Ugens bandbillede: Candlemass

CM1
CM2
CMny

Stilskabende. Legendariske. Grammy-nominerede. Et band, der vil gå over i historien. I denne uge kigger vi nærmere på de perverterede frisørulykker svenske doom-giganter i Candlemass.

Kunstner
Genre
Fotograf
PR
Forfatter

Tilbage midt i 1980'erne var stockholmerne i Candlemass en af de helt store drivkræfter bag doom metallens indtog, startende med debuten 'Epicus Doomicus Metallicus'. Når vi engang begynder at ironisere over historiens mest elendige pladetitler, bliver den formentlig en del af pensum. Ser man på bandet den dag i dag, ligner de lige præcis det, de er: En flok trætte, halvgamle mænd, der har løbet de horn af sig, de skulle løbe. Eller, hvis man skal være rigtig slem: In Flames (se galleriet ovenfor).

Tilbage i anden halvdel af 80'erne var looket dog et lidt andet, og det kan undre, at bandet nogensinde nåede længere end til at skræmme små børn på øde parkstier i Solna-området eller optræde som tilrejsende munke på vikingemarkeder.

Da vi ikke lige har fået undersøgt, hvem af bandets utallige medlemmer gennem årene, der er hvem, kalder vi dem til lejligheden 1 til 5, startende fra venstre. Bemærk det gennemførte børnelokker-look hos 1 og 4, der fokuserede folder den lange skærmende læderfrakke ind mod kroppen, klar til at råbe ”bøh” og lave helikopteren, så snart en uskyldig, snustyggende Pippi eller Sven-Göran skulle komme gadedrengehoppende forbi. Valget af en baggrund, der formentlig bare er en rulleport i bassistens fars autoværksted, men lige så godt kunne ligne bagtæppet til et amerikansk mugshot, giver blot endnu flere associationer til en samling unge fyre, der har i tankerne at lave noget væsentligt mere depraveret end at stikke ild på en håndfuld tællelys og prøve at lyde som Black Sabbath.

At den lavstammede makker til højre også har valgt at iføre sig et choker-halsbånd, der indtil dette billedes tilblivelse var reserveret prostituerede i 1800-tallet, lægger blot vægt bag tanken om, at bandet måske indledningsvis er mødtes med nogle helt andre fællesinteresser end at spille langsommere end Europe.

Nu vi snakker om svenskens allermest endeligt nedtællende danseorkester, er vi nødt til at italesætte bandets hårpragt. Fordi vi på billedet stadig er i en koldkrigstid, og den eneste, der må spille musik uden hår på, er Rob Halford. Her begår Candlemass en lille genistreg på promofotoet. Fjerner vi Messiah Marcolins misligholdte paddehattesky af garn, som i sig selv er en doktorafhandling værdig, fra ligningen, står vi tilbage med en kronologisk tidslinje af frisurer. Helt til venstre har vi 70'er-bunken, der egentlig nyder et stykke med Sweet og Slade, men ikke havde råd til flerfarvet spandex og derfor begyndte at spille metal i stedet.

Til højre for ham er der ham i bandet, der sidder på bandkassen (bemærk det forgyldte firser-armbåndsur), og som benytter samme hundesalon som Joey Tempest. På den anden side af munken har vi den mere tidstypiske, new wavede ”vokuhila” (vorne kurz, hinter lang), der blev gjort populær af Duran Duran og det overpræsterende vesttyske fodboldlandshold. Yderst til højre den nye, thrashede stil, der indringer en ny tid, hvor de hårdeste af de hårde sportede korte læderjakker og sublimt udførte midterskilninger i Head & Shoulders-hatten.

Mens vi prøver at overse den smutter i skyggelægningen, der giver den yderste højrefløj en fin kavalergang, vender vi opmærksomheden mod forsanger Marcolin. Hvorfor det hår? Hvorfor en munkekjortel? Hvor meget gik helt præcist galt i planlægningen i den sammenhæng? Havde han fået stjålet sin læderjakke aftenen inden? Var en lærredssæk og et træk-reb det eneste, der var tilgængeligt on location i autoværkstedet? Og hvorfor patriarkalkorset? Er det en måde at sige, at man helst skal være sovjetisk ensporet og have en blind tro på Herrens uransagelige veje for at kunne finde bare en smule omtanke bag Candlemass' imagevalg?

Spørgsmålene er mange, og de bliver kun flere ved næste nedslag i bandets promomateriale (se galleri). Her er vi inde i 90'erne, men Messiah er tydeligvis ikke blevet mindre moderesistent. Kutten har fået et fint skarlagensrødt fór og er garneret med en læderbuks og en velpoleret herresko for at skabe et totallook, der bedst kan beskrives som en gal mands værk. Resten af bandet har indset, at 90'erne kræver et nyt udseende, men vælger stadig at holde fast i den subtile perversion, der gennemsyrede første billede. Denne gang er det et Steve Buscemisk stalker-look, som en samlet flok forsøger at genskabe. Vi mangler de matchende bowlingskjorter, men ellers sidder den lige i skabet. Og lokationen er endnu engang lige så uovervejet. Selv om billedet sikkert bare er taget på gangen uden for øvelokalet, kræver det ikke en livlig fantasi at forestille sig, at det lige så godt kunne være fordelingsentréen i en østrigsk fangekælder.

Slutteligt gentager vi: Stilskabende. Legendariske. Grammy-nominerede. Nogle gange skal vi huske at sætte pris på, at metallen er en genre, hvor musikken trods alt stadig er vigtigere end looket. Ellers havde vi næppe kendt til Candlemass den dag i dag.

Tak til Søren Tuxen Faber for at gøre opmærksom på uhyrlighederne.

Se flere bandbilledanalyser her.