Ugens bandbillede – special edition: ‘Ace of Spades’ 40-årsjubilæum
Motörheads kommercielt mest succesfulde plade med deres mest irriterende altoverskyggende hit og en lad attitude opsummeres perfekt i det kiksede bandbillede på coveret.
Der kommer et punkt i ethvert stort heavyrockbands karriere, hvor de føler sig så sikre på den velafprøvede formel, at de føler trang til at udfordre den ved at gøre noget helt andet. Lave et dobbeltalbum, indspille med et symfoniorkester eller bare, hvis ambitionsniveauet er justeret efter alkohol- og amfetaminindtaget, prøve et nyt image af.
Da Motörhead skulle udgive deres fjerde plade 8. november 1980, gik de efter den sidste valgmulighed. ‘Ace of Spades’ skulle blive den kommercielt mest succesfulde plade i deres fire årtier lange karriere. De to forgængere, ‘Overkill’ og ‘Bomber’, havde banet vejen og perfektioneret formlen for møgbeskidt, heftigt gyngende, vulgært brutal og uhåndgribeligt ildevarslende heavyrock: Nu skulle de hive den hjem.
Det gjorde Motörhead.
De gentog formlen, skrev omtrent de samme sange som på de foregående plader. Ikke for det, ‘Ace of Spades’ har sine kunstnerisk stærke øjeblikke: ‘Fire, Fire’ er knivskarp med råbeomkvæd og et fantastisk koda med “Fast” Eddie Clarkes ringende guitar. Det øjeblik, hvor den afsnappede ‘Bite the Bullet’ går over i den tungttrækkende ‘The Chase Is Better than the Catch’ med den for Motörhead allerede umiskendelige undertone af noget urovækkende og helt, helt forkert, er uovertruffent. ‘Love Me Like a Reptile’ har endnu et spøjst omkvæd med en uforudsigelig melodi og er i sig selv bare et fantastisk nonsensudsagn: “Elsk mig som et krybdyr!”
Sagde ingen.
Nogensinde.
Før.
Resten af pladen er bare lige så uopfindsom som sit cover, som vi vender tilbage til straks: Titelnummeret handler gudhjælpemig om at spille kortspil og er en af den slags sange, som muligvis ikke ville have været nær så irriterende, hvis ikke den var blevet spillet i smadder af horder af metalbands (og et utrolig hvidt jazzorkester), rockclub-DJs og bandet selv til hver eneste koncert de følgende 35 år.
‘(We Are) the Roadcrew’ er sådan en sang, der lugter langt væk af et band, der skriver sin næste plade i tourbussen og derfor ikke har andet at skrive om end det allermest nærliggende morads omkring dem. ‘Jailbait’ er måske nok tekstmæssigt problematisk set med #metoo-briller, men dens formulariske røvballeboogie er næsten endnu mere krænkende end den selv for et 70’er-rockband demonstrativt tykskallede tekst. Ironisk nok er spar es siden blev et symbol for erklæret aseksuelle.
Det mål af opfindsomhed spejles perfekt i coveret. ‘Ace of Spades’ er den eneste plade med Motörhead med et decideret bandbillede som cover. På forgængeren, ‘Bomber’, var bandmedlemmerne også på coveret, men optrådte som personel på en bombeflyver: På ‘Ace of Spades’ er det udelukkende de tre og deres egoer, det handler om. Snaggletooth, som havde været prominent på coveret af de tre foregående plader og skulle være bærende element på alle de følgende studiealbums, gemmer sig på “Philthy Animal” Taylors bæltespænde: Det her handler om medlemmerne hver især, ikke om enheden.
De tre medlemmer har valgt at klæde sig ud som desperados. Det falder fint i tråd med titelsangen og ‘Shoot You in the Back’. Budskabet er heller ikke til at tage fejl af: Motörhead er nogle farlige karle, men hey, det er kun noget, de leger. Når “Fast” Eddie Clarke klæder sig ud som Clint Eastwood i Sergio Leones westernfilm, er det tydeligt, at han ikke er en nådesløs revolvermand fra det vilde vesten, men bare en engelsk guitarist, der ikke helt ved, hvor han skal gøre af sine hænder.
Bag ham står Lemmy og ser næsten endnu mere fortabt ud, men han prøver at camouflere det med utroligt mange fingerringe og endnu flere frynser. Det kan godt være, at Lemmy slog sig op på at være ham den grimme rockstjerne med den frastødende vorte, men manden var jo helt vildt forfængelig. De kridhvide cowboystøvler viser med al tydelighed, at han ikke ville klare sig ti minutter i ørkenen. Han ville være alt for travlt optaget af at pudse sine støvler og glemme at drikke vand, så han dehydrerede. Vent, var der ikke noget om …?
Den eneste, der faktisk ser bare en smule farlig ud, er “Philthy Animal” Taylor. Patronbælte, stramme bukser, nøje touperet skødesløs frisure, en kniv på låret, så han kan åbne dig, hvis der er noget. Det er den der kniv, der gør det hele. Vi ved fra westerns, at dem, der kæmper med kniv, er komplet utilregnelige.
Det var det ry, “Philthy Animal” Taylor fik op gennem 80’erne, indtil han blev fyret, taget til nåde og fyret igen. Han var utilregnelig, alt for langt ude. Han tog Motörhead-imaget for alvorligt og troede, at han faktisk skulle leve sådan.
På ‘Ace of Spades’ havde resten af Motörhead for længst regnet ud, at det var nok bare at lade som om. Så skulle resten nok klare sig selv, og man behøvede ikke gøre den store indsats. Som i poker handlede det om at bluffe.