VMF ‘19: Primordial bliver hovednavn
PopulærTirsdag annoncerede Viborg Metal Festival de polske black metallere Mgła, og nu kommer de med et af Devilutions yndlingsbands: Primordial.
Fra at have haft status som blot endnu en dansk metalfestival med en masse dødsmetal rykker Viborg Metal Festival nu op i en helt anden kategori. Tidligere på ugen annoncerede de Mgła, som er et af de mest hypede bands i black metal de senere år, og i dag føjer de så Primordial til plakaten med deres kun tredje koncert i Danmark nogensinde.
Primordial:
Der er bands, som der på Devilution-redaktionen er bred konsensus om at hylde. Bands, kun de allermest dumstædige kan få sig selv til at betvivle storheden i. Og så er der de bands, som de rene af metalhjertet forstår at hylde i al deres glans, mens ethvert redaktionsmedlem, der måtte betvivle storheden i dem, må kastes til siden.
Men nok om Danzig: Primordial er hævet over enhver tvivl noget af det sejeste, der overhovedet findes i metal. Det er metal, der får hjertet til at svulme i brystet på en, næven til at rejse sig i vejret, stemmen til at opløftes i skønsang. Det er musik til at besejre små bystater med.
Hvor større bands er faldet, der knejser Primordial fortsat stolt.
Læs alt om bandet her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Mgła:
Egentlig har Mgła efterhånden 18 år på bagen, men det var først i 2015, de pludselig røg ud af undergrunden og blev det band i black metal, som alle talte om. Det var albummet ‘Exercises in Futility’, der fik alles øjne op for, hvor vanvittigt et band, der havde forputtet sig mellem et væld af Behemoth-wannabes hjemme i Polen.
Mgła har ikke landsmændenes behov for at klæde sig ud, komme med tomme provokationer eller lave crossover ind i mainstreamen: Deres intense black metal bærer sig selv med storslåede melodier og et afsindigt drive.
Så virker det pludselig alligevel ikke så nyttesløst, det hele.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Viborg Metal Festival har tidligere annonceret de hollandske dødsmetalveteraner Pestilence, Manticora, Loch Vostok, Defacing God, Bleeding Gods og thrash-opkomlingene i Killing til festivalen, der finder sted på Paletten i Viborg 1.-2. marts 2019.