Ugens bandbillede: Quiet Riot

Hvordan kunne de overhovedet tænke, at det her var en god idé? Eller bare sejt? I en ny serie går Devilution tæt på det vigtigste for ethvert metalband: looket. Vi skal med andre ord se på bandbilleder, og det bliver totalt cringe.

Det her er Quiet Riot, som de ser ud i dag. Quiet Riot har eksisteret længe, ved jeg, for deres plader stod altid på musikbiblioteket, da jeg var barn. Der var åbenbart aldrig nogen, der lånte de plader, heller ikke mig. I dag er der ikke rigtig nogen længere, der låner musik på nogen musikbiblioteker overhovedet, hvilket på sin vis er en skam, fordi det betyder, at folk ikke længere bliver introduceret til store bands gennem løjerlige andenrangsplader fra uheldige perioder, som altid var dem, musikbibliotekerne havde stående. 

Quiet Riot har altså overlevet musikbibliotekerne, men ... kun med nød og næppe, ser det ud til.

Trommeslageren hedder Frankie Banali. Jeg ved ikke, hvem af dem det er, men det er et fedt navn. Hvis jeg spillede bandana-heavyrock, ville jeg også hedde sådan noget. Jonnie Papaya, det kunne være stærkt. Dengang Quiet Riot var noget, skulle alle metalmusikere i ikke-engelsktalende lande hedde noget, der lød engelsk, men i USA skulle de bare hedde noget italiensk, fordi Madonna syntes, det var sexet.

Jeg tror nok, at Quiet Riot er amerikanske.

Nummer to fra højre har sådan en slags benskinne på, måske fordi han har brækket benet, måske fordi han har overtaget sine bukser fra et goth metal-band fra 90'erne, men der er noget med baggrunden og hans halstørklæde, det får det til at se ud, som om hans skridt er forsvundet. Det er ret ironisk, hvis det så faktisk er ham, der hedder Frankie Blam-Blam Bixby Banali-up-your-alley. Men det er på en måde meget sigende.

Nummer to fra venstre er tydeligvis den yngste og for ung til at bruge paryk ligesom de andre, men alligevel for gammel til ikke at have mistet sit hår. Hans far var noget så stolt af ham, da han kom med i Quiet Riot, fordi han engang havde været til koncert med dem og havde snavet med én, der kunne have været hans mor. Så havde han måske haft hår endnu. Eller været cool nok til at spille i noget sejere end Quiet Riot. 

Ham længst ude til venstre er Axl Rose, der forsøger at skjule sin identitet med en hat og et par solbriller.

Ham længst ude til højre vil bare gerne have det billede taget snart, så han kan puste ud igen. Det er altså dejligt at spille noget, hvor man godt kan gå i lycra, uden der er nogen, der siger noget.

Se flere bandbilledanalyser her.