. Hvor går grænsen? Kan vi skubbe den lidt? Nej, det var for langt. Tilbage. Ny vinkel.
Det er jo den kreative proces, hvor man skubber grænserne for hvad det er for vildt, kedeligt, hvor meget kan man lægge på her, er det for meget, for lidt. Hvor højt kan man stable en lagkage, før det falder sammen? Det er altid voldsomt interessant.
– Præcis. Der er et spændingsfelt mellem hvad, der er en god sang og hvad, der er interessant. Men der er ikke nødvendigvis en modsætning. Det er en falsk forskel. Men det er virkelig svært at forene. Kan man lave en god sang, der også er interessant og har noget nyt? Personlighed? Det, synes jeg, er kunsten. Det er der, man skal være. Det er også essentielt, at der er interessante og personlige emner i lyrikken, og at musik og lyrik afspejler hinanden. Det er helt essentielt for oplevelsen af de forskellige sange på denne plade. Jeg kunne blot lave de mest tekniske sange, jeg kunne finde på, men er det en god sang? Man kan også lave en “god sang”, der bare er forudsigelig og uoriginal… Men kan du skabe noget, der afsøger grænser og samtidig er noget, du har lyst til at lytte til? Det har mere mening for mig at have den tilgang.
Måske også at lave noget, du selv gider at spille?
– Haha. Ja, lave et vildt liveshow!
Ja, når pladen så rammer her i 2021, så skal der følges op. Vi må gå ud fra, at du selv skal med på scenen, men skal du stå op eller sidde ned?
– Jeg regner med at stå op. Jeg har nogle ideer, men jeg ved ikke hvor mange af dem, vi kan nå at få med i første omgang. Når man hører pladen, er der rimelig mange elementer, og hvilke af dem skal jeg selv spille? Men det vigtige er, at jeg selv tager vokalen, og det kommer jeg til at fokusere på i fremtiden.
Det er næppe heller nemt for et nyt band, der har en debutplade klar til markedet, ikke at vide, hvad der kan lade sig gøre med koncerter. Tiderne er meget omskiftelige under denne pandemi, og Mother of All må navigere i ukendt terræn, hvor det er vanskeligt at planlægge, om man kan spille indendørs eller udendørs. Martin Haumann tager det med ro.
– Jeg havde faktisk samlet folk til koncerter. Jeg havde også booket en række koncerter. Men det blev jo alt sammen aflyst. Det her projekt er mit, og det er bygget op over lang tid, og nu kommer den første plade. Jeg kan ikke forvente, at mine bandmates skal sidde og vente på, at verdenen lukker op igen og er med mig. Det her er dog det lange, seje træk for mig, så jeg er vant til, at det ikke nødvendigvis sker lige med det samme. Jeg stopper ikke. Måske er det nu, jeg bare skal give den alt, så? Giver det mening? For der er jo bands, der formår at bruge den her tid i et koncertmæssigt vacuum til, at der skabes et liv på plade og i studiet i stedet.
Og for Martin Haumann har tiden været brugt netop i studiet. For Mother of All og debutpladen er ikke det eneste, han har haft fingrene med i. Bandet Timechild, der netop har fået kontrakt med Mighty Music, er også et projekt, han er blandet ind i. Vi spurgte ind til, hvad det nu er for noget. For Timechild er genremæssigt noget helt andet end Mother of All.
– Det er første gang i lang tid, jeg er gået med som fuldbyrdet bandmedlem i noget. Det er nogle virkelig gode musikere, og de spurgte mig. Den første plade med Essence var ved Søren Andersen i Medley Studios i København, og han anbefalede mig til Timechild, da de ledte efter en trommeslager. De mente nu nok, jeg var en metaltrommeslager, og de er jo mest til rock, men han sendte dem en video, hvor jeg spiller Deep Purple, og så kunne de godt se, at jeg også kunne mere og andet end heavy metal. Vi mødtes, og jeg lyttede til deres sange. På det her tidspunkt havde de ikke engang et bandnavn endnu. De havde skabelonerne til mange ting, og så spillede vi sammen i studiet, arbejdede på et par sange og der fandt vi ud af, at vi skulle være et band.
Hvornår sker det her? Er det relativt nyt? Hvad er planerne?
Det var sidste år. Det er spritnyt. Vi arbejder med Søren Andersen i studiet, og der arbejdes på en del sange. Så ser vi, hvad der sker. Ambitionerne er der bestemt. Det er nogle sindssygt fede sange, og for første gang i lang tid har jeg virkelig knoklet med at få så naturlig en trommelyd som muligt. Fordi det er rock, så kan jeg vise de dynamiske ting, og her hjælper det også, at jeg kan spille hurtigt, som jeg har fra metallen. Jeg har brug for, at man kan høre, at det er et menneske, der spiller. Der er jeg glad for, at jeg ikke kun tog den skolede vej, men at der kan være liv i musikken, som jeg har haft med fra metalmiljøet med koncerter osv. Jeg hørte for nylig Dimmu Borgirs ‘Puritanical Euphoric Misanthropia’, hvor første gang man hørte den, der lød det helt sindssygt med de trommer, men i dag føles lyden som en dinosaur. Teknisk er det stadig vildt, men den lyd er bare ikke ældet med ynde. Det er nogle fantastiske sange og fede elementer, men der skulle noget mere liv ind i det. Lidt mere beskidt. Så ville det blive mere tidløst ,fordi man ville kunne høre, at det er mennesker, der spiller.
Så kommer vi også hurtigt over i produktionen, som sagt. Hvis man læner sig op af en lyd, der er populær i tiden. så er det en risiko for, at levetiden ikke er lang.
– I mit hoved har jeg en teori, at man kan få så perfekt, men organisk en lyd som muligt. Det vil du kunne høre på Timechilds kommende plade. Det er en sindssyg produktion. Jeg tror, vi endte med at have 32 spor bare på trommerne. Det er ikke for at gøre det perfekt. Tværtimod. Du har så mange spor for at få så meget med af, hvordan det rent faktisk lyder. Der er noget, der lyder lidt for perfekt, men det er en balance, og jo mere man kan få en god performance optaget, jo bedre. Ligesom introen til ‘Flattenings of Emotion’ med Death. Alt det trommespil, der er på den ‘Human’-plade. Det er ikke kun sangene, der er gode. Det er også det, at man har lyst til at lytte til den plade og falde ind i et univers. “Hvad spiller han nu? Hvordan spiller han det?” Det lyder eventyrligt og levende. Det er ikke maskinelt, men organisk.
Når snakken falder på Death, er denne skribent jo hurtig til at gribe muligheden for at afspore snakken. For Martin Haumann er også fan af bandet, og har på et tidspunkt lavet en bog med alt trommespillet til Gene Hoglans bidrag på pladen ‘Symbolic’ fra 1995. Det må vi hellere også lige få fundet ud af hvordan og hvorfor, inden vi slipper den travle musiker.
Hvordan gik det i øvrigt med den bog, du lavede over ‘Symbolic’?
– Jeg fik den givet til ham personligt. Vi sad og snakkede. Det er en del af min rejse. Efter konservatoriet fik jeg et talentlegat, som jeg kunne bruge til mere undervisning. Jeg besluttede mig for at tage til New York, til en Dom Famularo, som er virkelig teknisk dygtig. Arbejdede med ham på nogle tekniske ting, og så kom vi til at tale om netop Gene Hoglan, fordi Famularo har undervist Hoglan i stortrommeteknik. Jeg sagde, at jeg havde transkriberet hele ‘Symbolic’, og han erkendte, at det var et kæmpe arbejde, og den mente han, jeg skulle give til Hoglan. Jeg sagde, at ‘Death to All’ spiller i København næste år, og så skrev han bare til Gene Hoglan med det samme og lavede aftalen for mig. Jeg kom ind i Amager Bio, Hoglan var der, jeg fik billet og så hele koncerten fra scenen. Der gav jeg ham bogen, og den brugte jeg virkelig lang tid på at lave. De spillede netop hele ‘Symbolic’ den aften i København. 
Martin Haumann og Dom Famularo i New York
Således når Martin Haumann fra Göteborg og videre til Skagen, Hjørring, København, Tyskland, Los Angeles, New York og tilbage igen. En rejse, der har formet hans kunstneriske udtryk og ham som menneske. Nu er hans band Mother of All klar med debutpladen ‘Age of the Solipsist’. Solipsisme er netop teorien om, at ens personlige jeg er det eneste, der er. Vi har derfor fokuseret på Martin Haumanns rejse her i dette interview, og prøvet at finde ud af, hvad det er, der har ført ham til her i 2021 at være klar med den plade. Pladen udkommer 11. juni på svenske Black Lion Records og danske Over the Under.