Raunchy-smuglytning

Raunchy-smuglytning

Til september udkommer Raunchys femte album 'A Discord Electric', som guitarist Lars Christensen inviterede os til at smuglytte til.

Kunstner
Titel
A Discord Electric
Dato
14-07-2010
Distributør
Trackliste
01. Dim the Lights and Run
02. Rumors of Worship
03. NGHT PRTY
04. Street Emperor
05. Blueprints For Lost Sounds
06. Shake Your Grave
07. Tiger Crown
08. Big Truth
09. The Great Depression
10. The Yeah Thing
11. Ire Vampire
12. Gunslingers and Tombstones

Lytteseancen foregår under utraditionelle forhold, idet Lars har inviteret skribenten og NRGmagazine.dk’s fotograf hjem i sin sommervarme lejlighed til bandets nyeste tråd og et par dejlige, svalende bajere. Han præsenterer kort de fleste af numrene inden sangen smækkes på de store højttalere.

Er artiklen blevet længere end man kan rumme, så skal det siges, at der er en form for konklusion sidst i artiklen.

1. Dim the Lights and Run

Åbningsnummeret er i følge Lars pladens "afstikker", der ikke rigtigt passede ind andre steder på pladen end som åbner. Nummeret er da også ganske poppet og svævende i et lidt langsomt tempo. Der bruges en hel del elektronik i sangen, der næsten udelukkende har ren vokal med undtagelse af lidt mere rå, halvsnakkende vokal med lidt dobbeltpedal indover i omkvædet.

Ganske catchy nummer, der måske ligefrem kunne egne sig til radio med sin afslappede, men dunkle Depeche Mode-agtige stemning.

2. Rumors of Worship

Her præsenterer Lars nummeret som "klassisk", hvor der naturligvis menes klassisk i Raunchy-regi.

Og dér kommer guitarerne! Tung, men også symfonisk, nærmest majestætisk, intro fører over i et typisk Raunchy-riff. Kasper kommer for alvor på og råber igennem over bas, trommer og keyboard. Spaden dukker op igen før omkvædet, der helt sikkert vil få folk til at synge med. Nummeret har en slags bro med nogle lidt skæve toner, der giver en mellemøstlig atmosfære inden sangen ender i en sej metalslutning.

3. NGHT PRTY

Skivens tredje sang får også en kommentar med på vejen fra Lars: "Poppet, nok også lidt klassisk".

Faktisk tænker skribenten lidt 'The Bash' fra forrige skive, men så kommer trucker-trommerne. Igen er det et lidt tungt tempo. I omkvædet hjælper lidt offbeat-rytme på bækkerne til den glade, let poppede stemning. Nummeret "gynger" godt, og det står klart, at bandet stadig har en formidabel sans for at skabe elementer, der fænger let. Vokalen er ganske poppet i mellemstykket over keyboards, men der ligger samtidig en metal-staccato-guitar og lurer. Til slut benyttes et lavmælt kor, mens guitarriffet runder af og klinger ud.

4. Street Emperor


"Nu bliver det tungt og mere nedstemt". Lars har sendt sin vurdering af sted. Det er da også en rockende, tung start. Det bliver ikke helt grumt, for produktionen er velafbalanceret og guitaren skal jo også passe med en dominerende rolle til keyboards/synth. Men det er ganske givet en metalguitar, og samme prædikat gælder også for tromme-lyden.

Der er godt med hyletoner og dobbeltpedal. Vokalen bliver til den rene af slagsen i omkvædet, hvor guitaren træder lidt i baggrunden. Samlet set spiller de nedstemte økser godt sammen med sangens poppede idéer.

5. Blueprints for Lost Souls

"Cowboy-nummeret".

Selv uden Lars' introduktion, så var det nok sandsynligt, at hjernen ville hviske "spaghetti-western" under introen. Melodien fortsætter indover den egentlige start på nummeret. Når vokalen kommer på spiller trommerne en anderledes og fed rytme, der kunne være inspireret af nu-metalgenren.

Keyboards træder i baggrunden til cirka midtvejs, hvor en catchy vokal træder ind og stortrommerne spiller en fed staccato-rytme. Sangen slutter med et metalriff, hvor vokalen bliver lidt syret og går over i råb og sangen slutter.

6. Shake Your Grave


Nummeret emmer af gyserfilm i introen, hvis melodi fortsætter over det følgende guitarriff. Tempoet er gået op, og man forstår hvorfor Lars kaldte det "tysker-motorvejs-sangen".  Vokalen er sej, rå og lidt speciel som sang han med en kartoffel i munden. Omkvædet er melodisk og bygger op fra halftime og formår at lyde som et mix af Rammstein med hiphop undervejs!

Atmosfærisk mellemstykke, hvor trommerne kun består af en stortromme til at markere takten: duk-duk-duk-duk. Stykket bygges op til et kortvarigt Slipknot-agtigt groove. Sangen går ned i tempo og slutter præcis som Lars selv siger det: "i snobrød og lejrbål". Der er dømt akustisk guitar.

7. Tiger Crown

En fortryllende synth lægger ud med et simpelt akkordbaseret guitarriff indover. Så kommer metal-riffet, og trommerne får de største smæk, de endnu har fået på skiven. Thrashet! Kasper råber trofast og grumt. Keyboard-melodien kommer ind over, men der går længere end ventet, før den rene vokal indtræder. Længe lever den nu ikke – back in the thrash.

Umiddelbart det track med mest varieret vokal, da der pludselig fuldblodsgrowles, mens noget vokal lyder, som det gør i hardcore. Undervejs har sangen flere fede riff-stykker.

8. Big Truth

Pladens måske mest afvigende nummer, som endnu ikke er helt færdig mixet, hvorfor vi møder nummeret i et testmix. Et nummer hvor Mathias (vokal) og Ole (synth) fra Dúne er med. Så lad os da lige tage Lars’ ord herom: "Det er det sidste nummer, der er skrevet til pladen. Jeg havde egentlig tænkt det som ren 'bord og stol' som i AC/DC. I studiet skilte det sig bare mere ud, men folk endte med at kunne lide det. Vi er klar over at det bliver en love/hate-ting, men tanken har aldrig været at lave noget radiovenligt".

Det er et poppet nummer, hvor detaljerne i trommespillet nu er nedtonede og med typisk rocktromme på 2 og 4, men der leges lidt ekstra på hi-hat'en. Der er nogle synth-lyde, som lyder lidt hen af nogle mobilers signal til, at der er modtaget en sms. Undervejs er der i baggrundsstemningen en snert af Carpark North. Dúne-vokalen gør sig egentlig fint til musikken, der også har et fint drive.

Der dukker også kortvarigt lidt mere metal op med Kaspers råbende vokal, men det kan dog være, at det ikke vil finde vej til det endelige mix i samme grad.

9. The Great Depression

Starten lyder som et spil på en Commodore 64, men også som Raunchy. Rammstein-feel bagefter og et stemningsfuldt metal-riff. Verset er afdæmpet, selvom Kasper råber indover. Der kommer lidt mere gas på, inden en lead på keyboard, gentagelse af omkvædet og Rammstein-fornemmelsen vender tilbage i gode metalriffs mod slutningen.

10. The Yeah Thing


Muligvis typisk Raunchy, for Lars siger i hvert fald selv: "måske lidt klassisk".

Storladent keyboard, men med herlig guitar over solid råben. Der bydes på lidt halftime-feel med metalspade inden et tromme-fill sætter tempoet op til måske hurtigere end i 'Tiger Crown'. Mellem de første vers er der lidt snak eller baggrundshvisken, mens omkvædet byder på interessant trommespil og en tilbagevenden til den ekstremt fængende, rene vokal.

En keyboardpassage leder tankerne positivt på Mårtensons spil på Amorphis-klassikeren 'Tales from the 1000 Lakes', hvorefter der igen er METAL. Ahh! Omkvædet kommer igen og synger ord som "romance", "feelings" og "halo" og bløder lidt op i metallen, der ellers flyder godt i dette nummer.

11. Ire Vampire

"Det er sådan lidt punket…". Lars' udtalelse overrasker lidt, når man ellers ser Raunchy for sig.

Men for satan der er gang i tempoet. Igen! Hurtig start med metal-tromme, så det rykker. Vokalen veksles fra rå snak til 100 % råb. Et fedt omkvæd i den renere, men aggressive ende. Det er Kasper og Jacob Hansen i fed forening. Stortrommerne rammer undervejs i sangen pladens højeste BPM, inden stemningen bliver mere atmosfærisk. Inden slutningen får man et tungt, lækkert guitarstykke, hvor trommerne nærmest jammer sig igennem en række rundgange. Og så ellers tilbage til det formidable omkvæd.

12. Gunslingers and Tombstones

Pladens længste nummer på over syv minutter. Forklaring fra Lars: "Når man bygger en sang langsomt op, så skal der jo også være tid til at pille det ned igen".

Det starter da også som et klassisk ensemble, symfonisk indtil paukerne …øhh, trommerne træder ind. Og så er der ellers smæk på den symfoniske facon. Godt metalvers, der i overgangen til det poppede omkvæd har en effekt på guitaren, så man kortvarigt tænker Limp Bizkit pga. klangen. På trods af det poppede i refrænet, så er der TONSER-trommer på. Mod slutningen er der en flot bro, hvor keyboardet dominerer og trommerne nedtones. Sangen gearer ned og keyboardet får klang som et piano. Tempoet går helt ned. Skiven har nået sin ende.

Den vage konklusion

Når der kun lyttes en gang til et album, er det svært at sige noget om holdbarheden i materialet. Sikkert er det, at Raunchy fænger ved første lyt – nøjagtig, som de er blevet så gode til over de sidste plader. Det er igen en Jacob Hansen produktion, men de har udfordret den perfektionistiske producer undervejs, for at beholde "småfejl" og en mere løssluppen stemning.

Det er måske svært at høre i første lyt, så det skal blive spændende at høre pladen i ro og mag, adskillige gange på eget anlæg. Raunchy har flyttet sig sangskrivningsmæssigt, men er stadig uhyre genkendelige, og vil ikke skræmme eksisterende fans væk. Vil der så komme nye til også? Det må tiden vise, men det virker som en god plade,  hvor metal og poppens ørehænger-træk kæmper en naturlig kamp og forenes, uden at det lyder påtaget eller som et kompromis.