RF 26: Sidequest torsdag

Nogen siger, at torsdag var en musikalsk ringe dag på Roskilde. Jeg siger, at folk valgte forkert, hvis de ikke havde en fremragende dag.

”Kommst du wieder mit zum Fest / Sorry bin auf Sidequest.” - jeg vågner op til tonerne af Jerome Molnars EDM-anthem og ved allerede her, at dagen bliver god. Jeg springer ud og rykker lynhurtigt fødderne rundt i den klassiske gabba-dans, mens energien pulserer gennem kroppen. Det er torsdag, og vi skal på sidequest!



Morgenritualerne er overstået på ingen tid, og jeg er igen parat til at møde Roskilde Festival med åbne arme. Det er en gammel ven, og den skal krammes. Tidligt ved skranken, som jeg er, er jeg klar over, at jeg senere skal være i banken – men allerførst skal jeg have fornøjelsen af norske Uld. En perfekt start oven på gårsdagens festivalkrammeri.

Trods lysten til at tage uldtøj på, bliver det til regnfrakken – det regner, men selv hvis det havde været bragende sol, ville Lagune nok have været fyldt. Nordmændene spiller fantastisk. Indlevende folk og smukke melodier er den helt rigtige start.

Uld og ost
Efter at have fundet på 1000 jokes omkring uld, tager jeg turen tværs over pladsen i regnvejr. En pizza kommer på bordet. Det viser sig at være en sidequest, ingen i entourage't kan gennemføre. Det er TOOOO MUCH CHEESE! Det i sig selv lyder som en utopi, men vi ender med at give det sidste slice til et par, der er på festival sammen for første gang, siden de fik barn.

Til gengæld giver ostepladen en velkommen energi, der skal bruges de følgende 45 minutter, hvor jeg står foran Arena og venter på Guldimund. Ikke specielt Devilutionistisk, tænker jeg, men det her er det helt rigtige valg. Asger Nordtorp Pedersen er en af de større danske, moderne sangskrivere, og det beviser han, så tårerne står ud af hovedet på mig. Ditto smukt er det at opleve publikum stoppe koncerten, da en eller anden har fået hældt lidt for meget snublejuice i æsken og er gået ud. Well done!

Således opløftet af flot musik og medmenneskelighed står den på musik om menneskehedens elendighed. Vi ryger forbi Orange og tager i banken med De Tre Bananer, men festen sker på Eos. Napalm Death er perfekt. Helt perfekt. Voldsomt, godt, oplivende. Her møder jeg sheriffen for Devilution. Han har brugt det meste af dagen på vores fælleschat med spørgsmålet: ”Hvor er I?” Jeg er her. Endelig sker det. Han skrider efter to minutter, og jeg føler mig efterladt som et barn, hvis far er taget ned for at hente smokes.

Med grindcore i sjælen og "fucks nazis" i tankerne, tørrer jeg tårerne væk fra ansigtet og slynger en fadøl i gabet. Tilbage og høj på livet og parat til endnu en sidequest. Hekse og drinks lyder spændende, og Gloria er næsten garant for en god oplevelse. The New Eves lever op til den præmis, og så er det ellers chill-time indtil Krøyer.

I en kaffebod får helten en kop kaffe... med rom og kakao, for helten er aldrig blevet gammel nok til at forstå fornøjelsen ved mokka. Men energien er lav, og lysten til at lægge sig i en vandpyt og lade livet fortsætte i eget tempo er høj. Den gode kop hjælper, og jeg opdager, at jeg står foran en kunstinstallation, der forestiller nogle kaniner... i ULD! Her genoptager jeg hurtigt dagens tidligere seance og tilføjer jokes til mit uldrepertoire. Følg med i mit liv og inden længe annoncerer jeg mit første one-man-show, med titlen 'Uld eller intet'... eller 'En ulden affære'. Det er meget tbd atm. 

Det rigtige valg
Jeg møder også nogle dejlige mennesker og snakker om den trio af rod, der er i aftenens program. Gorillaz, Uncle Acid & The Deadbeats og Krøyer. Her er jeg tilbage i mit es og ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt – de to andre tager videre til koncerten, der sidenhen skal sætte et stort, fedt aftryk på resten af min aften.

Krøyer er fantastisk. Kæmpe koncert, der lugtede langt mere af Berlin end Lolland. Mine venner joiner festen med en kommentar om, at Gorillaz var kedeligt, og at det her er fedt. Igen viser Gloria sig fra sin bedste side. Vi raver igennem en time, danser med fremmede mennesker og har det alt for vildt.

Og så er der ellers drama på tråden – men der er jeg nok mere like whatever. You do you and all. Jeg har fået den perfekte opvarmning til Kneecap på Arena.

Voksenmosh til Kneecap
Der er packed på Arena – helt fyldt. Med folk og med forventninger til en bindegal og vild koncert. Koncerten er intet af det. Det er en nøje indstuderet koncert med en eklatant mangel på autenticitet. Lettere skuffende, selvom vi da får voksenmoshet lidt.

Chatten er stadig i amok-tilstand, og det går op for mig, at fotografen også er taget på sidequest, og jeg nu ikke har en til at skyde billeder af de tre koncerter, jeg skal anmelde i aften. Perfekt, perfekt og fedt. En gentagende udfordring jeg dog har lært at ignorere. In the end it doesn’t even matter, tænker jeg, og grubler derefter i små 20 minutter over, hvorfor Linkin Park ikke spiller på Rossen i år.

Farrock FTW
Altså, Clips kommer jo. Og jo, jo, eneste koncert i norden var i Sverige. But still, man gad godt, også selvom det vel er far-rock efterhånden. Det sagt, så er jeg jo også en far, så det ville være et perfekt match... og unge mennesker elsker altså også Linkin Park, så det ville jo være fedt. Og så på den nye Orange Scene? Hvorfor er det kun en indlysende succes for mig? Overbevist om, at noget er gået galt i universet, og at unge mennesker gider Linkin Park, vender jeg tilbage til overfladen og beslutter, at det nok mere er en Devilution-udfordring end en mig-udfordring, at anmeldelserne af Krøyer, Kneecap og Brutalismus 3000 først bliver udgivet tre måneder efter, Roskilde Festival er afsluttet.

Med det i tankerne tager jeg over på Orange og oplever folkefesten. Det er en meget stor mand, meget tonet og lettere olieindsmurt, der ejer scenen. Imponerende. Jeg forestiller mig, at fire Tobias Rahim'er kunne lave et voldsomt spændende Manowar-kopiband. Så kunne de nok blive hyret til at spille på Copenhell? Tanken er underholdende, ligesom koncerten. Opløftet over fællesskabsfølelsen og en masse god musik og dans er jeg parat til at danse endnu mere – og meget voldsommere!

Brutalt rave på et vanvittigt tidspunkt
Ved Arena skal underlaget smadres – og det bliver det. Brutalismus 3000 kl. 02 lyder som en vanvittig idé. En vanvittigt god idé. Det er alllllt, hvad man kunne håbe på. Energi, attitude, fest og farver. Et elegant punktum på en dag, der allerede har været lang og fyldt med musikalske højdepunkter. Vejen hjem byder på flere sidequests, de fleste relateret til alkohol og mad.

Da jeg slukker for hjernen, er jeg bekendt med, at jeg er gået glip af dagens helt store musikalske omdrejningspunkt. Hvad der skal blive fokus de kommende dage. Men jeg er ditto bevidst om, at torsdag har været en vanvittigt god dag – og at jeg får tømmermænd, båret af søvnmangel frem for alkohol, om fredagen. Kl. 05 får jeg hurtigt sat Molnar på igen og beslutter, at jeg skal på flere sidequests de kommende dage, inden jeg falder om.