Ugens bandbillede: Septicflesh

septicflesh_deathmetal_decibel_2017

Det er Septicfleshs skyld, at folk omkring dig fniser, når de finder ud af, at du hører metal.

– Metal.

Få svar kan med lige så stor hastighed skabe lige så mange uheldige billeder i hovedet på folk, som når du sagtmodigt svarer, at ja, du hører altså metal. Lige pludselig er du gået fra at virke som en ganske velbegavet type, sådan en, man godt vil betro værdier og lade have ansvar for ting, til at være en fadølsskvulpende, djævlehornskastende, luftguitarspillende festabe, der finder fællesskab på støvede, urindunstende festivalpladser og bliver helt lyksalig bare ved tanken om den fede rock.

Meget bedre bliver det ikke, når du forsøger at forklare, at du faktisk overhovedet ikke er en rar og omgængelig nede-på-jorden-type, men hører farlig musik, der ville få deres ører til at bløde: Er man ikke overhovedet ikke inde i metal – og det er der stadig foruroligende mange mennesker, der ikke er – er det, man forestiller sig, når man skal forestille sig noget vildere end AC/DC … sådan noget her.

Man forestiller sig Septicflesh. Folk, du skal have en arbejdsdag til at fungere med, tror, at du hører Septicflesh.

Der er ikke noget at sige til, at de ser skævt til dig, nej.

Septicflesh er et band, der har eksisteret i en hel masse år, uden at der nogensinde har været presserende grunde til, at jeg skulle høre dem. Men Septicflesh lyder altså præcis sådan, som dine kolleger forestiller sig, at den metal, du hører, lyder. Det er melodisk. Lettere symfonisk. Næsten groovy. Der er ren vokal til at afløse growlen. Keyboards. Det er helt galt.

Og fred være med det, hvis det så ikke var for den måde, Septicflesh ser ud på. For at skille sig ud fra alle de andre bands, der spiller ekstremmetal på præcis den samme måde, som Septicflesh gør det, har de nemlig tyet til det hårdeste våben i arsenalet: Et look.

Og fred være med det da også, hvis det så ikke var, fordi Septicflesh har fundet det mest ekstremmetal look i hele verden: At ligne en statist fra Matrix-trilogien. Ikke med dusters, dem har norsk black metal fra slut-90’erne patent på: Septicflesh ligner dem, der holder rave i en hule i ‘The Matrix Reloaded’.

Så yderst til venstre har vi ham, der rocker undercut og længere dreads end en bartender i et besat hus. Et hurtigt bud: Det er leadguitaristen. Han har fået lidt eyeliner på, selvom han egentlig ikke behøver det, og han har en stav i øjenbrynet for at bevise, at han har været med i metal siden 90’erne. Motorcykellæderjakken, som han er så vanvittig stolt af, at hans bryst svulmer den åben, er blevet moddet med en masse latex for at ligne H.R. Gigers setdesign til ‘Alien’. Indenunder har han en eller anden løbetrøje med nogle fremtrædende ribkanter, så  hani det øjeblik, han smider jakken, kan glide ubemærket ind i et rave, hvis han ellers kan finde et rave. Det ville han gerne kunne, han er nemlig ekstrem nok til også at have raver-facetten.

Ved siden af ham har vi faktisk dusteren, selvom også den er blevet moddet med noget latex for at se organisk ud. Fyren er endda kronraget ligesom ham, alle synes var overdrevet sej i ‘The Matrix’. Et hurtigt bud ville lyde på, at det er trommeslageren, hvis ikke det var, fordi vi på Devilution faktisk ved, at det er ham den unge fyr yderst til højre, der har fået en besynderlig hudtrøje på med en meget høj rullekrave. Måske vil han gerne se kulturradikal ud? Værdsæt i øvrigt ham den skaldedes fingerspidssmykke med den lange metalnegl. Det må være bassisten, så, måske er det en slags plekter, som han har glemt at tage af?

Længst fremme står ham, der må være sangeren. Som den eneste er han ikke helt i sort, han får lov at skille sig ud med noget rødt. Ja, og med at ligne én af Gunther von Hagens’ ligskulpturer med et blodrødt kødpanser. Og cykelhandsker, ja: Et uomgængeligt stykke sejhedsbeklædning, jo. Sangeren rocker også et sirligt adelsmandsskæg, der med den kridhvidpudrede pud og det flaskesorte hår får ham til at ligne grev Dracula i den der horrible filmatisering fra 90’erne, hvor højdepunktet var Wills mor fra ‘Stranger Things’ i balkjole.

Således lykkes det Septicflesh at samle så godt som samtlige markører fra ekstremmetallens sværeste periode i starten af årtusindet sammen i ét billede. ‘Brams Stoker’s Dracula’, ‘The Matrix’, cykelhandsker, H.R. Giger, dreadlocks, sort hårfarve, latex, dusters, piercings, selvhøjtidelighed.

Fred være med det. Hvis ikke det var, fordi det er sådan her, folk omkring dig tror, at du klæder dig ud, når du kommer hjem fra kontoret og skal ud og høre noget af det der metal, som er hårdere end AC/DC. 

Suk.

Se flere bandbilledanalyser her.