Uge 4: Ugens Udgivelser
Året er i gang, vi er lukket ned, og alt er ved det gamle. Det gode ved det gamle er Accept, for det ved man, hvad er. Men også Demon Head og Tribulation udgiver nyt.
I denne uge har Trump ikke været præsident i flere dage, og Twitters aktie er stadig i frit fald. Der bliver også udgivet ny musik, og vi tager derfor på en rundfart i nærområdet.
Vi starter simpelt, for i denne uge udgiver Accept deres sekstende album, og det vil sandsynligvis sætte alle andre heavy metal-bands til vægs med umådelig sejhed og sange om at være hurtig som et havdyr, at løbe kønsdele ind i større bygningsværksdele eller måske handle om at være metal helt ind i hjertet. Altså alt det rigtige. Der er sandsynligvis ingen grund til at høre andet musik i den kommende uge. Pladen hedder To Mean to Die, og mon ikke det handler om bandet selv. Eller måske om genren. Vi tror på begge dele.
Hvis du mod forventning ikke forstår dig på ægte metal fra det tyske fædrene moderland, så har vores eget hjemland heldigvis Demon Head. Ud over at have et navn, der lyder næsten som dem der, der gjorde at Metallica fandt ud af de måtte skrive bedre sange end deres helte, så er de også danske. Ligesom ham fra Metallica – man ser en sammenhæng. Men det var Demon Head vi kom fra. De udgiver deres andet hele album, ’Viscera’.
Lige på den anden side af vandet ligger Sverige, desværre. For hvis ikke vi havde fucket op, havde det også været Danmark. Og så havde Tribulation måske været danske. Hvis de havde været danske, havde de sikkert ikke lydt så sejt på den svenske måde. Desværre er deres hovedsangskriver Jonathan Hultén skredet fra bandet, så det er ikke sikkert fremtiden ser lys ud for dem. Men ’Where the Gloom becomes Sound’ er ude i løbet af ugen, og den kan man glæde sig over, mens man håber på, at resten af bandet kan løfte arven – eller i det mindste skilles i et mindeværdigt retsopgør, en smædekampagne eller andet, som kan underholde masserne.
Vi kan også tage sydpå igen. Der rammer man Polen, med mindre at Devilutions redaktør insisterer på, at Bornholm virkelig tæller. Og herfra kommer Crystal Viper, altså Polen, der lyder lidt som Accept, altså Crystal Viper – men de er selvfølgelig ikke Accept, og det er dumt. For man bør være Accept. Alt andet er taberagtigt. Men Crystal Viper er meget tysk i al sin polskhed, og det ændrer ’The Cult’ ikke på.
Polen grænser i øvrigt op til Hviderusland, og hvis man er fan af teknisk dødsmetal fra Hviderusland, står Eximperituserqethhzebibšiptugakkathšulweliarzaxułum klar med deres anden fuldlænge 'Šahrartu', der følger op på debuten ’Prajecyrujučy sinhuliarnaje wypramieńwańnie Daktryny Absaliutnaha j Usiopahłynaĺnaha Zła skroź šaścihrannuju pryzmu Sîn-Ahhī-Erība na hipierpawierchniu zadyjakaĺnaha kaŭčęha zasnawaĺnikaŭ kosmatęchničnaha ordęna palieakantakta, najstaražytnyja ipastasi dawosiewych cywilizacyj prywodziać u ruch ręzanansny transfarmatar časowapadobnaj biaskoncaści budučyni u ćwiardyniach absierwatoryi...’ fra 2016.
Og nu har vi travlt, så vi haster til Italien:
For har Gud brug for ondskab? Det spørgsmål besvarer Malamorte i den kommende uge med et rungende ja, når de slipper ’God Needs Evil’ løs.
Og nu startede vi i Trumps USA, så lad os slutte dér. For hvorfor ikke grappe dem by the ’Dead Ass Pussy’ sammen med Necrosadist?