Kontroltab og falsk bevidsthed

Populær
Kontroltab og falsk bevidsthed

Kontrol er den ypperste form for tillid, lød et ordsprog i Østblokken under kommunismen. Hos Laibach er kontrol, kontroltab og omgåelse af kontrollen bestandige og stadig aktuelle temaer, som de demonstrerede det ved deres koncert i DR Koncerthusets Studie 2.

Kunstner
Spillested
Dato
16-01-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt
Karakter
4

Damian kaldte mig hen til sig i kantinen, jeg skulle høre det, han havde i walkmanen. En tung marchrytme, en keyboard-hornsektion, et mandskor og en dyb, dyb stemme, der gjaldede “Leben heisst Leben”. Det tog et stykke tid, før det gik op for mig, at det var en omarbejdet version af reggae-hittet ‘Live Is Life’, som jeg ellers havde hørt min del gange til halfester. Endnu længere tog det, før jeg genkendte det efterfølgende nummer, som jeg hørte der, midt i kantinen, som Queens ‘One Vision’. Også her var teksten oversat til tysk, og sammen med de militante undertoner i musikken var det rigeligt til at få det til at fremstå fascistoidt. En stærk vilje, et samlet folk, et folk, en drøm, magten.

Kontrol

Det var det Laibach gjorde, tog tilsyneladende uskyldige pophits fra 70’erne og 80’erne og viste, hvor let de kunne komme til at fremstå fascistiske. De fratog kunstnerne kontrollen over deres eget værk, en generation af radiolyttere kontrollen over, hvordan de opfattede det, de havde hørt op igennem deres barndom. Påviste at den popmusik, som vi i Vesten opfattede som det ypperligste symbol på frihed – okay, sammen med cola, så – ikke var mindre propaganderende  end de skræmmeeksempler, vi blev præsenteret for fra Østblokken. Hvis fascismen løb som en understrøm hos Laibach, viste de, at vores egen kultur ikke var så langt væk fra den, som vi havde troet.

På den måde var Laibach et ideelt band at dyrke op igennem gymnasiet, efter Damian havde introduceret os for det. Når alle de sunde, blonde middelklassebørn sang Beatles-sange, kunne vi sidde i hjørnet af kantinen og skumle med Laibachs fortolkning af 'Let It Be'-pladen i walkmanen. At Laibach så i samme periode udgav deres hovedværk, den post-kommunistiske, imperie-sammenbruds-besyngende ‘Kapital’, gjorde det kun mere uundgåeligt, at man måtte komme til at dyrke dem kultisk. At de så efterfølgende udgave den lystige krigsplade ‘N.A.T.O.’ med kække dancerytmer og ironiske Europe-covers, gjorde det straks noget sværere, og da den blev efterfulgt af den slapt industrial-metalliske ‘Jesus Christ Superstar’, begyndte joken efterhånden at være noget slidt.

I 1996 tog Tommy og jeg til København for sammen med Damian at høre Laibach spille. Damian havde fortalt så mange skrøner om Laibach-koncerter, som han eller hans polske fætter havde oplevet på østeuropæiske metrostationer eller i dekadent forfaldne koncertsale, at vi var forberedt på alt andet end et noget afdanket Fear Factory-ripoff en kold novemberdag i Lille Vega. Efter det syntes jeg så småt, at jeg var vokset fra Laibach.

20 år senere havde jeg det stadigvæk sådan, da Tommy og Lasse – som ikke havde haft penge til at tage til København dengang – spurgte, om jeg så skulle med ind og høre Laibach. Damian har været forsvundet ud af vores liv i mange år nu, og for mit vedkommende er Laibach-fascinationen røget samme vej. Laibach i 2016? Med fortolkninger af musikken fra ‘The Sound of Music’, sådan som de i efteråret fremførte den ved det nordkoreanske kommunistdiktaturs 70-årsjubilæum? Det tror jeg virkelig ikke, du. Når jeg så alligevel ender med at traske igennem sneen over til DR Koncerthuset sammen med de to, og når det ikke lykkes mig at gå igennem isen på kanalerne og på den måde være tvunget til at aflyse forehavendet, må jeg vel prøve at tage ja-hatten på. Eller i hvert fald jo-hatten. Tjoh-hatten, bevares-hatten.

Europa falder fra hinanden

En god portion skepsis er dog slet ikke en dårlig ting at tage med sig til en Laibach-koncert. Er det udpræget nogen-og-fyrre-årige publikum kommet for at have en nostalgi-fest med fascisme-kitsch og ironiske pop-covers, så bliver de i hvert fald skuffede i første akt af koncerten. Den indledes med gruppens omarbejdning af Edvard Griegs ufuldendte opera om den norske konge Olav Tryggvason, et værk, der blev bestilt til Ultima-festivalen i Oslo i 2014. Med salens mørke gennemboret af lyskegler, og gruppens to sangere, den ikoniske Milan Fras med sin kulminearbejderhat og den nytilkomne Mina Špiler, flankeret af Luka Jamnik og Rok Lopatič på synths og samples, bygges fra en ulmende, dyster kulisse med klange fra den klassiske avantgarde langsomt en elektronisk hymne op med sværd og kors cirklende rundt på storskærmen bag bandet, hvorfra omkvædet lyser op: “Viser vej til guden, som vi vente! Hør os!” 

Olav Tryggvason var den konge, der kristnede Norge med tvang, og med kirken som støtte havde kongerne længe suveræn magt over de europæiske lande. Men den magt smuldrede, fordi folk begyndte at tvivle på, om den nu virkelig var reelt gudgiven, og om den blev forvaltet fornuftigt. Anden del af første akt spiller på den frygt, som mange europæere i dag nærer for, at selve den vestlige, kristne civilisation også er ved at smuldre. I det pumpende dancenummer ‘Now You Will Pay’ lyder advarsler om horder af barbarer, der kommer fra øst med knive i lommerne og bomber i hænderne, inden det i den bombastiske ‘Eurovision’ bliver proklameret, at “Europe is falling apart.”

Hos Laibach skal intet umiddelbart tages for pålydende: Når de synger om horder af  barbarer, er det ikke nødvendigvis, hvad de ser ske, men hvad andre proklamerer. Som da de åbenbarede Queens Martin Luther King-hyldest i 'One Vision' som en fascistisk vision, tager de også her en strømning i tiden og forstørrer den, og løsrevet og sat til den rette musik kommer den til at fremstå endnu mere absurd, end den i forvejen nogle gange er. Og uhyrligt aktuel lige nu med flygtningestrømmene fra Syrien, hvor de flygtendes motiver beklikkes, og deres nød mistænkeliggøres. Og hvor det vitterlig er ved at rive det spæde europæiske samarbejde i stykker med hegn og ansvarsfralæggelse. Alt dette siger Laibach ikke, men de fremlægger tendenserne, påviser muligheden for fascisme i dem og overlader det til en selv at udlede af de fremlagte beviser, hvad man vil.

Merchandise for partiet

Og så er der pause. I et kvarter står Milan Fras' billede på skærmen med en opfordring til at gå ud og melde sig ind i partiet, som gruppens kunstnerkollektiv, NSK, nu åbenbart er omdannet til efter tidligere at have været udråbt som suveræn stat. I merchandiseboden kan man købe en partibog – som en fyr i køen tror er et hæfte til at notere, hvilke fester man har været til, fordi der står “Party Book” på den – man kan købe Laibach-slips, bælter, hagesmæk, cigaretetuier, det hele. Herude er det stadig spas og ironi, og det er det også, da vi bliver kaldt ind til anden akt. Den er centreret omkring sangene fra gruppens seneste album, ‘Spectre’, hvor ‘The Whistleblowers’ er et herligt højdepunkt med sit kække fløjte-tema og springgymnaster i baggrunden, mens Milan Fras med en gammel kommunistisk maksime slår fast, at godt nok er tillid godt, "but control is good too." Det vil sige, det er faktisk først dagen efter, at Lasses østeuropæiske kone fortæller, at det var det, at man sagde, at "kontrol er den ypperste form for tillid." Resten af denne del af sættet er desværre temmelig bedaget industrialrock af den slags, som Rammstein har bygget en karriere op på at plagiere Laibach i. Ekstra gumpetungt gør Janez Gabrič det med sine buldrende livetrommer, men et nummer som ‘No History’ er i sig selv bare tamme paroler og virkelig ærgerlig symfonisk metalrock.

Det andet spor i anden akt er så sangene fra ‘The Sound of Music’, og de fremføres i det store hele, som man ville forvente, at Laibach ville fremføre dem. Vi skal grine ad det, når Milan Fras brummer ‘Edelweiss’ mod Mina Špilers skønsang, mens en glad koreansk bonde plukker blomster på storskærmen, eller når hans liste over yndlingsting i ‘My Favourite Things’ illustreres med billeder af koteletter og My Little Pony; vi skal gyse, når ‘The Hills Are Alive’ bliver til et mareridtslandskab og kollapser i schoenbergsk atonalitet. Det bliver bare aldrig vedkommende på samme måde, som første akt var det, det bliver mere den lidt triste fest, som man formoder, at de fleste er kommet for. Og som sådan egentlig ret uinteressant.

Døden, bevares

Men er man så småt begyndt at genvinde sin skepsis overfor Laibach, viser de sig alligevel i stand til at overrumple en endnu en gang. Det gør de med ekstranummeret ‘Smrt za Smrt’ fra livealbummet ‘Ljubljana–Zagreb–Beograd’, optaget helt tilbage i starten i 1982. Det er altså fra dengang, hvor Laibach lavede neoklassisk og martial industrial, og hvor det slet ikke var sjovt overhovedet. 80'er-sort er det, døden er det, der besynges her, og det er smukt, faktisk, virkelig. Så smukt og storslået, at det næsten ikke gør noget, at bandet alligevel runder af med deres version af ‘Live Is Life’. Bevares, da, det kunne man vel have sagt sig selv, og det er vel også i orden nu. Vi er jo alligevel også bare en salfuld gamle gymnasiekammerater på luftetur, ude at blive mindet om, hvad vi er forfaldet til, hvad vi er kommet til at tage for givet.

Det minder Laibach os fortsat om, at vi aldrig kan. De minder os om, at vi stadig kan ligge under for falsk bevidsthed, selvom vi engang, da vi var unge, var sikre på, at vi havde gennemskuet det hele, fordi Laibach havde hjulpet os til det. Men de minder os samtidig også om, at den, der påviser falsk bevidsthed hos andre, kommer til at udøve magt over dem, idet de gør det. At man kan omgå kontrollen, men ikke undgå den.