Vagttårnet: Revolutionsromantik

Populær
Vagttårnet: Revolutionsromantik

Som satanismen er nazismen og kommunismen på forhånd tabte sager, og derfor er de oplagte emner for romantiske black metallere og  punkrockere. Det kræver, at man som publikum kan skelne mellem kunst og kunstner, mellem provokation og propaganda.

Kunstner
Titel
+ Taake + Watain
Fotograf
Jacob Dinesen

"Vi gentlemen forsvarer kun de tabte sager."

Ordene er Jorge Luis Borges’, da den argentinske forfatter forklarede, hvorfor han havde erklæret sig konservativ i en tid, hvor det sydamerikanske kontinent var martret af populisme og totalitarisme. Men de kan lige så godt bruges som en forklaring på metallens forkærlighed for at antage outsider-positionen, det glorværdigt håbløse. Tidligere var det satanismen, der kunne chokere og ryste forudindtagede holdninger uden at nære en reel ambition om at bane vejen for en ny satanisk verdensorden.

Men Satan er ikke længere tabu: Det er nazisme stadig. Derfor er det oplagt at bruge virkemidler fra den og flirte med den, som flere black metal-bands har gjort. Det er også bare uundgåeligt, at de får flak for det. Marduk, Taake, Watain, Deströyer 666 og Inquisition er alle i løbet af den seneste tid blevet beskyldt for at nære nazi-sympatier som privatpersoner, og når der så, som i Marduks og Taakes tilfælde, er overlap med tekstuniverset, mudres billedet. Er det stadig en effekt, hvis personerne bag faktisk mener det? Kan man på forsvarlig vis adskille kunstneren fra værket?

Den diskussion undgik Borges i sine bøger, men hans forsvar for de højreorienterede militærdiktaturer i Latinamerika holdt ham ude af det gode litterære selskab i hans levetid. I dag er det de færreste seriøse litterater, der kan få sig selv til at sige, at de ikke læser Borges på grund af hans politiske anskuelser. På samme måde som det er svært at finde nogen black metallere, der ikke hylder Burzums tidlige, skelsættende plader på trods af Varg Vikernes’ handlinger og sølvpapirshat. Det er langt nemmere at finde folk, der er villige til at boykotte Marduk, Taake, Watain, Deströyer 666 og Inquisition, når de bliver outet som nazister. Sandsynligvis fordi ingen af de bands er hverken Borges eller Burzum, når det kommer til kulturel betydning, og det er trods alt nemmere at afstå fra at høre nogle af deres plader eller se dem live, end det er at nægte sig selv at høre ‘Filosofem’ eller læse ‘Aleffen’.

Totalitarisme på begge fronter
Metallen er for længst blevet voksen og ansvarlig. Selv den black metal, der ellers var den sidste bastion, hvor man stolt kæmpede imod enhver sund fornuft. Satan er trods alt Modstanderen af det godes orden, Lucifer lysbringeren i det moralske tusmørke. Men hvor satanismen aldrig har udgjort en reel trussel mod samfundsordenen, havde nazismen anderledes vidtrækkende konsekvenser – uanset hvad de holocaustbenægtende pamfletter, Marduk-medlemmer har købt, måtte hævde. Nazismens historie gør den anderledes alvorlig at lege med.

Det besynderlige, som også mange af de, der forsvarer Marduk et al, har påpeget, er at det samme sjældent gør sig gældende, når den modsatte fløj flirter med den venstreorienterede totalitarisme. Som vi tidligere har skrevet, er det jo bare god stil og radical chic, når Honningbarna – eller Skambankt, Laibach eller Prophets of Rage – leger med symboler og kommunistisk æstetik eller udtaler sig tvetydigt om regimerne i Nordkorea og Cuba. Ministry fremstår – desperat – edgy, når Al Jourgensen hylder Antifa-bevægelsen og fantaserer om at banke USA’s præsident.

Det sidste har han såmænd opbakning til fra sine musikerkolleger, om end de dog ikke alle advokerer for vold. Ikke direkte i al fald. Prophets of Rage-forløberen Rage Against the Machine hyldede Che Guevara, lige som generationer af gymnasieelever har gjort det uden at kere sig synderligt om revolutionsikonets totalitære holdninger, hans voldsagitation, eller hans handlinger. Men det er jo bare Che Guevara, et macho-ikon for modstand og cool hatte.
 
Revolutionær socialisme er stadig chikt. Souvenir-T-shirts med røde stjerner er kaffebars-cool. Nazistisk og fascistisk tankegods og symbolik er ikke salonfähigt.

Black metal er ikke et safespace
Det gør det på ingen måde mindre problematisk at forherlige eller flirte med nazisme, at andre gør tilsvarende med kommunisme.

Men det er meningen, at black metal skal være problematisk. Black metal er ikke et safespace. Vil man dyrke en musik, hvor alle holdningerne er ansvarlige og fornuftige, kan man leve et langt og sundt liv sammen med sine Bad Religion-plader, og hvis man vil høre metal, må man søge tilflugt i Napalm Deaths trygge arme. Det er politisk korrekt uden at være alt for fordømmende.

Men hvis musik, og kunst i det hele taget, også handler om blive udfordret på sine automatholdninger og selve ens verdensanskuelse indimellem, så er det mildest talt dumt og som minimum ekstremt konformt at nægte sig selv at dyrke kunstnere, fordi deres verdenssyn ikke stemmer overens med ens eget.

Bliver man chokeret over, at Set Teitan fra Watain kan finde på at heile, at Marduk køber nationalsocialistisk propagandamateriale, eller at Hoest fra Taakes uforsonlige holdninger til religion også gælder for islam, var det nok slet ikke bands for én til at begynde med. Grænserne skal sprænges, så man kan overveje, hvor ens egne grænser går. Black metal er ikke en samlet pakke, man køber med corpsepaint, uniform og holdninger: Dens indbyggede skepsis over for den omgivende verden peger også indad. Som publikum er vi fuldt ud i stand til at nyde Marduk på et æstetisk og musikalsk plan, uden at det begynder at rykke i højrearmen af den grund.

Når ovennævnte bands proklamerer, at de ikke er politiske, er det ikke kun en nem måde at feje kritikken af sig, det er en principerklæring: Musikken skal nydes på black metals betingelser, og blandt dem er også skepsissen over for de autoriteter, musikerne selv udgør – og ikke ses som en mobilisering af de historieløse.

Den tabte sag
Det paradoksale er så, når den skepsis kommer til udtryk som en tilsyneladende omfavnelse af totalitære ideologier. Men som kunstnerisk inspiration repræsenterer de totalitære ideologier ultimativt en lige så romantisk tabt sag, som satanismen har gjort det. Det er ikke 90’ernes kirkeafbrændinger, der har ført til ateismens fremgang i Norge, det er oplysning. Der skal bare noget til at pirre nysgerrigheden, så vi begynder at stille de spørgsmål, der leder til oplysning.

Det er også oplysning, når vi i Devilution viderebringer anklagerne om nazisme blandt fremtrædende black metal-musikere. Vi er – også – et nyhedsmedie og viderebringer naturligvis nyheder fra metalscenen. Vi påpeger det gerne, når bands live eller på plade giver udtryk for politiske holdninger, som vi ikke mener, at man bør godtage med største selvfølgelighed.

Men vi censurerer ikke de pågældende bands. Hvis vi skulle undlade at skrive om bands, der er fortalere for totalitære ideologier, for sexisme, eller vold, ville vi få endog meget svært ved at skrive om metal. Og vi ville også være nødt til censurere Ministry, Honningbarna, Prophets of Rage og alle de andre.

Vi kan forarges nok så lystigt over dem. Men at afskære os selv – og med censur alle andre – fra at beskæftige os med musikken ville være lige så totalitært.