Alvorsmænd overrasker altid
Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente af dansk/russiske Parzival. Det sætter deres nyeste album en tyk streg under.
2. Bottomless Pit 10:22
3. Toads And Vipers 10:21
4. Island Of Despair 10:38
I en verden, hvor det meste musik – undergrundsmetal inklusive – føles tiltagende præformateret og segmentorienteret, er jeg glad for, at der findes bands som det dansk/russiske industrial-band Parzival. De har efterhånden 23 år på bagen (og omkring 30, hvis man tæller deres forrige inkarnation under navnet Stiff Miners med), og modsat de fleste bands med så lang en levetid ved man aldrig rigtig helt, hvad man får fra Parzival.
Forgængeren, 'The Golden Bough' (2019) lod således bandets oprindelige industrielle lydbillede (ikke ulig Laibach) afløse af en bredspektret, cinematisk rock, der trak både på Ennio Morricones western-soundtracks og på progressiv rock.
Dette nye album, der er planlagt som første del i trilogi, forener derimod bandets oprindelige bombastiske og orkestrale industrial med de cinematiske, Morricone-agtige elementer, og det er sigende for Parzivals evne til at foretage overraskende drejninger.
'Ordalium' har et fyldigt, tungt og monumentalt lydbillede, hvor martialske trommer, soundtrackagtige klangflader og frontmand Dmitrij Bablevskijs dybe, gutturale røst fylder størstedelen, men hvor der også er plads til tunge guitarer, violin og på pladens andet nummer, 'Bottomless Pit', ligefrem en hvinende sækkepibe, der fungerer virkelig og både skaber og bygger op til et ret fornemt klimaks.
Tempoet på albummet er overvejende i den langsomme ende, og som sangtitlerne antyder, er Parzivals musik ikke ligefrem hyggelig. Der er noget knugende dunkelt over de dansk/russiske alvorsmænd, samtidig med at de episk opbyggede sange alligevel på en eller anden måde lykkes med skabe nogle forholdsvis opløftende klimakser.
'Ordalium' har kun fire numre; til gengæld er alle lige over ti minutter lange. Og her ligger også min anke mod albummet, for det slæbende tempo bliver også lidt monotont gennem de lange numre, også selvom jeg har respekt for, at gruppen holder sig til et stramt koncept. Og trods denne anke er 'Ordalium' et albm, som tåler flere gennemlytninger. Det er fascinerende og dejligt egensindigt og idiosynkratisk.