Smuglytning: Gojira

Devilution har lagt ørerne til skinnerne for at lytte til hvad Gojiratoget bringer. Her kommer en track-by-track-gennemgang.

Der skal ikke herske tvivl om, at 'L'Enfant Sauvage' stadig lyder som Gojira. Stadig pompøst, men ikke så monolitisk som på eksempelvis 'From Mars to Sirius' (med 'Backbone' og 'Heaviest Matter...' , men heller ikke helt så – undskyld udtrykket - artsyfartsy som ‘The Way of All Flesh’ var, når den er værst ('A Sight To Behold').

Tempoet er sat ned, og det dødsmetalliske er trådt i baggrunden, men den lever alligevel musikalsk godt op til albumtitlen ("Det vilde barn"), for vildskaben er stadig til stede på en mere thrashet måde. Man kan dog stadig høre, at det er Gojira, for de veksler meget mellem de hårdt pumpede, muflede riffs (djent) og de mere svømmende stemningsflader. (eksempelvis åbneren 'Exlosia'). Rytmebunden er som altid megatight uden at blive for klinisk.

Især Joes forvrængede vokalarbejde er værd at lægge mærke til, for der er meget melodi i numrene, som han på meget varieret vis lægger, før brølet runger ud, som i eksempelvis 'Gift of Guilt'.

Ambitionen om at lave kunstmetal er dog stadig til at få øje (eller øre) på - og måske er bandet tættere på at lykkes med det end nogensinde før.

Der skal ikke herske tvivl om, at 'L'Enfant Sauvage' stadig lyder som Gojira. - dvs. et udgangspunkt i teknisk død, der har større kunstneriske ambitioner end så meget andet. Når det er sagt, så har vores franske venner trådt et skridt væk fra dødsmetallen. Dermed ikke sagt at det ikke er vildt sine steder, for det er det, eksempelvis på titelnummeret, men det er som om Gojira mere har koncentreret sig om at lave gode numre end at komme helt så langt ud i tovene som tidligere.

Eksempelvis var 'From Mars to Sirius' meget monolitisk når den var bedst, og 'The Way of All Flesh' var meget villet arty-stille når den var værst. 'L'Enfant Sauvage'  formår at sammenflette det vilde Gojira som vi elsker, med det mere vemodige som bandet hele tiden har haft til stede, blot ikke så vellykket og -udført som nu.

Og med det i baghovedet kommer her en gennemgang af albummets numre:

1. Explosia

Klassisk Gojira. Hårdt pumpede, bratte riffs, der går over i en outro der er båret at et enkelttoneriff spillet med en spaghetti western-agtig guitarlyd.

2. L’Enfant Sauvage

En vemodig sang, der har en stakkeret enkelttone-guitarfigur som bærende ide, svævende over en massiv og lige så stakkeret bund.

3. The Axe

Er, som navnet kunne antyde en, langsom, tung og olm omgang Gojira. Versriffet er det, der på denne plade minder mest om noget fra 'From Mars to Sirius'.

4. Liquid Fire

Flere flydende og forvrængede guitarer, som ikke helt er black, men heller ikke er langt fra. En forvrænget call-response-sang.

5. The Wild Healer

Et stille, instrumentalt intermezzo, som minder en del om de stille stykker i gamle dage. Den er bygget op omkring nogle brudte arpeggioer (hurtige brudte treklange) på guitaren, med en forvrænget bas som modspil.

6. Planned Obsolescence

Nummeret kører i et langsomt tempo. Et kontrasternes nummer som majestætisk skifter mellem det tunge og forvrængede og et cowboyblueset langsomt riff, som minder om noget Joe Satriani kunne have fundet på., for så at blaste og derefter skifte til en helt stille, uforvrænget outro.

7. Mouth Of Kala

Veksler mellem nogle langsomme arpeggioer og et midtempo-mufflet riff på en bund af dobbeltpedal. Fungerer ok uden at være det bedste nummer på pladen. Gungrer sådan set fint derudaf, men er måske ikke det mest opfindsomme på albummet.

8. The Gift Of Guilt

Starter med et Gojira-typisk, langsomt totonetappet (eller er det mon hammer-ons?) riff, som kontrasteres af et ligeså Gojira-typisk tonsestykke. Det vender tilbage i omkvædet som bevarer et melodisk præg, selvom det er sunget med forvrænget vokal. Bestemt en af de bedre sange, da den både er energisk og vemodig og fungerer godt som en helhed.

9. Pain Is A Master

En nærmest Tool-agtig intro, med ren guitar og en samplet kvindestemme, hvorefter nummeret bliver kværnende hurtigt, før det igen afløses af et langsomt og smukt harmonisk omkvæd, der igen afløses af et synkoperet stykke som minder om noget fra ‘The Way of All Flesh’.

10. Born In Winter

Nummeret begynder i det stille, med et uforvrænget arpeggio (4-klang) og en nærmest Pink Floyd-agtig uforvrænget vokal. De samme musikalske elementer skifter gear, og fortsætter forvrængede, kun kort afbrudt af et kort tonsestykke. En meget stram og stemningsfuld komposition.

11. The Fall

Albummet slutter meget tungt med en lidt synthet, forvrænget bas. Nummeret er lidt svævende og dystert på en Alice In Chains-agtig måde.