Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 50: Ugens udgivelser og koncerter

Updated
American-Dad-James-Hetfield1

Musikere, der bare gerne vil prøve det samme forfra. Blandet snask fra undergrunden. Og Baest, der triumferer over Coronaen i København. Det er hovedingredienserne i uge 50.

Kunstner
Titel
+ Boris with Merzbow + Baest + Bersærk + Hexis m.fl.
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

EDIT:

Alle koncerter aflyst. Hilsen Mette.

P.S.: Der er muligvis stadig mulighed for at se Baest i Bygningen i Vejle. Alle andre end vejlenserne må pænt blive derhjemme, hoste i ærmet og huske på, at de redder mormor ved at gøre det.

Det bliver en uge, der er væsentligt mere interessant på koncert- end på pladefronten. Den starter allerede onsdag, hvor Baest tager hul på en serie af tre udsolgte koncerter på Stairway i København.

Dagen efter er der formentlig plads nok i Pumpehuset, når Lucer, I'll Be Damned og The Road spiller rockmusik. Skulle du trænge til at blive udfordret bare en knivspids mere, kan du opleve Bersærk til Gaffa Album Session på Copenhagen Distillery. Dagen efter bliver det lidt hårdere og vildere på Beta, hvor Ascendency slår ting ihjel sammen med Tardus Mortem. På Loppen er der vildskab med Gorilla Angreb, og må det faktisk alligevel godt undgå at at blive hårdere og vildere, kan du altid sætte dig ned til Artillery på High Voltage. Hvis du har købt billet. For der er også udsolgt. Er du fra Jylland slipper du for alle de svære valgmuligheder. Fredag aften kan du opleve Tongues og Skinliv på Tape i Aarhus. Eller at finde dig en hobby.

Dagen efter får jyderne faktisk lidt at vælge imellem. Lørdag spiller Tvivler og Purslane op til hardcore med ondt i sjælen på Radar i Aarhus, og kan du bedst lide din metal, så du ikke behøver at tænke samtidig, er der Red Warszawa på Voxhall. Lidt længere sydpå er Baest på vej hjem fra triumftoget i Coronastaden og gør holdt ved Bygningen i Vejle.

I København er der igen udsolgt på High Voltage, hvor Shotgun Revolution gør et eller andet, mens Hexis føjer Vanløse til listen over byer, de har smadret, når de runder Stairway lørdag aften sammen med Telos og Trwlr.

Ugens udgivelser:
På pladefronten er det nye udvalg noget mere magert. Den helt store udgivelse er, hold nu fast, en remix-plade af et 20 år gammelt Deftones-album. Fordi Deftones er børn af 90'erne, hvor det gav fin mening at udgive remix-plader i tide og utide. Endnu har ingen af redaktionens fire Deftones-fangrrrls/-bois indrømmet, at de kan lide den. Eller overhovedet har hørt den. Det skal nok blive godt.

Er du mere til musik, der lyder af lige dele døende food processor og forvirret hval, der har fået fingrene i et keyboard, så udgiver Boris with Merzbow skisme også et album, '2R0i2P0'. Det er, selvfølgelig, også en stak genindspilninger, fordi genindspilninger er det 21.århundredes svar på remix-plader. Sært bliver det nok stadigvæk. Husk at synge med på omkvædet.

Herhjemme kommer Wayward Dawn med en dødsmetal-ep, der lyder som en dødsmetal-ep, og ellers kan du gøre som den mere Metal Magic-orienterede del af redaktionen og lytte til nye plader fra Engulfed og Toxikull.

Der er også muligheden for at følge denne skribents velmente, halvsløje anbefalinger og mysse med død fra Heads For the Dead og hardcore fra Perdition Sect, eller du kan lytte til Speedkillers 'Midnight Vampire', som sikkert bliver den næste plade, Krigsguden udråber til Årets Bedste. Måske har han allerede gjort det. Vi gider ikke checke.

Og husk: ugen byder på en masse andre, uden tvivl fantastiske udgivelser, hvis bare man sænker barren en smule.

Dem kan du få en fyldig oversigt over her:

Mandag:
Engulfed: Vengeance of the Fallen (Me Saco Un Ojo/Dark Descent, død)

Tirsdag:
Horna: Kuoleman Kirjo (WTC, black)

Fredag:
Deftones: White Pony X Black Stallion (Warner, alternative metal)
Wayward Dawn: House of Mirrors (Emanzipation, død)
Toxikull: Cursed and Punished (Dying Victims, speed metal)
Boris with Merzbow: 2R0i2P0 (Relapse, noise)
The Fallen Prophets: No End in Sight (MMD, død)
Perilaxe Occlusion: Exponential Decay (Chaos, død)
Guillatine: Beheaded (Chaos, død)
Imha Tarikat: Sternenbester (Prophecy/Lupus Lounge, black)
Satan's Fall: Final Day (High Roller, heavy metal)
Chalice: Trembling Crown (High Roller, heavy metal)
Speedkiller: Midnight Vampire (Edged Circle, black/speed)
Phase Reverse: Phase IV Genocide (ROAR/Soulfood, heavy metal)
Perdition Sect: End Times (Seeing Red, hardcore/d-beat)
Incursion: The Hunter (No Remorse, heavy metal)
Heads For the Dead: Into the Red (Transcending Obscurity, død)
Focal Dystonia: Descending (in)human Flesh (Comatose, død)

Søndag:
NEDXXX: NEDXXX ( NoEvDia, black)
Calibre: The Storm Inside (Downfall, metalcore)